Den 15. marts 1961 faldt Højesterets dom i Hjalf-sagen. Tre måneders fængsel til Land og Folks redaktør, 25.000 kroner i erstatning til general Hjalf og 8000 kroner at betale i sagsomkostninger

af Anton Nielsen
Den store retssag, som i 1960-61 gik under navnet Hjalf-sagen, og handlede om den skæve våbenfordeling under krigen, er værd at se nærmere på i dag, fordi den grundlæggende drejer sig om vilkårene for frihedskampen.
Aktørerne var modstandsbevægelsen, kommunisterne og dagbladet Land og Folk, ved chefredaktør Martin Nielsen, på den ene side.
På den anden side stod chefen for hæren, generalløjtnant Viggo Hjalf, og tidligere medlem af nazipartiet, oberst Schjødt-Eriksen, dengang Københavns kommandant.
De to havde under besættelsen, sammen med general Gørtz, udgjort den såkaldte 'lille generalstabs' ledelse, som på eget initiativ - og ifølge dem selv i fuld forståelse med en række prominente samarbejdspolitikere - forestod fordelingen af våben til modstandsbevægelsens forskellige grupper.
Den 'lille stab' forfordelte simpelt hen de militære grupper, de såkaldte ventegrupper (eller O-grupper), der aldrig kom i kamp. De var af den lille stab udset til et langt vigtigere formål, nemlig at forhindre et 'kommunistisk kup' efter befrielsen.
I sidste artikel (Officerer i nazisternes tjeneste) blev beskrevet optakten til retssagen, hvor general Hjalf havde stævnet Land og Folk for at have krænket hans ære.
Det følgende er langtfra en fuldstændig gennemgang af forløbet i landsretten, men glimt af det der skete i maj 1960.

Alpelandskab af æresfornærmelser
Højesteretssagfører Christrup repræsenterede Viggo Hjalf:
'Alle må i dette land have beskyttelse, men det må i særlig grad gælde landets førende mænd. Aldrig har vel nogen været overvældet af flere æresfornærmelser end general Hjalf. Det er et helt alpelandskab af æresfornærmelser, og de ærede dommere ved allerede, at de alle er ubeføjede. Siden 1945 er Hjalf avanceret fra kaptajn til generalløjtnant. Det ville ikke være sket, hvis han ikke havde nydt tillid, og hvis ikke hans forhold var blevet undersøgt og erkendt at være i orden'.
Derfor krævede generalens advokat, at:
'Landsrettens dom blev fuldbyrdet uanset om sagen måtte blive indanket for en højere instans'.
Han motiverede sit uhyrlige krav med, at 'han mente at kunne forudse, at landsretsdommen ikke ville blive ændret, selv om den forelægges for Højesteret'.
Og han fortsatte i samme nedsættende og arrogante tone med at kræve Land og Folks chefredaktør idømt fængselsstraf på to år og en erstatning på 100.000 kroner for tort og svie. Dertil fem procent i rente fra den dag stævningen var blevet udtaget.
Herefter oplæste Christrup general Hjalfs udtalelse til Berlingske Tidende, der blev optakten til de mange angreb på generalen, hvilket efter advokatens mening var helt forkert, idet spørgsmålet om våbenleverancerne i besættelsestiden alene måtte ses under den synsvinkel, at de svenske våben var hærens våben.

Kommunistisk shownummer
Derfor fandt Christrup, at når 'et blad der hedder Land og Folk, havde beskyldt hærchefen for landsforræderi, fuld loyalitet over for tyskerne, ugerninger, meddelagtighed i mord og for at være identisk med en stikker, var det ikke alene fornærmelser - men overfornærmelser - i en udstrækning, der måtte pådømmes efter de strengeste paragraffer'.
Og han tilføjede: 'Man har aldrig set en sag, der i grovhed når op siden af denne. 100.000 kroner er ikke for meget i erstatning for tort'.
'Den mulighed foreligger', fortsatte han hånligt spottende, mens han så direkte på den tidligere kz-fange Martin Nielsen, som under besættelsen tilbragte fire år i fængsler og kz-lejr, 'den mulighed foreligger', gentog han, 'at den ansvarshavende redaktør for Land og Folk er en attrap, og at det ikke gør noget, at han indespærres i nogen tid. Det betragtes måske oven i købet som partiarbejde at sidde inde. Men det at betale penge ser den slags mennesker på med gru. Derfor er erstatning det eneste virkelige middel, man har for at komme den slags fremgangsmåder til livs, som har fundet sted her'.
Højesteretssagfører Christrup sluttede denne omgang med følgende salut:
'Det skulle være overflødigt, at føre vidner i denne sag. Det er klart, at de 40 vidner ikke skal bevise noget. Det tjener ikke noget ad rettens vej at yde bistand til et kommunistisk shownummer. Jeg skal derfor henstille, at alt uvedkommende stof holdes uden for denne sag'.

Befrielse fra vest eller øst
Det blev imidlertid umuligt for domstolen - hvor gerne man end ville - at følge højesteretssagføreren i det stykke, ikke mindst fordi hans klient, general Hjalf, faktisk havde tilstået forræderiet med sine tidligere udtalelser til Berlingske Tidende den 13. marts.
Dertil kom nu, at Christrup selv i sin fremstilling af sagen, havde gentaget generalens påstande vedrørende 'den skæve våbenfordeling'. Derudover havde han delagtiggjort retten i generalens politiske overvejelser, som lå til baggrund for generalens besynderlige optræden
Om våbnene sagde han helt i overensstemmelse med Hjalfs tidligere udtalelser blandt andet:
'De første 500 af de 3000 svenske maskinpistoler blev tildelt hærens folk. Siden kom yderligere 4000 svenske og allierede våben hertil.
Jeg vil understrege, at alle disse 7000 våben fordeltes, dels til hærens såkaldte ÔO-grupper`, der bestod af officerer, frivillige korps, tidligere gardere etc., dels til andre grupper. Ingen af disse våben blev oplagret. Alle blev fordelt med det samme. O-grupperne var homogene og havde militær baggrund.
De fik adskillige af våbnene, mens de civile grupper fik andre. En beregning gjort op i foråret 1945, viste, at O-grupperne havde 2.300 mand og våben til 70 procent af mandskabet. De andre grupper omfattede 14.000 mand og fik 33 procent dækning i våben'.
'Det er der intet mærkeligt i', fortsatte han ufortrødent, 'at O-grupperne, hærens kerne, fik mange våben. O-grupperne havde været organiseret længe, de var kernetropper ... men de civile grupper, som voksede stærkt i besættelsens sidste uger, havde naturligvis ikke samme forudsætninger for at få bevæbning i samme omfang'.
Højesteretssagfører Christrup fremkom så med sin opfattelse af situationen i foråret 1945, som politisk skulle legitimerer general Hjalfs landsforræderiske handlinger.
'! det var usikre tider, ingen vidste om befrielsen ville komme fra øst eller vest. Derfor var det forståeligt, at generalen gav sine nærmeste medarbejdere ordre til, at de kommunistiske grupper ikke blev overforsynet'.

Hvem var vore forbundsfæller?
Omsider kom Land og Folks advokat, landsretssagfører Chr. Vilhelm Hagens, til orde.
Indledningsvis afviste han kravet om tilsidesættelse af de almindelige retsregler og understregede, at, '! det var en stor misforståelse at gøre sagen til en politisk sag'. Han erklærede, at han ville føre sandhedsbevis for de fremsatte beskyldninger, hvoraf den alvorligste var beskyldningen om landsforræderi.
Hagens gennemgik de forskellige straffelovs-paragraffer om landsforræderi, herunder straffelovens § 101, der foreskriver fængsel fra to til 12 år til 'den, som under krig, eller truende udsigt dertil, yder fjenden bistand ved råd eller dåd eller svækker den danske stats eller dens forbundsfællers kampdygtighed'.
I den forbindelse bemærkede han blandt andet, at 'der kan være forskellige meninger om, hvem der var vore allierede'.
'Jeg er tilbøjelig til at tro', sagde Hagens, 'at mange fremtrædende folk, selv statsministre og højtstående officerer, anså Ôbeskyttelses (og besættelses) - magten` for vores allierede. Jeg er heller ikke sikker på, at general Hjalf og jeg er enige om, hvem der var vore forbundsfæller'.
'Den ærlige dansker var ikke i tvivl om, hvem der var ven eller fjende', sagde han videre, og gik derefter over til at dokumenterer, hvorledes og hvorfor Danmark efterhånden opnåede allieret status under og umiddelbart efter den Anden Verdenskrig.

Hjalf brød aftalen med Frihedsrådet
Hagens omtalte herefter forholdet mellem hæren og Danmarks Frihedsråd. Han påviste, at der forelå konkrete, skriftlige aftaler, hvorefter hæren underordnede sig Frihedsrådets ledelse, og det var på det grundlag, at general Gørtz blev anerkendt af den allierede overkommando i London som øverstkommanderende for de danske modstandsstyrker.
På den baggrund kunne der ikke være tvivl om, at Hjalf var bundet af aftalen med Frihedsrådet, i hvis kommandoudvalg han oven i købet havde sæde. Ikke desto mindre havde han efter egen erkendelse regnet sig som en slags overkommando over både London og Frihedsrådet, specielt vedrørende den såkaldte skæve våbenfordeling.
Også på dette punkt fremlagde landsretssagfører Hagens en grundig dokumentation for, hvilke våben det drejede sig om, hvorledes de var blevet fordelt, og at Hjalf havde det direkte ansvar for, at de mest aktive modstandsgrupper fik for få eller slet ingen våben, mens officerernes passive ventegrupper, som - i strid med alle aftaler - blev holdt i reserve for at 'genoprette ro og orden' efter tyskernes fordrivelse fra landet, blev forholdsvis rigeligt forsynet.
Hagens berørte derefter, hvorledes den såkaldte 'stab', der havde Hjalf som leder, direkte havde forhindret medlemmer af officerskorpset i at kontakte modstandsbevægelsen. Officerer, der var positivt indstillet til modstandskampen, blandt andet Højland Christensen, på dette tidspunkt Københavns kommandant, blev direkte generet af staben.
På samme tid rådede der en helt anden ånd indenfor marinen, hvor man gjorde alt for at lette arbejdet for modstandsbevægelsen.
På akkurat samme negative måde behandlede staben efterretningstjenesten, der var noget af det vigtigste i modstandskampen, og som de allierede værdsatte højt.
Fra staben med Hjalf i spidsen fik lederen af efterretningstjenesten ordre til at ophøre med at forsyne englænderne med oplysninger om de tyske tropper i Danmark.
Sluttelig berørte Hagens den tidligere organiserede nazist, Schjødt-Eriksen, der af Hjalf havde fået overdraget betydningsfulde opgaver i frihedsbevægelsen. Når en tidligere nazist - hvis politiske opfattelse Hjalf var bekendt med - blev sat ind i dette arbejde, var Hjalf ansvarlig for, at 'frihedsrådet blev udsat for den allerstørste fare'.
Landsrettens dom blev afsagt den 18. juni 1960, efter en af de mest skandaløse retssager i dansk retsplejes historie.
'Landsretten idømte Land og Folks redaktør tre måneders fængsel, samt en erstatning til Hjalf på 25.000 kroner plus sagens omkostninger. Sagen appelleredes til Højesteret'.

En dag i højesteret
Hjalf-sagen nåede til sin afslutning i Højesteret den 9. marts 1961, hvor jeg selv var til stede. Få minutter i ni gik vi ind i retslokalet, der, som det havde været under hele sagens forløb, var propfyldt.
Min far, Land og Folks redaktør Martin Nielsen, blev anbragt på anklagebænken, ved siden af landsretssagfører Hagens. Jeg selv havde sikret mig en plads helt fremme på tilhørerpladserne. Skråt over for mig sad modparten på rad og række, klædt på til dagen.
Medaljerne skinnede og blinkede på de brede bringer. Hvad de havde fået dem for, må guderne vide. Men der sad de så: Den lille stabs chef, general og nu fyret hærchef, Viggo Hjalf og den gamle nazist, oberst Svend Schjødt-Eriksen samt deres hovne advokat Christrup, som for god betaling havde påtaget sig at forsvare uretten.
De sad stive som støtter, mens de så koldt lige ud. De eneste gange, de viste følelser - eller hvad man nu skal kalde det - var, når Christrup fik affyret en af sine mange gemenheder mod kommunisterne, Land og Folk og dens redaktør og ikke mindst bladet modige forsvare Chr. Vilhelm Hagens.
Det løb mig koldt ned af ryggen. Disse mennesker var i stand til alt. Alt. Intet var dem helligt. De var blottet for menneskelige følelser. Ud af deres kolde, udtryksløse ansigter lyste kun en ting - had. Et uudslukkeligt had til alt, hvad vi havde kæmpet for og troede på.
Jeg vidste at min far, på trods af at han var frygtelig nervøs for det, ville tage ordet til sidst. Han havde et gammelt regnskab - ikke blot med Hjalf og co. - men med Højesteret, som aldrig var blevet gjort op. Jeg vidste, at han havde arbejdet intenst med den tale, intet ord var tilfældigt.
Det var ikke en forsvarstale, det var en anklage. Ikke blot mod den allerede detroniserede general, men nok så meget mod det samfund, der, som generalen, sveg dengang det virkelig gjaldt.
Han var bleg og frygtelig anspændt, da han - inden sagen blev optaget til doms - fik ordet som den absolut sidste.
'Derfor til slut kun dette:
Det kan ikke udelukkes, at der også efter at Højesteret har talt kan komme nye ting frem i Hjalf-sagen, og det er derfor ikke så heldigt - synes jeg - at domfælde i en sag, der ikke er tilstrækkelig oplyst, men derimod er under fortsat udvikling.
Men dom eller ikke dom, straf eller ikke straf, erstatning til general Hjalf eller ikke erstatning, denne sag er ikke slut. Højesteret kan fælde dom, men Højesteret kan ikke sætte punktum for Hjalf-sagens videre udvikling.
Vi har et gammelt ord her i landet, som dog vistnok ikke er taget med i noter og forklaringer til borgerlig straffelov, men som fortsat lever i det danske folks sprog. Det lyder i al sin enfoldige enkelhed således:
Det man skjuler i sne, kommer frem i tø!
Det er det, der er i færd med at ske i Hjalf-sagen'.

Dommen
Den 15. marts 1961 faldt Højesterets dom i Hjalf-sagen. Den stadfæstede Østre Landsrets dom. Tre måneders fængsel til Land og Folks redaktør, 25.000 kroner i erstatning til den nu detroniserede general dertil yderligere 8000 kroner at betale i sagsomkostninger.
Det var en meget hård dom, men vi havde ikke forventet os andet. For sidste gang vandrede min far i fængsel. Det var begyndelsen til enden. Den 16. december 1962 døde han.
General Viggo Hjalf fik 'silkesnoren', som man siger i de kredse. Det vil sige, at han blev afskediget. Han var trods alt blevet en for stor belastning - ikke mindst for den socialdemokratiske regering.

Et anklageskrift
I PET-kommissionens nyligt udkomne rapport om efterretningstjenestens virksomhed fra 1945 til 1989 bliver de danske kommunister og deres parti udråbt til samfundsfjender og agenter i en fremmed magt tjeneste.
Endnu engang vendes tingene på hovedet.
Sandheden er, at både PET og andre efterretningsorganer selv har været villige redskaber for fremmede magter med katastrofale følger for mange mennesker.
I denne og en serie følgende artikler anklager Anton Nielsen de danske efterretningsorganisationer...
Om 30`ernes politi og politiske flygtninge
Om de spaniensfrivillige og HIPA
Da Danmark blev forrådt
Om kommunisthetz og Atlantpagten
Solidaritet og reaktion - stemningsbilleder fra 1956
Officerer i Nazisternes tjeneste