To film på Københavns dokumentarfilmfestival, CPH:DOX, handler om medier og internettet og om at blive kendt eller set

af Mikael Strandbech
I 'Videocracy' kan alle blive populære. Man skal bare blive set. Det har Silvio Berlusconi forstået om nogen.
Han ejer og kontroller stort set alle medier i Italien. Det betød sandsynligvis også, at han på bare tre måneder i 1994, kunne blive præsident for landet. Og siden valgt i yderligere tre perioder. Demokratiet er blevet til videocracy.
For at forstå denne udvikling tager den svenske instruktør Erik Gandini, opvokset i Italien, os tilbage til 1970`ere, hvor husmoderstrip på nationalt-tv startede revolutionen. Almindelige mennesker fik chancen, for at kommer på tv og smage på drømmen om berømmelse.

Fascistiske ringetoner
Vi møder 26-årige Ricardo, hvis største drøm er at slå igennem med en noget bizar performance, der kombinerer Ricky Martin og Van Damme.
Vi møder den mest magtfulde tv-agent i landet og Silvio Berlusconis personlige ven. Han fortæller om sin fascination af Mussolini og viser stolt sin telefon frem med fascistiske ringetoner.
Vi er med på millionærbyen Costa Smeralda, hvor de rigeste mingler med tv-eliten. Tv og magt hører sammen. Ingen kan smile som præsident Silvio Berlusconi. Han kan lide at have det sjovt, hører vi.
Tv-instruktøren Fabio forklarer, hvordan billederne på tv afspejler præsidentens personlighed, drømme og visioner. Vulkanske kvinder, halvnøgne, store bryster. Rigdom, lys, farver. Livet kan være smukt, som på tv.

Ophavsret på internettet
Kontrollen af de offentlige rum er også emnet for Brett Gayloys 'Rip - a Remix Manifesto'.
Er internettet et gigantisk bibliotek, en bred motorvej, hvor man kan finde og dele information? Eller er internettet bare endnu et supermarked?
Brett Gayloy tegner et billede af en opvoksende generation, der mediekundigt downloader, remixer film, musik, tekster, whatever til et eget udtryk. Og deler det med hinanden. Internettet sørger for, at vennekredsen er global.
Men hvad med de kunstnere, som der har lagt materiale og arbejde til 'mash ups`ene' og remixene. Skal de ikke tilgodeses? Jo, men Brett Gaylors pointe er, at copyright lovgivningen er ude af proportioner.
For at belyse det giver han en række eksempler på hvordan kultur og kunst altid bygger på fortiden og forgængerne. Led Zeppelin remixer Muddy Waters, der har remixet Robert Johnston, der har remixet andre tidligere bluessangere.
I dag mixer DJ`s andres musik i små lydklip til egen musik. Walt Disney remixede også tidligere tegneserier og film til sin egen tid og udtryk.

Creative Commons
I stedet peges der på nye måder for kunstnere at tjene penge på. Som med internettets hjælp kan foregår direkte mellem kunstner og bruger uden mellemled.
Der snakkes om Creative Commons, som lader kunstneren beholde retten til sit værk, og samtidigt inviterer til, at værket bliver genbrugt eller kopieret efter simple spilleregler, der respektere værket og kunstneren bag.
Endnu et svar kan måske findes i det fattige Brasilien. Her vil man med sanger og kulturminister Gilberto Gil i spidsen, ikke acceptere de copyright-regler, som fortinsvis amerikanske storkoncerner gerne vil, presse ned over resten af verden. For i Brasilien handler kultur og kunst først fremmest om at skabe selv og sammen med andre, for at øge livskvaliteten.

Videocracy. Instruktør: Erik Gandini. Vises i Dagmar 11. november kl.19.00 og i Grand 15. november kl. 16.30.

RIP -A Remix Manifesto. Instruktion: Brett Gaylor. Vises i Byens Lys d. 12. november kl.19.00 & i Empire Bio+Rust d. 14. november kl. 22.30 ( Inkl. Koncert).

Se det øvrige program på www.cphdox.dk.