Vi er så vant til tanken om, at verden går fremad, at det er let at overbevise os om, at enhver forandring nødvendigvis må være til det bedre

af Erwin Neutzsky-Wulff
Ordene er de redskaber, vi benytter til at formulere og formidle vore tanker og følelser til hinanden. De er ganske uundværlige, men derfor skal vi også passe på ikke at blive fanget i dem.
'Demokrati' er naturligvis godt, fordi det betyder, at alle har indflydelse på deres egen skæbne. Men det kan også få os til at glemme, at alternativet til et politisk diktatur ofte er et økonomisk.
På lignende måde forholder det sig med 'fremskridtet'. Vi er så vant til tanken om, at verden går fremad, at det er let at overbevise os om, at enhver forandring nødvendigvis må være til det bedre, og så kan det være en god idé at se lidt nærmere på, hvorfra denne forestilling egentlig stammer.
Det indlysende svar er den biologiske udvikling, men i så fald bygger det på en misforståelse af, hvad denne proces indebærer. Der er nemlig her blot tale om en tilpasning til skiftende miljøer, ikke en naturen iboende stræben efter noget 'højere' - en sådan ville nemlig forudsætte en skaber med et formål, intelligent design.
Vi gætter altså ikke meget forkert, når vi slutter, at forestillingen om et uimodsigeligt fremskridt som så meget andet stammer fra kristendommen, blot er der her tale om Guds plan om at frelse menneskeheden (eller en på forhånd udvalgt del af den).
Det er en tiltalende tanke således at have Gud eller historien på sin side, og borgerskabet overtog den da også som en bekræftelse af dets tese om ubegrænset vækst og profit for de få og udvalgte.
Da så endelig i det tyvende århundrede vi fik en revolution, der ikke var borgerlig, og samtidig fagbevægelserne fik mere og mere magt, var det naturligvis nærliggende for venstrefløjen at forvente, at verdensrevolutionen var lige om hjørnet, og at se sig selv som senkapitalismens sidste dages hellige. I stedet faldt muren og med den det socialistiske mønstersamfund - en art moderne Anschluss - og det var borgerskabets profetier, der gik i opfyldelse.
Som lovet var det nu slut med at stå i kø, de rige havde ryddet hylderne. Kommunismen var nu pludselig blevet en af fortidens vildfarelser, og de progressive med et slag reaktionære.
Hvis vi har lært noget, må det være, at vi ikke kan bruge dette sludder til alverden. Hvis fremskridt er højredrejning, og det er i hvert fald den vej, uret går for tiden, er Dansk Folkeparti naturligvis om muligt endnu mere fremskridtsvenligt end sit moderparti Fremskridtspartiet, men det er også kun et ord.
Selv den gradvise sekularisering vil vi have svært ved at finde uden for historiebøgerne. Den romerske naturfilosofi stod på omtrent samme stade som i Oplysningstiden, inden kristendommen bombede os tilbage til stenalderen - der var nok heller ikke mange, der havde forventet at se Islam som en politisk faktor i det enogtyvende århundrede.
Det korte af det lange er, at hvis vi vil gøre verden til et bedre sted, må vi gøre det uden Gud og Historien, vi kan ikke blot sætte os til at vente på, at de 'historiske kræfter' indhenter os, og Gud kommer hjem fra ferie. Det betyder dog naturligvis ikke, at man ikke fortsat vil prøve at sælge os det sidste nye.
Jeg mener, når vi nu er inde i en globalisering, hvor vi ikke blot er på vej til at blive fuldgyldige medlemmer af en europæisk politistat, men af et verdenssamfund af multinationale selskaber med USA som politistation, så er det da temmelig tåbeligt - for ikke at sige terroristisk - at stræbe efter eller håbe på et samfund, hvor beslutningerne tages nærmere den enkelte borger.
Lige så absurd, som det ville være efter i det attende århundrede at have forladt os på vindkraft, i det nittende på kul og olie, og i det tyvende på atomkraft, i det enogtyvende at vende tilbage til vindmøllerne!
Jamen ikke sandt?