01 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Storbyens udstødte

Storbyens udstødte

Tirsdag, 27. oktober, 2009, 00:00:00

Byfornyelsen tilgodeser middelklassens behov for ensrettethed og pænhed. De mest udsatte udstødes og mister deres sociale netværk

af Janne Wedenborg
Hvis du undrer dig over, at bænkerækken langs Halmtorvet brat holder op ud for caféerne eller over, at der ikke står en bænk foran dit lokale supermarked, selv om der er plads nok, så kan du få forklaringen i Preben Brandts bog, Byen og social ulighed.
På sine ture rundt om i byen anskueliggør Preben Brandt gennem tekst og illustrationer forskellene mellem velhaver- , middelklasse- og arbejderkvarterer. Byens opsplitning i sociale ghettoer og havnefrontens eksklusive luksus uden bopælspligt beskrives.
Turen fra Mozarts Plads, hvor beboerne har mulighed for at mødes på en af de mange bænke, hen mod det nyrenoverede Halmtorv, hvor bænkene ebber ud, er sigende.
På Halmtorvet kan man kun slå sig ned, hvis man betaler for kaffen på caféen. Værtshuse, der, på godt og ondt, var sociale samlingssteder, lukker og bliver erstattet af strømlinede caféer med musak tilpas høj til at samtale overflødiggøres.

Indbygget fravalg
Sådan laver man byfornyelse med indbygget fravalg af de mennesker, der ikke har råd eller lyst til at sidde på café.
Bogen beskriver magtforholdene bag planlægning og indretning af storbyen. Den tydeliggør, hvordan de grupper af befolkningen, der har mest magt og er bedst til at udtrykke deres ønsker, tilgodeses socialt, funktionelt og økonomisk.
De mennesker, der ikke kan eller vil deltage i dialog om planlægning på kommunens betingelser, får ingen indflydelse på deres egne boligforhold og omgivelser.
Den manglende dialog fører ind imellem til mere håndfaste manifestationer, provokationer eller besættelser som protest mod den udelukkelse, der ligger bag meget byfornyelse og kvarterløftarbejde.
Med fokus på udstødelsen og uligheden i det danske samfund går Preben Brandt i dybden og analyserer, hvordan denne ulighed fastholdes og forøges.

Individualisering
Den midterste fjerdedel af bogen består af illustrationer, flotte fotos og grafer, der understreger bogens tekst.
I sidste kapitel sammenholdes byens udvikling med dagens politiske virkelighed, hvor den sociale velfærdsstat er ved at blive afviklet og erstattet af individualisering og neoliberalisme.
Preben Brandt er dr. med. i psykiatri og har gennem sit 30 år lange arbejde med udstødte og hjemløse fået stor indsigt i de sociale og fysiske mekanismer, der styrer storbyens udvikling.
Byen og social ulighed kan varmt anbefales. Læs den, men jeg advarer: måske får du lyst til at stille en bænk op foran din indgangsdør.

Preben Brandt: Byen og social ulighed. Fotos & illustrationer ved Laura Helene Højring. 181 sider. Tiderne Skifter.

Læs også inteview med Preben Brandt.
Projekt UDENFOR, der er startet af Preben Brandt, er beskrevet i Arbejderen den 24. oktober 2009.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


27. okt. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur