28 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Godstransport skader klimaet

Godstransport skader klimaet

Onsdag, 04. november, 2009, 00:00:00

Godstransport udleder mere CO2 end hele Danmark til sammen. Den omfattende varetransport over store afstande har alvorlige konsekvenser for klimaet, fastslår miljøfolk

'Olieressourcer fyres af på transport af halvfabrikata kloden rundt for at udnytte den billigste arbejdskraft'.
Det skriver Kommunistisk Parti i det miljøpolitiske program, partiet netop har udgivet.
- Der udledes enorme mængder CO2, når varer og halvfabrikata transporteres verden rundt på lastbiler, skibe og i fly og det har konsekvenser for klimaet. Ofte er der tale om, at varer, som kunne produceres og bruges lokalt, skal en tur rundt om jorden i jagten på billig arbejdskraft og profit, siger Anders Bjerre Mikkelsen, som har været med til at lave programmet.
- Transportcirkusset må stoppes. Det er ødelæggende for vores miljø og for menneskeheden, og er kun til gavn for kapitalen, konstaterer han.
Det kommunistiske miljøprogram beskæftiger sig med en lang række problemstillinger inden for klima og miljø, herunder godstransport. Det konkluderer, at det kapitalistiske system og dets måde at producere på er en hovedårsag til klimaproblemerne.
- Kapitalismen er effektiv, når det handler om at skabe vækst. Og det er hvad virksomheder gør, når de for eksempel får produceret varer i lande, hvor arbejdskraften er billig, for derpå at transportere dem til lande, hvor varepriserne er høje. Men i virkeligheden er det dybt ineffektivt at transportere varerne rundt, og det har store omkostningerne for vores klima, konstaterer Anders Bjerre Mikkelsen.

Kæmpe CO2 udslip
Transportområdet er den sektor i Danmark, som har det absolut største udslip af den klimaskadelige drivhusgas CO2.
Alene godstransporten ud af landet på jernbane og veje står for 40 procent af Danmarks samlede CO2-udledning. Men i det tal er ikke medregnet danske skibe, som sejler med varer i udlandet. Det oplyser Tarjei Haaland fra miljøorganisationen Greenpeace.
- Det er et stort problem når danske skibe som Mærsks, der transporterer varer rundt i verden, ikke medregnes i CO2-statistikkerne. For så ser det ud til, at udslippet er langt mindre, end det er tilfældet, siger han.
Samlet set udleder Mærsks containerskibe lige så meget CO2 som hele den danske befolkning til sammen.
Blandt de danske transportarbejdere er de miljømæssige omkostninger ved transporten af vare og halvfabrikata et kendt problem. De mener, at der foregår en masse unødvendig transport. Emnet blev diskuteret, da der for nylig blev afholdt skandinavisk transportarbejderkonference i Norge. Her deltog blandt andet fagforeningen 3F Lager, Post og Servicearbejderne (LPSF) fra Danmark.
- Vi kan godt gå ind og kigge på, hvordan man kan transportere mere miljørigtigt for eksempel på elektriske jernbaner frem for lastbiler. Men i virkeligheden handler det om, at der transporteres varer rundt i hele verden, hvor det eneste formål er at tjene penge, siger Bjarne Høpner, formand for LPSF, til Arbejderen.

EU støtter transport
Ifølge Bjarne Høpner er EU`s eksportregler en vigtig årsag til, at varetransporten finder sted. Reglerne indebærer, at EU yder økonomisk støtte til virksomheder, der eksporterer til lande uden for EU.
- Fra vores branche har vi kendskab til eksempler, hvor skibe sejler konservesdåser frem og tilbage mellem Europa og Asien blot for at opnå tilskud. Varerne bliver altså aldrig brugt, men ligger på havet og tjener penge til firmaerne, siger Bjarne Høpner.
De skandinaviske transportarbejderne mener, at der skal 'gøres op med den transport der kun udføres af økonomiske hensyn'. Det vil betyde en væsentlig reduktion af CO2`en, mener de.
Lave Knud Broch fra Folkebevægelsen mod EU er ligesom Bjarne Høpner kritisk overfor EU`s eksportstøtte.
- Det er et stort problem, at europæiske virksomheder får tilskud til at eksportere til fattige ulande, når der er tale om varer, som landene selv kunne have produceret, siger han til Arbejderen.
Ud over at det udleder store mængder CO2 at transportere varerne den lange vej, ser Lave Knud Broch et problem i, at de lande der importerer varerne, hæmmes i at opbygge og udvikle deres egen produktion.

Alt for billigt
Miljøorganisationen NOAH tilslutter sig kritikken af den omfangsrige godstransport. Ifølge organisationen er hovedproblemet, at det er for billigt at transportere varerne.
- Det er ingen fornuft i, at det betaler sig at transportere varer rundt på lastbiler i Europa. For eksempel kan man i danske butikker købe vand på flaske, som kommer hele vejen fra Tyrkiet, selvom vi har masser af vand i hanerne herhjemme. Det lader sig gøre fordi, det er alt for billigt at transportere varerne. Derfor skal det være dyrere at køre på de miljøskadelige brændstoffer som benzin og diesel, siger Ivan Lund Pedersen fra NOAH`s trafikgruppe.
I forbindelse med Klimatopmødet i København sætter Kommunistisk Parti fokus på klima og miljø. Her er omkostningerne ved godstransport et vigtigt tema. Blandt andet vil partiets unge med kampagnen 'Klima Før Profit' gennem aktioner og oplysningsmaterialer sætte fokus på forureningen fra Mærsks containerskibe.

Du kan gratis bestille Kommunistisk Partis miljøprogram på kommunister.dk.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. nov. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur