Alle, der har forstand på det, er enige: Vi har nået bunden, og det er begyndt at gå bedre igen. Verdens banker har fået kriseunderstøttelse på milliarder, ja, billioner af dollars, penge, som jo sådan set er taget ud af skatteydernes lommer, men tilskuddet har ikke været forgæves

af Kjeld Stenum
Tag dig ikke af, at skyerne hænger lavt, og dagene er så mørke og korte, at du helst vil sove hele tiden. Hvilket du kun kan, hvis du er overklasse eller arbejdsløs. Det første er du nok ikke, når du læser det her, men arbejdsløs er der til gengæld en vis sandsynlighed for, at du er, selv hvis du befinder dig i den erhvervsaktive alder.
Trods al snak om at forlænge den erhvervsaktive alder, få de unge tidligt i gang og de gamle til at holde sent op, så er arbejdsløsheden stigende. Og lur mig, om ikke det vil komme til at gå mest ud over unge og gamle! Men tag dig ikke af det! Trods kalenderen, trods de tunge, mørke dage er det forår! Sneen smelter, fuglene synger og pjatter, krisen er forbi, og de kapitalistiske økonomier er i gang med at forbedre sig!
Indtil for nylig arbejdede jeg på verdens skæveste hus, det mærkelige hotel, der er under opførelse ved Bella Centret på Amager. Men på et af de ugentlige informationsmøder, som man holder i firmaet, blev det oplyst, at vores sjak, når vores akkord var afsluttet, ikke ville få nye opgaver ved hotellet, men skulle videre. Og hvis nogle af os havde ønsker til, hvor vi ville hen, skulle vi endelig sige til, for firmaet var indstillet på at lytte og imødekomme folks ønsker, så vidt det overhovedet var muligt.
Nu havde jeg jo oprindeligt slet ikke søgt ind på hotellet, hvortil jeg har en daglig cykeltur på knap 25 kilometer, hver vej. Jeg havde søgt ind på bygning af en motorvejsbro lige ved siden af, hvor jeg bor. Og dette ønske havde jeg tit og ofte givet lyd for i løbet af det år, jeg efterhånden havde tilbragt på verdens skæveste hus; men det havde så ikke lige passet ind i firmaets planer.
Til den bro havde man svenskere og folk fra Amager og det centrale København, så kunne de og jeg jo hilse på hinanden, når vi passerede hinanden på vej til og fra hver sit unødigt fjerne arbejde. Hvis vi da var i tilstrækkeligt godt humør til det, mig personligt kostede den ekstra transportvej omkring to timers fritid om dagen. Regn selv ud, hvor mange timer af et liv to timer om dagen bliver til på et år!
Da vi beton`ere er et hensynstagende folkefærd, fandt vi os naturligvis i firmaets yderst nødvendige dispositioner, selv om vi måske ikke helt forstod, at det ikke var muligt at imødekomme folks beskedne ønsker og vise lidt praktisk hensyn.
Men nu, hvor vi ligefrem blev opfordret, kunne jeg jo ikke nære mig for endnu engang at give luft for mit efterhånden noget tyndslidte ønske. Og vupti! Der gik tre dage, så var jeg forflyttet til motorvejsbroen! Nu viste det sig så godt nok, at der kun var et par måneders arbejde tilbage derude, men jeg nyder mine to måneder!
Havde det ikke været fordi, det bliver så tidligt mørkt på denne årstid, og jeg får så urimeligt meget trang til at sove, ville jeg ikke ane, hvad jeg skulle stille op med al den fritid, jeg pludselig har fået! Nå, men da jeg havde været i gang i et par uger, kom alle formændene i vores firmaafdeling ud, dels for at se projektet, dels for at holde møde om afdelingens fremtid, en åbenbart noget tynd ordrebeholdning taget i betragtning. Heriblandt også min gamle formand ude fra hotellet.
Da de var rundt og inspicere, fik han jo også øje på mig og ville høre, hvordan det gik. Jo tak, det gik fint. Sådan svarer man jo. Men det gjorde det sådan set også, altså, lønnen, og tidsplanerne, og sikkerheden, og alt det der, men bortset fra det! Jo, det går skam fint! Hvordan gik det med mit gamle sjak?
- Jomen, det gik skam også rigtig fint, de skulle have deres sidste støbning i morgen!
- Jaså, ja!. Og - æh - hvad så?
- Ja, så ikke mere. Når akkorden var afsluttet, havde firmaet sådan set ikke mere til dem i denne omgang.
Da jeg kiggede lidt på ham ved den oplysning, lagde han noget til om, at på lidt længere sigt, og så videre, men de skulle altså rent umiddelbart fyres!
Det var jeg noget overrasket over. Det er ikke fordi, jeg er hverken specielt dum eller naiv, i hvert fald ikke efter min egen opfattelse, og jeg ved jo nok, hvordan tiderne er. Men gennem hele det sidste år havde det forlydt, at netop vores afdeling som en stolt skude formåede at manøvrere gennem de oprørte konjunkturer og komme ud med skindet på næsen, sorte tal på bundlinjen og fyldt ordrebog. Eller i hvert fald, man havde masser af tilbud at regne på.
Men nu var det åbenbart sandhedens time! Og jeg havde akkurat fået min røv med mig og bjerget mig arbejde til et par måneder mere end resten af mit sjak. Men jeg kan jo nok regne ud, hvad det trækker op til.
Alle, der har forstand på det, er enige: Vi har nået bunden, og det er begyndt at gå bedre igen. Verdens banker har fået kriseunderstøttelse på milliarder, ja, billioner af dollars, penge, som jo sådan set er taget ud af skatteydernes lommer, men tilskuddet har ikke været forgæves.
Nu har bankerne igen penge nok og er ikke i krise. Og skatteyderne, de behøver heller ikke være det, for de kan jo bare gå til bankerne og låne deres egne penge til høje renter og tegne slavekontrakter på deres egen fremtid, fordi de jo skal betale afdrag og renter af de penge, de egentlig har lånt af sig selv, tilbage til bankerne. Undskyld, hvis det lyder lidt indviklet, det var ikke meningen, men økonomi er indviklet.
Det vigtige i det hele er, at det har hjulpet. Arbejdsløsheden stiger ganske vist stadig, i USA har den netop for første gang i årtier passeret de ti procent, men det er sådan set lidt folks egen skyld. Det er fordi, de forbruger for lidt. Det behøver de ikke, de kan jo bare gå til bankerne og låne! Krisen er forbi! Der går fint! Jeg skal fyres om et par uger!