Den energi, vi i dag næsten udelukkende baserer vores vækst på, er den fossile bundne solenergi, som det har taget stort set hele den biologiske evolutionshistories to-tre milliarder år at hobe op. Vores overophedede kapitalisme er i gang med at futte den af på to hundrede år

af Kjeld Stenum
Den danske oktober gjorde i år sit bedste for at tage gassen ud af ballonen før klimakonferencen ved at trodse den globale opvarmning. Der har været bitterligt kolde dage. Ikke blot var temperaturen ofte under frysepunktet, det har også været ganske blæsende.
Jeg måtte finde de lange underhylere frem for at klare de blæsende frostmorgener på mit arbejde, og det er to måneder før sædvanligt. Vi burde jo glæde os over lidt kulde. Men desværre er det bare et lokalt vejrfænomen. Lavtrykkene fra det sydvestlige Atlanterhav, som vi kender så godt her i landet, følger et bølgende bælte, der ligger cirka på Danmarks breddegrader, dog således at vi normalt ligger lidt syd for, hvor lavtrykkenes centre driver ind. Når vi gør det, får vi varm luft ind fra sydvest.
Men bæltet bevæger sig bølgende. Så somme tider kommer vi til at ligge nord for lavtrykkene. Og det betyder, at vi får suget kold polarluft ind fra nordøst. Sådan har det været her i oktober. Men det er et fænomen, som absolut ingenting siger om hele klodens klima.
At vi har lokal kulde her på grund af det fænomen betyder blot, at de har lokal varme et andet sted, sædvanligvis for eksempel på Grønland, fordi det tit netop passer, at når det bølgende bælte ligger langt mod syd her i Nordvesteuropa, ligger det tilsvarende længere mod nord i det nordlige Amerika. Og omvendt. Kulde på Grønland følges med varme her, og omvendt.
Så der er absolut ingen grund til glæde. Og vi bør fortsat tage problemet om global opvarmning yderst alvorligt. Det er én af de meget alvorlige kriser, som vores verdens anarkistiske økonomier skaber, som finanskrisen også er det. Men hvor alvorligt skal vi tage det?
I dag tager man det yderst alvorligt langt ind i borgerlige kredse. Ikke overalt på venstrefløjen har vi altid taget det lige alvorligt. Dengang jeg var yngre, så jeg anderledes på det, end jeg gør i dag, og det gjorde rigtig mange venstreorienterede unge mennesker i min omgangskreds også. Nej, der var nogle, der snakkede om, at klodens ressourcer nødvendigvis måtte blive tømte, hvis ikke vi satte grænser for vækst.
Det var øko-flipperne, og jeg og mange af dem, jeg færdedes iblandt, opfattede lidt det, de stod for, som både en forfejlet tankegang og en afledning af diskussionen fra det væsentlige. En forfejlet tankegang, fordi vi opfattede problemet om ressourcer som et problem, der ville løse sig omtrent af sig selv med produktivkræfternes udvikling.
Og vi opfattede det som en afledning fra det væsentlige, fordi det, der ville fælde vores samfundssystem, alligevel ville blive økonomiske modsætninger og klassemodsætninger. Vi mente, at øko-flippere på den måde afledte kampen fra det, det handlede om, nemlig at revolution og skabelsen af socialisme kom på dagsordenen.
I dag tror jeg, at jeg og de, der måtte have tænkt omtrent det samme, tog fejl i begge disse spørgsmål. Jeg synes, det er lidt vigtigt, når man har ment noget, man siden kommer til at se anderledes på, at man så åbent siger, man tog fejl. Ellers ligger fejltagelsen begravet i bagagen og vender uomgængeligt tilbage en skønne dag.
Jeg tror, det var en fejl at nedtone betydningen af at diskutere ressource-knaphed og bæredygtig udvikling. Jeg tror ikke, det er en afledning fra diskussionen om et samfundssystem, der organiserer økonomien grundlæggende anderledes, end vi gør i dag. For jeg tror, at en diskussion af ressource-problemets karakter og omfang vil få mange af os til at tage det standpunkt, at vi ikke kan løse det indenfor vore nuværende samfunds økonomiske rammer.
Og jeg tror, det er et problem, der absolut ikke løser sig selv med udviklingen, heller ikke selv om vi får samfundssystemer, der gør mere demokratisk og rationel økonomisk planlægning mulig. Mange af de erfaringer, der er gjort med socialisme, viser det.
Det handler om, at vækst kræver øget energigennemstrømning i systemet. Vi kan ikke have vækstsamfund uden i kraft af øget energigennemstrømning. Den eneste energigennemstrømning, vi har adgang til her på kloden, og som ikke kræver, at vi bruger af opbrugelige ressourcer, er den energi, som stråler ned til vores klode fra den fjerne kæmpestore brintatomreaktor, Solen.
Det er energistrømmen fra den, der har skabt stort set alt, hvad der findes af ressourcer af brugbar ophobet energi på kloden. Selv de radioaktive tungmetaller er i sidste instans et produkt fra Solen og en opbrugelig ressource.
Nøjes vi ikke med at bruge af den energi, Solen løbende tilfører vores klode, bruger vi uomgængeligt af de ressourcer, som er hobet op. Og det betyder lige så uomgængeligt, dels at de en dag vil blive udtømt. Og dels, at vi forandrer vores klodes tilstand fra, hvordan den er i dag, til noget, vi ikke har kontrol over. Så simpelt er regnestykket.
Den energi, vi i dag næsten udelukkende baserer vores vækst på, er den fossile bundne solenergi, som det har taget stort set hele den biologiske evolutionshistories to-tre milliarder år at hobe op. Vores overophedede kapitalisme er i gang med at futte den af på to hundrede år.
Klimakonferencen her til jul vil uden tvivl satse på en målsætning, der skal lave om på det uden at bryde med kapitalismen. Jeg er overbevist om, at selv sådan en målsætning vil være en illusion. Vi kan ikke indrette vores økonomi efter planlægning og fornuft, for vores økonomi er styret af rivaliseringen mellem dem, som diktatorisk besidder den økonomiske magt.
Systemet kan kun overleve ved at øge væksttempo og energiforbrug. Men kan bevægelsen omkring klimakonferencen bringe os nærmere en erkendelse af, at dette er den største sten på vejen, har det dyre arrangement vel ikke været hundrede procent spildt.