De fleste af dansk rytmisk musiks komponister er samlet i DJBFA. Her sætter man en ære i at tage førertrøjen på for at forsvare medlemmernes rettigheder og indtægter

Der skal mere end grådige multinationale selskaber, kulturfjendske politikere og nærige tv- og radiostationer til at skræmme DJBFA.
De danske jazz-, beat- og folk komponisters organisation holder til i Københavns hjerte, i Musikkens Hus på Gråbrødre Torv.
Her tager formanden, folkesanger Pia Raug, imod til en snak om de skabende musikeres vilkår i en verden, hvor stadig flere vil have del i kagen.
- Viden forpligter, og hvis man ved noget, kan man ikke bare læne sig tilbage uden at gøre noget. Derfor tager vi tit førertrøjen, når problemerne skal håndteres, lyder det kampklart fra Pia Raug.
Og DJBFA er født i kamp - helt nøjagtigt kampen om de kollektive rettighedsmidler, der indsamles og fordeles af KODA. Der blev grinet godt på de bonede gulve, da de unge rytmiske musikere i slutningen af 60`erne forlangte deres del af kagen.
Men grinet stivnede hurtigt. Anført af jazzmusikeren Erik Moseholm blev DJBFA stiftet i 1973 med Arne Würgler som formand. I bestyrelsen sad folk som Niels Skousen, Allan Botchinsky, Kenneth Knudsen og Peter Ingemann.
Efter et par års forgæves stormløb endte det med, at også de unge rytmiske komponister fik del i KODA-pengene.
DJBFA organiserer i dag 1200 ud af Danmarks cirka 2200 anerkendte komponister og sangskrivere. De to andre foreninger er for henholdsvis klassisk musik og for tekst og musik til især revy- og teaterlivet.

Økonomisk paradoks
Et eksempler på, at 'viden forpligter' var, da DJBFA for et par år siden fik lektor Mark Lorentzen fra Copenhagen Business School til at lave en analyse af økonomien bag ophavsrettighederne.
Undersøgelsen afslørede et paradoks i forholdet mellem kulturstøtte og samfundsøkonomien. Det viste sig, at oplevelsesøkonomien, som den slags kaldes, er en god forretning. For hver krone staten investerer, ryger der tre kroner i samfundets kasse.
- Når vi nu ikke kan slå politikerne oven i hovedet med kulturelle argumenter, så må man bruge deres egne værdier og slå dem oven i hovedet med fakta og tal, lyder det tørt fra Pia Raug.
Blandt de tal er, at det koster staten sølle 13 millioner kroner at holde liv i en professionel stand af sangskrivere og komponister.
- Til sammenligning får forfatterne 140 millioner kroner fra biblioteksafgiften, og de penge er dem vel undt. Men hvis samfundet vil have, at der skal findes komponister fremover, samtidig med at man beskærer rettighedspengene, så kommer man til at gå ind og støtte, lyder det kontant fra Pia Raug.
Poul Henrik Jensen, som er daglig leder i DJBFA, blander sig i samtalen.
- Ophavsrettigheder har en stigende værdi, så argumentet om at kunstnere bare er nogen der skal have - ja, det skal de også, men der kommer altså noget ud af det, pointerer han.
Som eksempel nævner han Tønder-festivalen, der spiller folkmusik. I løbet af fire dage hiver den hvert år 60-70 millioner kroner hjem til byen.
- Samtidig har nogen af de musikere, der kommer, virkeligt svært ved at få det til at hænge sammen, og skal søge i alle ender og kanter for bare at få betalt transporten. Det hænger ikke sammen, siger han.
Han advarer mod en udvikling, hvor markedet afgører, hvad der kan holde, istedet for hvad der kan holde kulturelt eller alsidighedsmæssigt.
- Nu er der fokus på værdi, men man skal passe på, at man ikke får en impotent kulturpolitisk debat, fordi det hele handler om værdi. Det er vigtigt, når vi taler om oplevelsesøkonomi og værdi, at alt ikke kan vejes og måles.

Jalousi og penge
Denne værdidebat spiller ifølge de to en stor rolle, men også andre, mere fundamentale faktorer spiller ifølge Pia Raug ind.
- Det er noget, vi har talt meget om gennem årene. Professor Ole Thyssen har stillet det spørgsmål, hvorfor der lige er en ukrænkelig respekt for 'work for pay', altså at arbejde for en løn, mens den samme respekt mangler omkring 'work for passion', altså at arbejde for en lyst, filosoferer hun.
- Man kan spørge sig selv, om det er en slags jalousi. Der har aldrig været den store forståelse hos socialdemokraterne og i den arbejdende befolkning - og er der stadig ikke - at dette 'work for passion' er et arbejde, som alle har gavn af.

Pres på rettighederne
Der står adskillige kampe på dørtrinet til den lille faglige organisation. Et problem er, at multinationale selskaber som Warner vil indføre amerikanske tilstande i Europa.
- I Danmark er vi godt tilfredse med en ophavsretslovgivning, der gør det muligt at forvalte kollektive rettighedsmidler. Sådan er det ikke i USA, hvor de store selskaber enten stjæler eller køber rettighederne 100 procent.
Ifølge Pia Raug forsøger selskaber som Warner nu at overbevise EU om, at sådan skal det også være i Europa, men hidtil uden held.
- Vi stritter imod med næb og klør, og det er et område, hvor DJBFA har taget førertrøjen. KODA, som er vort forvaltningsselskab, har sat en stor ære i at klæde de skabende kunstnere på til den kamp.
Også på andre fronter er der mørke skyer i horisonten.
- Lige nu er ophavsretsbegrebet og den kollektive forvaltning under angreb i den grad, og det vil også komme op i forbindelse med medieforliget, forudsiger Pia Raug.
- Hvis man har en smule trang til paranoia, kunne man få den tanke, at strategien er: Kan vi ikke få skovlen under kunstnerne på den ene måde, så ... tag vasketøjet ind, skuespillerne kommer! Så må vi prøve at beskære deres arbejdsmuligheder, siger hun.
De mørke skyer kommer fra en uhellig alliance mellem de borgerlige politikere, Danmarks Radio og de kommercielle tv- og radiostationer.
De forlanger ved et nyt medieforlig radikale ændringer i det nuværende KODA-system, og dem er DJBFA rede til at forsvare sig mod med næb og klør.
- Sagt kort forsøger man at afskaffe det nuværende system med et uafhængigt, objektivt licensnævn med noget, man kalder faktisk lytning, forklarer Poul Henrik Jensen.
- Det vil sige, at hvis man anbringer lytning af lappisk folkemusik på en DAB-kanal, og der kun er ti der lytter til det, så får lappisk folkemusik en meget ringe del af KODA-midlerne, og det vil dræne og udsuge den slags musik. Men er det kulturpolitik at lukke nogle ting ude, fordi det ikke har nok lyttere og har det så en ringere værdi, spørger Poul Henrik Jensen.
Han peger på, at komponisterne ifølge loven faktisk er forpligtet til at gøre deres værker tilgængelige.
- Disse værker kan høres om og om igen. Derfor er man nødt til at forhandle nogle aftaler på plads for al den musik, der er stillet til rådighed, understreger Poul Henrik Jensen.
- Folk forstår ikke, at til forskel fra andre samfundsgrupper accepterer skabende kunstnere som komponister og billedkunstnere, at de ikke får løn for at frembringe deres værker. Derfor må det være retfærdigt, at hvis de så bliver brugt kommercielt, så vil vi altså have de fem ører og en gråpære, som rettighedspengene i virkeligheden udgør, forklarer Pia Raug.
- Så KODA er altså ikke flødeskummet på rugbrødet. Det ér rugbrødet, hvis vi er heldige nok.

Fokus på kilden
For DJBFA drejer det sig først og fremmest om at beskytte de skabende kunstnere. Ikke blot af egne interesser, men også fordi deres arbejde er en forudsætning for et kreativt samfund.
- Den tyske forfatter Michael Linde siger i
Den uendelige historie, at 'verden er nødt til at få et nyt navn hele tiden, for ellers forsvinder den'. Vi er nødt til at genopfinde den og give den et nyt sprog, for at vi som mennesker kan forstå hvad vi er en del af, lyder det næsten poetisk fra Pia Raug.
- Vi sætter fokus på kilden. Der skal være noget i rørene, for ellers er der ingen grund til at bygge dem. Men folk glemmer, at der skal komme noget op fra undergrunden, noget, der gærer dernede.
Poul Henrik Jensen mener, at DJBFA er inde i en god udvikling, og at udviklingen snart vil vende.
- Vi kan mærke, at vi er en aktiv medspiller. Folk melder sig ind og vil gerne være med til at løfte en kulturpolitisk dimension og er glade for, at der er en forening, der varetager deres interesser.
Han tror også, at de tre eksisterende komponistforeninger vil rykke tættere sammen omkring nogle overordnede kulturpolitiske aktioner.
- Der er i alle foreninger et ønske om at forsvare ophavsretten internationalt, samt om at satse på det kulturpolitiske arbejde, siger Poul Henrik Jensen.
Som et eksempel giver han opgaven med at forsvare og bevare den nødvendige mangfoldighed i kulturudbuddet.
- Vi kommer til at slås meget mere for forskellighed og især for avantgardens ret til at eksistere. Det er kunstens grundforskning, som er nødvendigt for at sikre en fremtidig udvikling. Der skal være plads til de skæve ting.
Også Pia Raug er optimistisk. Hun mener, at de borgerlige politikere med Pia Kjærsgaard i spidsen er ved at vække en slumrende løve.
- Med sin snak om at blive kulturminister har hun vækket en bevidsthed hos et par generationer af kunstnere, der har sovet i rigtig lang tid. Det er pludselig gået op for dem, at kulturlivet også er deres ansvar, og at de må holde op med at vende mulen mod muleposen.
- Som jeg sagde før, så forpligter viden, og når man ved noget, er man også forpligtet til at tale Roma midt imod. Vi skal både dele ud af vor viden og uddanne medlemmerne, slutter Pia Raug.
Hun har givet sig selv tre år som formand for DJBFA. Så nu er de advaret, politikerne, DR og de kommercielle tv- og radiostationer. For det vigtigste i kunsten er at beskytte kilden.

KODA
KODA er en forkortelse for komponistrettigheder i Danmark.
KODA er en nonprofit medlemsforening, som repræsenterer danske og internationale ophavsrettigheder for komponister, sangskrivere og musikforlag, når musik spilles offentligt i Danmark, Grønland og på Færøerne.
Ophavsretten sikrer, at rettighedshaverne - præcis som alle andre - får betaling for deres arbejde.
Alle, der benytter musik på steder, som er offentlige i ophavsretslovens forstand, skal betale vederlag til KODA.
Alle pengene - minus en mindre del til administrationen - går videre til dem, der har skabt musikken. Hvor meget den enkelte komponist eller forfatter skal have udbetalt, bliver udregnet efter reglerne i KODA's fordelingsregler.
KODA har ca. 33.000 medlemmer.