Det er ærgerligt, at der ikke findes en bog om DDR`s historie med en marxistisk vinkel Undertegnede har dog fået ny indsigt gennem læsningen af Ulrich Mählerts bog

af Bjarne Nielsen
På trods af at Østtyskland eller DDR var vores nabo, er det forbavsende, hvor lidt kendskab og litteratur vi herhjemme har om landet, der blev dannet, efter at Anden Verdenskrigs sejrherrer delte det besejrede Tyskland i fire besættelseszoner.
Sovjetunionen ønskede at forhandle sig frem til et samlet, neutralt og demilitariseret Tyskland, men da det erfarede at vestmagterne ville have et vestligt orienteret Tyskland, blev der taget skridt til det, der blev DDR.
I seks kronologiske kapitler forsøger den tyske samtidshistoriker, Ulrich Mählert, i bogen DDR`s historie at beskrive udviklingen i landet. Bogen går fra krigsafslutningen og sammenslutningen af det socialdemokratiske og kommunistiske parti til Socialistisk Enheds Parti (SED), over opbygningen i 50`erne, konsolideringen og Murens etablering i 60`erne, til Honeckeræraen i 70`erne og det katastrofale kollaps i 80`erne med likvidering af DDR som resultat.
Mählert, der konsekvent omtaler DDR som et diktatur, noterer at efter opløsningen af `diktaturet` mente hver anden adspurgte østtysker, at 'vi var alle lige, og vi havde alle arbejde - derfor var det en dejlig tid' og forfatteren må konstatere, at 'et forbavsende stort antal borgere i de nye forbundslande mener, de havde det bedre i folkedemokratiet'.
Det delte Tyskland var en realitet, der varede længere 'end en tredjedel af det tidsrum, i hvilket Tyskland havde eksisteret som nationalstat', skriver Mählert. Bogen er tænkt som et overblik over denne tredjedel af historien, og virker ok som sådan. I et spændende første kapitel kan man læses om modsætningerne mellem socialdemokraterne og kommunisterne, og mellem det nye SED og Stalin.
Mählert antyder flere steder, at opdelingen i øst og vest var vestlig skyld. Styrkeforholdet gjorde dog, at SED i 1947/48 besluttede 'hellere det halve Tyskland helt end det hele Tyskland halvt'. En pointe der sammen med den kendsgerning, at 'Vesttysklands statsdannelse fandt sted i stor overensstemmelse med dens egen befolkning. Dette var derimod ikke tilfældet i Østtyskland', forklarer den senere udvikling.

Enhedsfronten
Spændende er også læsningen af, hvorledes det hæderkronede kommunistiske parti, KPD, i sin grundlæggelseserklæring (efter krigen. Bn) af 11. juni ikke nævner ordet socialisme, men krævede fuldendelse af den borgerlige revolution af 1848 og at det 'var forkert at påtvinge (Tyskland) sovjetsystemet' og bekendte sig til en 'parlamentarisk-demokratisk republik'.
Socialdemokraterne, SPD, derimod gik den 15. juni 1945, altså fire dage senere, klart ind for 'demokrati i stat og kommune, samt socialisme i industri og samfund' og den Kristelige Union, CDU, agiterede for ekspropriering af nøgleindustrien og råstoffer.
Disse tre partier sammen med det liberale parti, LDP, dannede sidst på måneden en 'enhedsfront af antifascistisk-demokratiske partier for med forenet styrke at løse de store opgaver'.
Det ekstreme højre var dømt ude og folkefrontstaktikken, som udlagt af Dimitrov, var en realitet. Resten af kapitlet om udviklingen frem mod oprettelsen af DDR er en ren gyser. Bogen har for denne anmelder et hav af nye oplysninger om denne periode.
Efter DDR`s dannelse i 1949 er det interessant, at Stalin i 1952 endnu engang opfordrede vestmagterne til en 'hurtigst mulig' dannelse af en fællestysk regering. Det blev afvist og Forbundsrepublikkens vestintegrering lod sig ikke standse.

DDR i 50`erne
Opbygningen af såvel partiet som arbejder- og bondestaten er glimrende og kritisk belyst. Også Stalin kulten med nonsens paroler som 'At lære af Sovjetunionen, betyder at lære at sejre' beskrives ok, ligesom klassekampen i partiet.
Fra den 8. juli 1952 var 'opbygningen af socialismen SED`s strategiske mål'. Herefter følger blandt andet kollektivisering af landbruget og kriminalisering af håndværkere og små selvstændige. Sidst på året erkendte SED 'vi får faktisk ikke nogen nye medlemmer' ligesom andelen af arbejdere i partiet var faldet til 38 procent. Partiet var ikke længere et masseparti, men 'af en ny type' og 'et statsparti'.
Stalin døde den 5. marts 1953 og den 17. juni samme år gik arbejderklassen i Berlin på gaden mod SED, der måtte erkende 'vi sidder der, som vi havde skidt i bukserne'. Herefter skete der 'en ny kurs', og stabiliseringen indtrådte, samtidig med at folkevandringen mod vest fortsatte. Efter Hrustjovs 'hemmelige tale' erklærede Ulbricht, at 'Stalin ikke var en klassiker'.
I 1958/59 gik økonomien godt og flygtningestrømmen var den laveste siden 1949. Partiet og landet blomstrede kort. Men den 13. august 1961 påbegyndes bygningen af muren, hvilket bogen udmærket kredser om bevæggrundene til.
I 1968 kom en ny forfatning hvor SED`s rolle tydeligt fremgik af artikel et.

Honeckeræraen
Kapitlet om 'Honeckeræraen' er rigtig spændende og illustrerer, hvorledes modsætningerne var mellem Bresjnev og Ulbricht, fordi sidstnævnte ville gå 'nationale vegne'. Honecker kom til på den ottende partikongres i 1971, efter 'sovjetisk godkendelse'.
Hvor Ulbricht havde krævet, at DDR`s opbygning skulle 'tillægges modelkarakter for højtindustrialiserede socialistiske stater' og større ideologisk selvstændighed fra Sovjet, erklærede Honecker, at fra nu af var DDR 'for altid og uigenkaldeligt forbundet til Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker'.
I 1972 anerkendte Vesttyskland DDR, i 1973 fulgte Danmark efter og i 1974 var begge Tysklande medlem af FN.
Trods levestandarden var den højeste i østblokken, gik det mod afgrunden. Det er beskæmmende at læse om SED`s måde at tackle Glasnost og Gorbatjov på. Bogen giver et fint billede på et stagneret og handlingslammet parti uden folkelig opbakning.
Faktuelt er bogen fin, ligesom dens noteapparat og kildehenvisninger er nyttige og imponerende, men man ærgrer sig over der ikke findes en bog om emnet med en marxistisk vinkel.
Undertegnede har dog fået ny indsigt af læsningen.

Ulrich Mählert: DDR`s historie. 250 sider illustreret. Forlaget Ellekær.