1956 var et turbulent år i Danmark og for arbejderbevægelsen. Om foråret blomstrede solidariteten i en kæmpe storkonflikt og om efteråret gik reaktionen i offensiven

Den 21. december 1955 mødtes De Samvirkende Fagforbunds formandsmøde for at drøfte overenskomstkravene.
Man enedes om at anbefale de enkelte forbund at fastholde en række generelle krav, som højere realløn, arbejdstidsforkortelse, forenkling og forbedring af betalingen for skæve helligdage og indførelse eller forbedring af syge- og ulykkesbetaling.
Endvidere tog man stærkt afstand fra alle tanker om indførelse af tvungen voldgift.
Tilsyneladende ikke de store krav, men som situationen udviklede sig, blev det ufravigelige krav. Reallønnen var faldende, og arbejdsløsheden stigende.
Den 20. januar 1956 mødtes Dansk Arbejdsgiverforenings hovedbestyrelse og forretningsudvalg til en drøftelse af overenskomsterne.
I en udtalelse siges det, at arbejdsgivernes afvisende holdning er 'så meget mere begrundet' som arbejderne i sidste overenskomstperiode har fået 'en betydelig' lønstigning gennem tre portioner dyrtidstillæg.
Arbejdsgiverne ville ikke betale én øre mere. Punktum.

Typografstrejke
Den 22. marts afviste typografforbundets ledelse enstemmigt statsministerens anmodning om, at dagbladene og vigtige publikationer blev holdt uden for den varslede strejke.
Statsministeren forhandlede samme dag med formanden for De Samvirkende Fagforbund, Eiler Jensen, og formanden for Dansk Arbejdsgiverforening, Einar Thorsen, for at få dem til at genoptage forhandlingerne.
Den 24. marts begyndte typografstrejken. Kun de socialdemokratiske aviser, Land og Folk og enkelte provinsaviser, som stod uden for arbejdsgiverforeningen, udkom.
Den 25. marts afholdt Arbejdernes Fællesorganisationer og fagforbundene møde i Odense, hvor arbejdsmændenes formand, Chr. Larsen, afsluttede sin tale med at sige, 'at kampen skal føres til en sejrrig ende'.
Den 26. marts tog Radiorådet en helt enestående beslutning. Så længe typografstrejken løber, kan de seks politiske partier, som er medlem af Folketinget - altså også DKP - hver aften få adgang til radioen i fem minutter, for at bidrage med deres kommentarer til strejken og lockouten.
Denne beslutning blev væsentlig for konfliktens videre forløb. Den borgerlige presse var sat ud af spillet, og Land og Folk blev revet ud af hænderne på de tusinder af frivillige sælgere på gader og stræder.
Fagforeningsformænd og tillidsmænd fra de store arbejdspladser skiftedes under hele forløbet til at give udtryk for arbejderklassens holdninger og medvirkede hermed afgørende til den store og massive opbakning om kravene.

Blokade af Esso og Shell
Den 30. marts afsluttedes forhandlingerne mellem hovedorganisationernes formænd med en meddelelse om, at forligsmanden havde forelagt en skitse til mæglingsforslag. Den 1. april offentliggjorde forligsmanden sit forslag, som blev sendt ud til urafstemning blandt medlemmerne af fagbevægelsen og medlemmerne af arbejdsgiverforeningen.
Den 2. april mødtes Dansk Arbejdsmands Forbunds ledelse, for at tage stilling til strejkernes fortsættelse og det fremlagte mæglingsforslag. Man var enige om at lade strejkerne fortsætte, til man kendte resultatet af urafstemningen. Der var i øvrigt stor utilfredshed med mæglingsforslaget.
Alligevel meddelte den socialdemokratiske LO-formand, Chr. Larsen, at han, på trods af at han, 'langtfra var tilfreds med mæglingsforslaget, vil anbefale at stemme ja'. Han 'følte sig tvungen til at anbefale det', sagde han. Hvem der havde tvunget ham til at tage stilling mod sine medlemmers interesser, sagde han intet om.
Den 3. april standsede Ôde fire søstre` - olieselskaberne Esso, Shell, Gulf og BP - al udlevering af benzin. Dette skridt Ômotiveredes` med Dansk Arbejdsmands Forbunds blokade af Esso og Shell. Trafikken gik herefter langsomt i stå i hele landet.
Den 6. april samledes Folketinget, og efter langvarige forhandlinger vedtog det et socialdemokratisk forslag om forbud mod strejker mod de store olieselskaber. Forslaget blev vedtaget med 158 stemmer mod kommunisternes otte stemmer.
Smedeformanden Hans Rasmussen og forretningsfører i Arbejdsmandsforbundet Carl P. Jensen - begge socialdemokrater - undlod at stemme.

Mæglingsforslag ophøjes til lov
To dage senere blandede forligsmanden sig og udsatte de varslede strejker over for 119 godser og større gårde til den 18. april. Ved at fastsætte datoen for strejkernes påbegyndelse til resultatet af urafstemningen var kendt, forsøgte han åbenlyst at påvirke afstemningen.
Den 12. april kom resultatet af urafstemningen. I alt 35 fagforbund forkastede forslaget, og det faldt med et brag med 194.508 stemmer for og 221.599 stemmer imod. Nederlaget for ja-sigerne var større, end tallene umiddelbart viste. For eksempel stemte HK`s hovedbestyrelse på medlemmernes vegne. Af de samlede 194.508 ja-stemmer var de 55.000 afgivet af HK`s hovedbestyrelse, mens forbundets medlemmer var sat uden for døren.
Arbejdsgiverne vedtog forslaget med 74,4 procent ja mod 25,6 procent nej.
En time efter offentliggørelsen af resultatet, fremsatte den socialdemokratiske regering forslag i Folketinget om at ophøje det nedstemte mæglingsforslag til lov. De borgerlige partier og Socialdemokratiet anbefalede forslaget, mens kommunisterne var imod.
Under Folketingets forhandlinger stillede DKP forslag om genoptagelse af forhandlingerne mellem forbundene og arbejdsgiverne som en logisk konsekvens af afstemningsresultatet. Det blev forkastet med 155 stemmer mod DKP`s otte.

Største demonstration i Danmarks historie
Dagen efter, den 13. april, vedtog Folketinget det socialdemokratiske forslag, som ophøjede det forkastede mæglingsforslag til lov. Socialdemokratiet, Venstre, Det konservative Folkeparti, de radikale og to retsstatsmænd - i alt 155 - stemte for.
Ni stemte imod - kommunisterne og Smedeforbundets formand, socialdemokraten Hans Rasmussen. Fem undlod at stemme: Fire retsstatsmænd og sekretær i Arbejdsmandsforbundet, Carl P. Jensen.
Afstemningen fandt sted klokken 5.30 om morgenen.
Vi stod altså over for en fuldbyrdet kendsgerning, da vi mødte på arbejdspladserne klokken syv om morgenen den 13. april 1956. Regeringen regnede med, at den havde sat arbejderne endeligt på plads og sat en stopper for eventuelle nye strejker og demonstrationer.
Men her forregnede den sig. Utilfredsheden og vreden over den socialdemokratiske regerings forræderi brød ud i lys lue. 250.000 københavnske arbejdere gik mod Christiansborg i protest mod regeringens overgreb. Den største demonstration nogensinde i Danmark.

Ungarn - reaktionens sorte efterår
Propagandatrommerne dundrede dag ud og dag ind om situationen i Ungarn. Det var indoktrinering af værste skuffe.
De fascistiske Pilekorsfolk strømmede ind over den ungarske grænse fra deres træningslejre i Vesttyskland, for at tage det tilbage, som de havde tabt i 1945. Deres gamle Führer - Hitlers allierede, admiral Horthy - opildnede dem fra sit eksil i Francos Spanien: Skyd dem ned som hunde.
Den 1. november meddelte det jugoslaviske telegrambureau, at man nu var begyndt at afmærke udvalgte kommunistiske og jødiske hjem over hele landet. Klapjagten var gået ind på kommunisterne. Den hvide terror blev sluppet løs.
Det var kommunister, som blev hængt i træerne på Budapests boulevarder. Det var kommunisterne, som fængsledes, og som dermed stod over for at blive henrettet uden lov og dom, medens den kriminelle bærme bliver lukket ud. Det var det kommunistiske partis hovedkvarter, der blev stormet og ødelagt. Vejen til magten gik over ligene af myrdede kommunister.
På trods heraf var det kommunisterne, der, i såvel dansk som international presse, udråbtes til undertrykkere og folkemordere.
Situationen og hetzpropagandaen gik helt over gevind, da Warszawapagten og Sovjetunionen, i samarbejde med det reorganiserede kommunistiske parti og bevæbnede arbejdere, greb ind og satte en stopper for terroren og anarkiet.

Antikommunistisk hetz
Her i landet - hvor ikke mindst socialdemokraterne mente, at de havde noget at hævne efter forårets store strejker og demonstrationer - blev den antikommunistiske hetz ekstra voldsom.
Alle 'gode kræfter', fra den socialdemokratiske regering over de borgerlige partier til gadedrengene i DSU og Konservativ Ungdom, slog sig sammen i den jagt, som blev sat ind på det kommunistiske parti og dets medlemmer.
KU indkaldte til møde i KB-hallen. Efter sigende mødte ca. 600 op, hvoraf mere end halvdelen var i uniform, ikke den gammelkendte fra trediverne med skrårem og lange sorte støvler, men en hjemmeværnsuniform.
'Dette værns funktion som borgerkrigskorps blev hermed understreget', som Hans Scherfig sarkastisk udtrykte det.
Socialdemokraten Frode Jacobsen, aftenens hovedtaler, holdt en ophidset tale til sine nye venner, de unge, håbefulde konservative, som skulle bære frihedens fakkel i denne svære tid. 'Til kamp mod kommunismen', formanede den forhenværende minister og medlem af Frihedsrådet. Endelig kunne han få luft for sine indestængte aggressioner og mindreværdskomplekser.
I slutningen af oktober lod hjemmeværnet al folket vide, at det på grund af situationen i Ungarn, var gået i forhøjet beredskab.

Land og Folk under belejring
Dag ud og dag ind i to - tre uger var Land og Folks hus i Dr. Tværgade under belejring.
Gaden var lukket i begge ender af en flok 'frihedselskende' bøller, som slog folk ned og smadrede ruderne i huset og i boghandelen, som dengang lå i Bredgade. Scherfigs, Nexøs, Kirks og Howard Fasts og mange andres bøger blev, efter det kendte tyske forbillede, brændt, efter at være slæbt ud på gaden, og politiet så roligt til uden at gribe ind.
Det blev nødvendigt at have vagter i bygningen døgnet rundt, da provokatørerne truede med at stikke 'Huset' i brand. Vi mødte lige fra arbejde, og sneg os ind gennem en kælder, som havde indgang fra Bredgadesiden.
I stedet forsøgte man sig på anden vis. Først og fremmest forsøgte man at forhindre Land og Folk i at komme ud til læserne. Det blev nødvendigt, at bemande den lastbil, som kørte aviserne til avispostkontoret, med de stærkeste og mest håndfaste kammerater, vi havde.
Udstyret med jernrør og andre slagvåben forhindrede de KU-ere og andre morsdrenge i at sabotere vognen, så aviserne kom rettidig frem til læserne over hele landet.

Opfordring til pøblen
Medens det indsamlingscirkus, som gik under navnet 'Ungarnshjælpen', udspillede sig i radio og tv, gejlede pressen hysteriet og aggressionerne op til nye højder.
Den 7. november - årsdagen for den russiske revolution - blev et højdepunkt. De borgerlige aviser og deres eftermiddagsblade proklamerede, at der skulle være demonstration ved den sovjetiske ambassade og ved Land og Folks hus.
KU og DSU delte løbesedler ud: 'Medens Ungarn forbløder, afholdes vodka-party i den russiske ambassade i Kristianiagade 7 i dag klokken 17'.
Ekstrabladet fortsatte i samme skure: 'Det vil i en sådan situation være umuligt at dæmme op for en demonstration, der skal vise de festende den afsky, menigmand nærer for dem og deres handlinger'.
Til slut skrev man, at disse 'forståelige' demonstrationer vil komme 'ikke fra gadedrenge, men fra alvorligt tænkende mennesker'.
Det kunne kun forstås, som en indirekte henstilling til politiet om at holde sig ro, medens pøblen afregnede med kommunisterne.
I største hemmelighed blev der afholdt fælles aktivmøde for parti og ungdomsforbund i Folkets Hus på Enghavevej. Lokalerne var, så vidt jeg husker, lejet af en fagforening, i et forsøg på at undgå provokationer.
Der var stuvende fuldt og en spændt stemning lige fra starten. Men alt var roligt, indtil et par kammerater kom ind af døren med en stak nytrykte spisesedler, som de havde fået stukket i hånden på vej til mødet. Hen over stod - så vidt jeg husker var det Politikens - med fed skrift: 'Russiske tanks rykker ind i Budapest'.
Øjeblikkelig bredte uroen sig og mødet gik i stå, og efter nogen tid gik alle hver til sit. Man skulle mødes nogen dage senere, denne gang i Land og Folks hus, uanset at det var under belejring.

Ingen vaklen men udmeldelser
Vi brød omringningen, den dag aktivmødet fandt sted. Vi var stuvet sammen i Land og Folks sal, og der sad folk hele vejen ned ad trapperne, ja helt ud til den forsvarligt lukkede port, stod der folk.
Talere var Villy Brauer og Aksel Larsen. Brauers tale husker jeg ikke meget af.
Aksel Larsens tale var lang, men om hans opfattelse af situationen og partiet stilling, var der ingen tvivl.
Opstanden i Ungarn var en kontrarevolution, iværksat af fascistiske og højrenationalistiske kredse, såvel i som uden for Ungarn. Det var ubestrideligt. Bag det hele stod de imperialistiske magter, anført af USA, hvis mål var at rulle socialismen tilbage og forstærke omringningen af Sovjetunionen.
Derfor var Warszawa-landenes indgreb ikke blot acceptabelt, men en revolutionær nødvendighed og pligt. Det var ligeledes ubestrideligt.
Hvad vort eget parti angik, var der heller ingen slinger i valsen. Vi giver os ikke en tomme. Vi lader os ikke kyse af vore politiske fjenders hetz og en flok udkommanderede bøller. Vi har prøvet det før, så: kridt skoene og stå fast kammerater. Vi overgiver os aldrig!
Det sidste var direkte henvendt til de kammerater, som havde ytret betænkelighed ved udviklingen, og dem var der ikke så få af, skulle det snart vise sig, da udmeldelserne begyndte at indløbe.
Det blev hurtigt klart, at afsløringerne af Stalin-tidens forbrydelser og den ungarske kontrarevolution var en alvorlig trussel mod enheden i partiet.
For Aksel Larsens vedkommende skulle der gå et par år, før han fulgte dem, han på hin mindeværdige aften havde advaret mod at så splittelsens frø i partiet.
Den aften i november 1956 var der ingen vaklen i geleddet.

Et anklageskrift
I PET-kommissionens nyligt udkomne rapport om efterretningstjenestens virksomhed fra 1945 til 1989 bliver de danske kommunister og deres parti udråbt til samfundsfjender og agenter i en fremmed magt tjeneste.
Endnu engang vendes tingene på hovedet.
Sandheden er, at både PET og andre efterretningsorganer selv har været villige redskaber for fremmede magter med katastrofale følger for mange mennesker.
I denne og en serie følgende artikler anklager Anton Nielsen de danske efterretningsorganisationer...
Første artikel, 'Om 30`ernes politi og politiske flygtninge' blev bragt den 29. september, anden artikel, 'Om de spaniensfrivillige og HIPA' den 6. oktober, tredje artikel, 'Da Danmark blev forrådt' den 13. oktober og fjerde artikel, 'Om kommunisthetz og Atlantpagten' den 20. oktober.