Sidste år siden vågnede det islandske folk op til økonomisk kaos. Mens Fanden hyttede sine, gav digteren og forfatteren Einar Már Gudmundsson mæle til menigmands tanker. Arbejderen mødte ham i København

Hvis man havde forventet at se en to meter høj, islandsk viking med hornet hjelm under det stride røde hår, så passer beskrivelsen ikke på Einar Gudmundsson.
Den lille, tætte mand med det faste blik i de havblå øjne har rødder i Norge, har boet i København i sin studietid, men er islænding med hud og hår.
Einar Gudmundsson er digter og forfatter, men også en stridbar borger med et klart billede af, hvem de er - de grådige politikere, finans- og erhvervsfolk som sidste år sendte sagaøen ud i en enorm økonomiske nedtur.
Det sidste år har han skrevet en serie artikler og essays - ord som nådesløst har afdækket skandalens årsag, omfang og bagmænd. De er nu omarbejdet til bogen 'Hvidbogen - krisen på Island', som lige er kommet på dansk.
- Min bog er en reaktion på en situation, som er opstået i samfundet ud fra forskellige forudsætninger. Jeg opfatter mig bare som en ganske almindelig borger, siger Einar Már Gudmundsson fra sofaen på Informations Forlag.
- Det var en rejse ud i det uvisse, men efter den første artikel fik jeg en enorm reaktion. Folk oplevede det som om, jeg fortalte det, de tænkte, og det er jo skrivekunstens gamle rolle. Pludselig var jeg bare revet med af det hele, lyder det næsten genert.

Tese - antitese - syntese
Genert har Einar Már Gudmundsson nu ingen grund til at være. Hans uforbeholdne mening om det islandske svineri er blevet læst i Danmark, Norge, Sverige og Tyskland.
Men ellers er Gudmundsson bedst kendt for sine romaner. Fra 'Reykjaviktrilogien' i 80`erne, over 'Universets Engel', der indbragte ham Nordisk Råds litteraturpris i 1995, endnu en trilogi omkring århundredskiftet og senest 'Sindets tremmer' om alkoholismens helvede.
Einar Már Gudmundsson, som har en mastergrad i litteratur og historie fra Islands Universitet, taler glimrende dansk. Det er en arv efter seks års studier i København i 70`ernes slutning. Han leder lidt efter ordene, og fortsætter så:
- Da jeg så var kommet i gang, var det lige som en dinosaurus, en stor maskine der begyndte at bevæge sig, siger han.
Han er fyldt 54 år, har kone og fem børn hjemme i Reykjavik og har ikke meget til overs for det borgerlige Island.
- I 70'erne blev jeg radikaliseret og var meget venstreorienteret. Så kom en krise, hvor man hele tiden fik samme svar på forskellige spørgsmål. Så jeg fandt frem til mine egne i romankunsten og poesien.
- Jeg skriver inden for alle områder i skrivekunsten, og jeg har skrevet mange essays. Så opstod denne situation, og så var jeg bare med.
- Nu er dinosaurerne vågnet op og den gamle radikalisering blevet aktuel igen, men i en total ny sammenhæng. Det kan med Hegel beskrives som en tese, som er oprøret. Overfor den står antitesen - de nyliberale tider. Nu er vi i syntesen, men vi ved ikke helt hvad der kommer ud af den, griner han.

Neoliberalismens fallit
Oprørets årsag er enkel, men ufattelig. To tusinde milliarder islandske kroner forsvandt i løbet af et par uger, da øens tre store banker kollapsede som korthuse.
De penge skal de næste to-tre generationer af islændinge betale tilbage til de britiske og hollandske pengeudlånere, som nu holder den islandske økonomi i en skruestik.
Einar Már Gudmundsson vil ikke finde sig i svineriet. Han kræver, at pengene betales af den håndfuld erhvervsfolk, der har scoret kassen. Gælden skal ikke tørres af på det islandske folk.
Som en gammel dinosaur har han i skrift og tale hudflettet hoben af neoliberalistiske eksperter og finansfolk, som gennem de sidste 15 år har solgt skindet, før bjørnen var skudt.
- Neoliberalismen gjorde sit indtog efter murens fald, fordi de højreorienterede tog hele æren, selv om det var venstreorienterede der var i opposition i de gamle øststater. De andre var totalt ligeglade, fnyser han.
På Island førte denne neoliberalistiske bølge til, at socialdemokraterne kom i klemme.
- De følte sig forsvarsløse overfor de neoliberale. I stedet for at stille sig op imod, så stillede de sig ved siden af, brugte de samme ord og begreber. Pludselig var vi i en postmoderne situation, hvor 'historien er forbi, og vi skal ikke spekulere i fortiden' - neoliberalismens åndelige grundlag.
Socialdemokrater og konservative dannede regering, men ved valget i 1994 vandt de konservatives leder David Oddson en jordskredssejr. Han dannede regering med det gamle bondeparti.
- Så begyndte kampen mod velfærdssystemet med privatiseringer, og på Island begyndte man med fiskekvoterne, så der kunne sælges fisk før de blev fanget. Siden følger bankerne, som bliver privatiseret på en politisk måde, hvor de to store politiske blokke fik hver sin hovedbank.
Det islandske handelsråd, som består af øens erhvervsfolk, blev en vigtig medspiller. Her sad de mennesker, som siden førte Island til fallit.
- Handelsrådet sagde, at markedet skulle styre og have sine egne love. De blærede sig af, at de fik alle deres lovforslag vedtaget. Denne alliance mellem pengemænd og politikere betød, at alle de politiske partier havnede i lommen på finanslivet - bevidst eller ubevidst, med eller uden bestikkelse, det spiller ingen rolle, tilføjer han sarkastisk.

Fagbevægelsens svigt
Einar Már Gudmundsson har heller ikke meget til overs for den engang så socialt bevidste islandske fagbevægelse.
- Før i tiden, da fagbevægelsen tænkte på den sociale kamp, havde den sit eget bogforlag, som oversatte Martin Andersen Nexø og Sinclair Lewis. Nu er det noget helt andet. Den var ikke en aktiv del af forandringerne efter krisen på Island.
- Da neoliberalisterne kom til magten, holdt den socialdemokratiske fagbevægelse op med at tale om solidaritet og med at aktivere og uddanne medlemmerne.
- I stedet for at kæmpe på arbejdspladsen for bedre vilkår og reformer, skulle arbejderne have psykologhjælp. Pensionsfondene byggede fine sommerhuse, men ledelsen fjerner sig fra medlemmerne, siger han tørt og fortsætter:
- Det viste sig tydeligt, da krisen kom til Island. Arbejderbevægelsen forsvandt fuldstændig. Man hørte ingenting fra dem. Ligesom finanslivet og politikerne var de med i transaktionerne med aktieselskaber i hele verden.
Einar Már Gudmundsson kommer selv fra en arbejderfamilie. Godt nok havde faderen sin egen hyrevogn, men barndomshjemmet var venstreorienteret.
- Min farbror var en ud af de tre islændinge, der deltog i den spanske borgerkrig på republikkens side, siger han stolt.
Ifølge ham er fagbevægelsens eneste redning et snarligt lederskifte.
- Da folk begyndte at protestere, ville fagbevægelsen ikke støtte dem. Den forsøgte at holde sin egen demonstration, men der kom kun ganske få, for ledelsen i LO er meget upopulær og fjernet fra folket. Der må komme et generationsskifte, lyder analysen.

Dansen om kødgryden
Einar Már Gudmundsson har heller ikke høje tanker om den regering, som fik magten ved oprørsvalget i 2008.
Den gamle regering fik klø og blev erstattet med en koalition mellem socialdemokrater og socialisterne i partiet Venstre Grønne.
Men den islandske samfundsrevser er ikke imponeret over regeringens politik.
- Den er løbet fra deres del af ansvaret og er mere optaget af at nationalisere tabet. Så er den eneste udvej at skære ned på velfærdsstaten og hæve skatterne. De tørrer det af på det islandske folk, og det er forkert, siger han.
- Jeg støttede de Venstre Grønne ved valget, men jeg synes ikke at de har opfyldt deres løfter. I bund og grund har de politiske partier de samme løsninger, lyder det tørt fra Einar Már Gudmundsson.
- Jeg stiller jo større krav til socialdemokraterne og de Venstre Grønne, for jeg regner ikke med at de Konservative og Bondepartiet gør noget. Det er jo dem der har ruineret Island, så jeg synes at de skal holde fri meget lang tid i fremtiden, griner han.
Samtidig ser han tegn i sol og måne på, at neoliberalisterne er på vej tilbage.
- Alle er ivrige efter at komme til kødgryderne, for nu er man ved at opdele samfundet på nyt. Der er meget på spil, og det eneste de politiske partier kan er at dele lagkagen imellem sig, lyder det ironisk.

Økonomisk jerngreb
Som mange islændinge er han rasende på den internationale finanskapitals åbenlyse forsøg på at skumme så meget som muligt af fløden på det islandske kaos.
- Den internationale valutafond, IMF, spiller rygklappere for finanskapitalen. Inden vi kan få lån fra IMF, skal gælden hos ICESAVE fra Holland og England betales. Det er penge, som de privatiserede banker skylder. Den er ikke skabt af det islandske folk, siger Einar Már Gudmundsson.
ICESAVE var en bankfidus i milliardklassen: Gennem udenlandske filialer lovede de tre islandske hovedbanker megarenter til britiske, hollandske og tyske investorer.
Da finansboblen bristede, styrtdykkede værdien af den islandske valuta med 60 procent, mens gælden var - og er - i engelske pund og euro. Det betyder kort sagt, at hver islænding skylder ufattelig mange penge bort til udenlandske långivere.
Einar Már Gudmundsson opfordrer de nordiske lande til at låne Island penge til at betale sin gæld uden om IMF.
- Det vil i længden være til gavn for alle de nordiske lande. Men Socialdemokraterne ser gældsproblemet som en adgangsbillet til EU, siger han.
- De nordiske lande ved, at Island har ressourcerne og at det islandske folk kan arbejde sig ud af situationen. Gennem IMF redder man kun finanslivet, og de eneste man hører fra, er finansmagthaverne, lyder det bitter.
- Island er jo kun en lille del af et helt banksystem, hvor kontrol og regler er blevet svækket. Men fordi Island er den første nation, hvor alle banker gik konkurs, kræver briterne at vi skal bære deres synder som et kors på ryggen, griner han.

Cuba eller Haiti
Han har kun hovedrysten til overs for truslerne fra det internationale samfund.
- De siger, at hvis I ikke gør som vi siger, så bliver I isoleret. De islandske politikere, fagforeningsfolk og arbejdsgiverne tror på dem og siger: 'Hvis vi ikke betaler den gæld, så bliver vi isoleret og vi bliver Nordens Cuba.
Det er tydeligt, at Einar Már Gudmundsson har fat i en af sine kæpheste. Han henter lige luft til sin endelige trumf i debatten:
- Jeg siger, at hvis vi adlyder, så bliver vi Nordens Haiti. Dér fulgte regeringen IMF's krav fuldstændig, og nu er de bankerot og der er hungersnød!
- Det er spørgsmålet, hvilken vej man vil gå. Den situation, man har sat Cuba i, er jo ikke noget problem i dag, fordi de har ALBA-samarbejdet (den alternative latinamerikanske alliance, /gp.)
I stedet opfordrer han til, at IMF`s monopol brydes, og at andre aktører kommer på banen.
- Hvorfor kan Island ikke forhandle med andre end IMF. Mange politikere omtaler os som offerlande og nationer bliver svigtet, men det er ikke sagen. Hele den kapitalistiske verden står over for denne situation.
Einar Már Gudmundsson vil dog ikke male det hele i sort og hvidt. Måske er protesterne på Island et tegn på, at folk har fået nok.
- Hvis bare folk blev oplyst om det vi her taler om. Verden forholder sig passivt, men den aktivitet som pludselig brød ud sidste år på Island kan bryde ud andre steder i verden, slutter Einar Már Gudmundsson.
Selv er han alt andet end passiv. Hans bog er et kampskrift, et trodsigt opgør med de, der skummer fløden og lader resten i stikken.

---

Du som har dit hjempå en ø i hjertetog himmelrummets vidderer fortov under dine fødder:Ræk mig nordlysene!Jeg vil danse med den ynglingder holder på stjernerne.Vi flår skindet af mørketog skærer hovedet af elendigheden.Fra Hvidbogen

---

Og alle disse hvis og alle disse måskeat være eller ikke at være.Derfor tror jeg på spørgsmålstegnet,drukner tårestrømmenog griner endda som protest.Hvem er jeg og hvormellem alle disse hvis og alle disse måske...Fra Hvidbogen: Løgnens filosofi