Den svenske dramatiker August Strindberg betalte prisen for sit ultimative krav om kunstnerisk frihed med sit ægteskab. Måske fordi han glemte at lytte

af Bjarne Nielsen
Der er prøver på August Strindbergs 'Den stærkeste' i prøvesalen i Dagmarteateret i København i 1889.
Foruden Strindberg og hans hustru Siri von Essen er også hendes lesbiske veninde Marie David og den servile danske skuespiller Viggo Schiwe til stede.
Odense Teater har kastet sig ud i den svenske dramatiker Per Olov Enquists kammerspil 'Tribaderens Nat' om kampen mellem kunst og kærlighed.
Vi møder en Strindberg, der er ved at gå fallit, uden forlægger, frosset ud af Sverige - desperat både menneskeligt, kunstnerisk og forretningsmæssigt.
Ægteskabet med Siri er i opløsning og opgøret mellem dem desillusioneret og bittert. Strindberg frygter han aldrig ser sine børn igen, og han føler sig forfulgt, fornedret og jaloux af hendes affærer, og tætte forhold til Marie.
Således er historien kort fortalt. Men naturligvis handler den om mere. Meget mere endda.
Strindberg, fremragende og troværdigt spillet af Anders Gjellerup Koch, henter inspirationen til sit skuespil fra sit eget liv, og er yderst selvudleverende, hvilket naturligvis rammer hans hustru Siri (Githa Lehrmann), som direkte eller indirekte er hovedpersonen i alle hans skuespil, hvilket i sagens natur er belastende og grænseoverskridende for hende.
I en tid, hvor man diskuterer kunsten og kunsternes vilkår, er det inspirerende at se hvor meget Strindberg kæmper for retten til at være kunstner. Han er villig til alt. Alt. Prisen er at Siri forlader Strindberg til fordel for veninden Marie David, som Strindberg også er facineret af.
Strindbergs verbale kamp er dybt betagende, selv om den både er ond, modbydelig, blodsugende og morsom. Det er et af de stykker, hvor kvinderne går sejrrigt ud af kampen, hvis man kan tale om sejrherrer i den slags kampe.
For pointen er vel, at vi mennesker må lytte til hinanden, uanset hvor skræmmende adfærd 'den anden' har, fordi vi har brug for hinanden. På den måde er stykket højaktuelt, flygtninge, indvandrere og bandekrig in mente.
Det er lykkedes instruktør Lane Lind, at få Enquists personer gjort levende og troværdige, med deres fejl, skævheder og deres sarthed i kampen for at blive accepteret som et helt menneske.
På intet tidspunkt føltes det som teater. Som tilskuer var man med. Følelsesmæssigt blev man engageret og inddraget. Ret imponerende.

Tribadernes nat
af Per Olov Enquist - iscenesættelse Lane Lind - scenografi Stine Martinsen - Odense Teater til 26. november