De fleste sangskrivere og komponister lever fra hånden til munden. Kunstnere har ikke de samme rettigheder som lønmodtagere har

Hvis det stod til den borgerlige regering, så skal kunstnerne tilbage på loftskammeret.
- Hvis de ikke kan male, så må de lære at tapetsere, sagde engang en ordfører fra Fremskridtspartiet, griner Poul Henrik Jensen.
Han er daglig leder af DJBFA, sangskrivernes og komponisternes faglige organisation, som har 1200 medlemmer.
Der findes ikke ret meget statistisk materiale om de skabende kunstneres indtægts- og velfærdsforhold.
- Der mangler simpelthen vidensbaserede tal i musikbranchen, men hvis man lægger indtægter fra rettigheder og spillejobs sammen, havner man nok på indtægter, der svinger mellem 130.000 og 200.000 kroner om året.
Det svarer jo til en arbejdsløshedsunderstøttelse, men den kan professionelle komponister og sangskrivere ikke få adgang til.
- Det sociale velfærdssystem er slet ikke gearet til vore medlemmer. Det passer ikke til folk, der skriver, komponerer eller maler, for det gør lønmodtagere ikke, smiler Poul Henrik Jensen.

En sikringsordning
Derfor arbejder DJBFA på at finde en model, der kan sikre skabende kunstnere samme rettigheder, som alle andre på arbejdsmarkedet.
- Det er fuldstændig vanvittigt, at en komponist der måske bruger tre måneder på at skrive 10-12 numre ikke tjener en øre imens. Og så måske tjener gode penge på at optræde bagefter.
- De har jo brug for pengene i den tid, hvor de ikke er ude og spille, men så er de ikke til rådighed for arbejdsmarkedet. Derfor ønsker vi en sikringsordning, hvor folk over en periode kan få et beløb der svarer til dagpengene, men at man kan gå ud og ind af systemet, forklarer Poul Henrik Jensen.
>DJBFA`s formand, Pia Raug, giver sit besyv med.
- Det er da en ønskedrøm, hvis det kan lade sig gøre, men går den i opfyldelse er det også vigtigt, at de andre indtægtskilder ikke bliver beskåret, siger hun.
For nylig besluttede det borgerlige flertal, at kunstnernes royalties, altså rettigheder, skal pålægges arbejdsmarkedsbidrag.
- Det er en reel indtægtsnedskæring, og det vil andre områder aldrig acceptere. Der bliver skåret ned de steder, hvor vi har haft en lille mulighed for i det mindste ikke at dø af sult, siger hun sarkastisk.

De unge er på vej
Pia Raug er formand for 1200 meget forskellige medlemmer, og det bærer hendes holdninger præg af. Det handler om at balancere mellem det kollektive og så deres skabede forskellighed.
- Opgaven må være, at få den nødvendige individualitet til at spille sammen med det overordnede kollektive ansvar. At vi er en skabende stand inden for musik og andre kunstarter, uden at man tager muligheden for at være opsøgende og fornyende fra folk. Det ville være statskunst, siger Pia Raug.
Og den nye generation af hip-hop, rap og electronic kunstnere har opdaget, at her er et godt sted at være.
- Vi prøver på at være åbne, så den unge generation kommer med, for ellers går det os som så mange andre faglige foreninger, at vi langsomt dør ud.
Og strategien ser ud til at lykkes.
- Faktisk er medlemmernes gennemsnitsalder faldet, hver gang vi har et nyt bestyrelsesmøde, storsmiler Pia Raug.
- Vi spørger de nye om, hvad der fik dem ind. Rigtig mange siger, at det er vort kulturpolitiske engagement.

Tal politikernes sprog
Pia Raug lægger ikke skjul på, at den største trussel mod kulturen er den borgerlige regerings omklamring.
- Det store problem er, at kulturen er i klemme. Men hvis vi uden protester tillader en indre selvcensur, som gør at den journalistiske og den etiske forpligtelse går fløjten, så er vi altså på røven, lyder det bramfrit.
Derfor er det også vigtigt at gå i moddialog med politikerne på nogle fælles præmisser.
- Det er ikke nok at pudse administratorer og jurister på dem for at få dem til at forstå, hvad vores verden består af. Det kunstneriske sprog er en stor løftestang, fordi når det kommer til stykket ligner kunstnerne og politikerne hinanden, siger Pia Raug.
Hendes argument er ganske enkelt:
- Ingen af os kan leve uden et publikum, og vi bruger de samme redskaber for at få folk til at stemme på os, med mindre vi vil ende som 'Stjerne for en aften', griner hun.
Og ser ud til at glæde sig til at videreføre den kulturpolitiske kamp, der er DJBFA`s adelsmærke.