Overskriften for Århus Filmfestival er imagine. reality. Dansefilm, kunst og kortfilm piller ved de flestes forestillinger om, hvad filmen som medie og kunstart egentlig kan
Aarhus Filmfestival er en non-profit organisation, der siden 1997 har vist internationale kort- og dokumentarfilm med fri entré til alle forevisninger.
I går slog festivalen igen dørene op og frem til søndag kan der ses masser af film i Øst for Paradis, Granhøj Dans, Voxhall, ARoS med flere.
I år er overskriften imagine.reality og i årets kortfilmprogram byder festivalen på nye udfordringer til publikum. Dansefilm, kunst og kortfilm piller ved de flestes forestillinger om, hvad filmen som medie og kunstart egentlig kan.
- Kortfilmene bliver ofte forbigået i den almindelige kulturindustri. De fleste sætter lighedstegn mellem kortfilm og novellefilm fordi vi ikke er opdraget med kortfilmen som en særegen genre. Men hvor novellefilmen egentlig bare er en kort spillefilm, kan kortfilmen en hel masse mere. Der bliver ofte leget med filmen som udtryksform og selve publikums forhold til mediet, ligesom de kunstneriske friheder og efterfølgende tolkningsmuligheder er langt større, siger festivaldirektør Karen Rais-Nordentoft.
På festivalen går to af Europas mest innovative og eksperimenterende videokunstnere på scenen.
Tyske Ulu Braun og belgiske Nicolas Provost stiller i deres arbejde ofte spørgsmål ved fænomenet filmkunst, dets forskellige elementer og konventionelle regler. I arrangementet tager de to filmkunstnere publikum med på en rejse dybt ind i skabelsesarbejdet af deres kortfilm. Vi bliver lukket indenfor i deres arbejdsværelser, når de viser deres film og diskuterer deres visuelle udtryk og tilgang til film, kunst og faglige overskridelser.
Som et helt særligt punkt på programmet vises den finske kunstner Eija-Liisa Ahtilas nyeste værk Where is Where? Filmen har udover i Finland kun været vist på Sundance Film Festival i USA og senest i en uge i oktober på MoMA.
Filmen er baseret på virkelige hændelser, som fandt sted under den algeriske borgerkrig, hvor to drenge dræbte deres franske kammerat.
Where is Where? 13. nov. kl. 17.30 og 15. nov. kl. 14.00.
Focus 1+1: Ulu Braun & Nicolas Provost. 14. nov. kl. 16.00-18.30, Øst for Paradis. www.aarhusfilmfestival.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278