Den palæstinensiske digter Mourid Barghouti, der netop har fået udgivet ¤¤Jeg så Ramallah¤¤ på dansk¤¤, mødte i oktober sine læsere i København til en snak om poesi og eksil

af Irene Clausen
Auditoriet er næsten fuldt på Carsten Niebuhr Instituttet på Københavns Universitet, også kaldet Institut for Tværkulturelle og Regionale studier. En skønsom blanding af arabiskstuderende, persiskstuderende, lærere og Palæstinaaktivister er mødt frem.
Kl. 16.15 træder han ind ad døren, ham vi er kommet for at høre: den palæstinensiske digter Mourid Barghouti, hvis erindringsbog 'Jeg så Ramallah' netop er udkommet på dansk. Ved hans side er den danske oversætter Caroline Gjellerod.
Det var ikke planlagt, at han skulle skrive prosa, siger han indledningsvis, han var jo digter. Men det kom til ham under gensynet med Vestbredden, ja det var nærmest som om ordene var præ-formede og bad om at blive skrevet.
- Jeg lyttede blot til min indre stemme, til alt det jeg havde set og følt under de 12 dage besøget på Vestbredden varede, siger digteren.

30 års eksil
Den 5. juni 1967 var Mourid Barghouti på vej fra Ramallah via Jordan til Cairo for at genoptage sine studier, da krigen (Junikrigen) brød ud. Efter krigen forbød Israel ham at vende tilbage.
De næste 30 år levede Barghouti i eksil rundt omkring i verden. Hans skrivning blev hans redning, og han blev en anerkendt digter.
Mourid Barghouti hader digtning med politiske programmer:
- Ingen gider læse en digter der skriver om politik, siger han.
Han synes det er irriterende, at når han præsenterer sig som palæstinenser, så kigger folk altid undersøgende op på ham 'som om han har et problem'. Palæstina forbindes altid med blod.

Politisk dunder
Han vil gerne have, at hans bøger læses som kunst, ikke som skrevet af et offer. Men det forhindrer ham ikke i under foredraget at tale politisk dunder.
- Problemet er besættelsen, tordner han, og fortsætter:
- Men problemet er også de reaktionære diktaturer i de arabiske stater. Ingen af dem har valgte regeringer, se bare på Ægypten!
- Det er fra Washington hele verden styres. Det er latterligt at tale om palæstinensisk selvstyre, for Israel har al kontrol med de besatte områder, lyder digterens dom.
Selv har han ingen løsning på konflikten, men siger at 'ingen besættelse varer evigt, se bare på Sydafrikas apartheidstyre'.
Hans livsfilosofi lyder:
- Menneskeheden kan altid blive bedre, uanset hvordan situationen er.
Og det er jo svært at være uenig i.
Bagefter er der tid til spørgsmål. En ung arabisk-studerende spørger: Hvordan bliver jeg forfatter?
Mourid Barghouti svarer:
- Du skal se, ikke kigge. Vær opmærksom på alt, på hvert et smil, hvert et ønske, hvert et ansigt. Det er det som gør os til forfattere.

Mourid Barghouti er født 1944 i landsbyen Deir Ghassana på Vestbredden
Han færdiggjorde sin uddannelse på Cairo Universitet i 1967
Debuterede med sin første digtsamling i 1972, hans digte er udgivet i Beirut, Amman og Cairo
Oslo-aftalen muliggjorde hans tilbagevenden til Vestbredden i 1996, som gav inspiration til 'Jeg så Ramallah'
Modtog i 1997 Naguib Mahfouz medaljen for 'Jeg så Ramallah', som Edvard Said kaldte 'en af de fineste eksistentielle skildringer af palæstinensisk landflygtighed'. Bogen er foreløbig oversat til 12 sprog