De ufrivillige¤¤ består af fem selvstændige historier, som på elegant vis krydses igennem filmen. Både det tragiske, skræmmende, modige og humoristiske spejler hinanden

af Mikael Strandbech
I en af de første scener af svenske Ruben Östlunds film De ufrivillige er vi til et middagsselskab - en 60-års fødselsdagsfest, men vi ser i en lang sekvens kun benene på deltagerne, imens de ankommer, hilser og snakker foran hoveddøren.
Hvordan benene, fødderne, skoene, tøjet understreger, modsiger og står i forhold til det sagte, får vi ikke noget færdiggjort eller tilskåret bud på. Og det er på mange måder både forløsende og vildt spændende.
Udover 60-års fødselsdagen består De ufrivillige af fire andre selvstændige historier, som på elegant og forbavsende vis krydses igennem filmen. Sådan at både det tragiske, skræmmende, modige og humoristiske spejler hinanden, og et nutidigt Sverige.
Et centralt tema for alle historierne er forholdet mellem individ og fællesskab. Hvad består et fælleskab af? Hvad sker der når vi overtræder gruppens uskrevne normer? Tør vi træde udenfor gruppens normer, hvis de er forkerte?
Under en bustur river den kendte skuespillerinde Maria Lundquist, i øvrigt filmens eneste professionelle skuespiller der spiller sig selv, en gardinstang ned på bussens toilet. Men tør hun indrømme det, da den skilsmisseplagede og overreagerende buschauffør nægter at køre videre, før den skyldige melder sig?
To blonderede teenagepiger afprøver grænser med sprut, sex og sammenhold foran webcameraet, togpassagerer og drenge, der behandler dem som lolitadukker.
Den yngre skolelærerinde ser en kollega afstraffe en elev fysisk. Det synes hun ikke er i orden, men her møder hun modstand blandt sine kollegaer.
Det voksne drengerøvsslæng er på den årlige druktur og Olle sættes under pres, da han ikke vil `lege` bøsse med Leffe.
Ruben Östlunds film kan indimellem minde om en anden svensk instruktørs film, nemlig Roy Andersons. Eller den amerikanske Short Cuts af Robert Altman.
Men Ruben Östlund er helt sin egen, der med et højst personligt billedsprog bestående af lange takes, overraskende beskæringer, en dokumentarisk tone og en forsonende sort humor og noget på hjertet, har skabt en film, man sandsynligvis enten hader eller knuselsker. Jeg gør det sidste.

De ufrivillige. Instruktion. Ruben Östlund. Premiere i dag.