Den palæstinensiske digter Mourid Barghouti skildrer i erindringsbogen ¤¤Jeg så Ramallah¤¤ mødet mellem før og nu, mellem hjem og hjemløshed

af Irene Clausen
'Jeg så Ramallah' er Mourid Barghoutis første prosaværk. Ellers har han kun skrevet poesi, og har fået udgivet sine digte på 12 sprog.
Efter 30 år i landflygtighed vandrer han i 1996 fra Jordan ind i Palæstina over den bro, der i 1967 førte ham ud af landet.
Dengang var han på vej til universitetet i Cairo og havde ingen anelse om, at han først ville gense sit land 30 år senere. Nu får han af israelsk grænsepoliti tilladelse til at vende tilbage.
Han fortæller om sin tilbagevenden til landsbyen Deir Ghassana tæt ved Ramallah. Om mødet med moderen, familien, barndommens venner, læreren, husene, skolen, markerne, bjergene. Mindes den elskede bror Munif som døden havde taget.
Mødet med Nuet får ham til at se tilbage på Dengang. I dag er han hvidhåret, dengang var han sorthåret. Det er ikke så let at genkende ting og personer som han havde troet. Det kan være svært at finde forbindelsen mellem Dengang og Nu. Mellem hjem og hjemløshed.

Billede af et eksil
Mourid Barghouti skriver ikke kun om de nære personer, men også om personer han blot har mødt eller hørt om.
Derved skabes et billede at et folk i eksil - det palæstinensiske - spredt over hele verden, på alle kontinenter, men som alligevel har held til at fastholde kontakten med dem, som blev tilbage, og fastholde drømmen om selv at vende tilbage.
Livet i landflygtighed betyder at mange ting i livet er midlertidige:
Jeg har aldrig kunne samle mit eget bibliotek. Jeg har flyttet rundt mellem huse og møblerede lejligheder og er blevet vant til at ting er flygtige og midlertidige.
Men Mourid Barghouti hader at se sig selv og palæstinenserne som ofre. Man må se fremad og ikke tilbage:
Jeg opgiver eksilets erhvervelser med en rutine, der er uden følelser. Undtaget når jeg fordeler mine planter blandt vennerne i landet, som forlader mig, eller som jeg forlader. Men i lufthavne, ved grænsen eller i midlertidige hotelværelser glemmer jeg alt, der er bag mig og tænker kun på, hvordan det næste vil forme sig. Det er tidens form, ikke stedets form.
Alt, fra det store til det små, er politisk:
Politik, det er familiens adfærd ved morgenbordet. Hvem er tilstede ved bordet, hvem mangler og hvorfor? Hvem længes efter hvem, når kaffen skænkes. Kan du for eksempel betale for din morgenmad?

Retten til at vælge
Mourid Barghouti er flere gange af de forskellige PLO-fraktioner blevet bedt om at melde sig ind, men har altid afslået. Det er fordi han ikke forstår ideen om 'fuldstændig troskab ', altså at man skal følge partiets linje.
Han tror på retten til at vælge: lige fra retten til at vælge et kilo tomater til mig selv hos grønthandleren til retten til at vælge min regering.
Mourid Barghoutis sprog er fantastisk, det er en digter der skriver her:
Et eksil kommer aldrig alene. Der er altid tale om flere eksiler. Eksiler som samler sig omkring én og lukker sig som en cirkel. Man prøver at løbe, men man er fanget i cirklen. Når det sker, bliver man en fremmed i stedet og over for stedet på samme tid.
'Jeg så Ramallah' er oversat direkte fra arabisk, og det sker ikke ofte. Caroline Gjellerods oversættelse er god og grundig, og hun formår at genskabe en smuk og klar poetisk grundtone.

Mourid Barghouti: Jeg så Ramallah. 231 sider. 229 kroner. Forlaget Underskoven - www.underskoven.dk.