Vold, kontrol, trusler, fastspænding og medicin hørte til dagens orden i den gamle åndssvageforsorg. Arbejderen har besøgt forsorgsmuseet Andersvænge

af Klaus Haase.
Centralinstitutioner under den daværende åndssvageforsorg blev altid bygget lidt udenfor byen. På bekvem afstand af 'det normale samfund'.
Sådan var det også med Andersvænge, hvis nyere historie indledtes 25. april 1940. Her slog man dørene op til modtagelse af 190 mennesker fra en anden institution.
Der er sket mange reformer og ændringer siden tidligere tiders overgreb mod samfundets udviklingshæmmede borgere.
Mange er flyttet ud i egne boliger, er blevet integreret i samfundet, har fået værdigere livsvilkår og er gået fra lommepenge til egen økonomi.

Landsdækkende forsorgsmuseum
Andersvænge er et område på størrelse med en mindre by. Engang lukkede området sig om sig selv. Det havde egne forretninger. Egen produktion af fornødenheder.
Det var selvforsynende og glemt af det omkringliggende samfund. Man kaldte den slags steder for 'totalinstitutioner'.
TV dokumentarudsendelser som TV2`s 'Er du åndssvag?' fra 2007 er en barsk påmindelse om den forråelse, der skete i det daglige arbejde som er en konsekvens af manglende tilsyn, rutiner, afstumpet menneskesyn, nedskæringer og dårlig uddannelse.
Tidligere tiders elendighed har nu set dagens lys. Museet har eksisteret i et par årtier som et lokalt initiativ. Nu har det vokset sig stort.
Dokumentation fra fortidens centralinstitutioner landet rundt strømmer ind. Der skal laves et landsdækkende forsorgsmuseum på Andersvænge.
Det rummer på nuværende tidspunkt 18 bind avisudklip, 3000 fotografier, samt effekter fra tidligere lægedominans: medicinskabe, medicin, straffeeffekter mod lydighedsnægtelse, senge, værktøj, de anbragtes kunsthåndværk, den lille trækasse hvor de havde deres jordiske ejendele. Dukker benyttes på udstillingen til at gøre dagligdagssituationer autentiske.
Kort sagt: dokumentation fra hverdagsrutiner, arbejde, højtider. Et tilbageblik på i perioden primært fra 1940`erne til 1960`erne, før et andet menneskesyn og bedre økonomiske kår slog igennem, samt ændringer i magtforholdene revolutionerede institutionsverdenen.

Besøg i fortiden
Museet er placeret i en etagebygning. I stuen er der café, værksted for beboere, sansehave og drivhus. På første sal er fortiden udstillet.
20 gæster bliver budt velkommen. Borgere, politikere og andre interesserede. En ældre herre og tidligere medarbejder på Andersvænge, Erling Kristensen, byder velkommen.
Han er initiativtageren bag Andersvænges forsorgsmuseum, som helst skal blive et landsdækkende samlingspunkt for forsorgens historie. Stadig er det økonomiske grundlag dog ikke intakt.
Nogle hundrede tusinde kroner er samlet sammen med bidrag fra fagforeningen SL og en række fonde. Enhedslisten har foreslået i Folketinget, at museet kommer på finansloven.

Fordi vi ikke kan være andet bekendt
Erling Kristensen er 70 år og en veteran på Andersvænge. En af hans bekendte har fortalt, at han ikke alene er en ildsjæl. Ord kan ikke beskrive Erling Kristensens engagement.
I 29 år har han systematisk samlet gamle ting til museumsobjekter og med fare for at blive fyret gemt dem på lofter og i fjerne kroge.
Mange bøger, om forholdene på centralinstitutionerne indenfor den gamle åndssvageforsorg, kunne ikke være skrevet uden hjælp fra Erling og det museum, som han har været hoveddrivkraften bag.
Trods vaklende helbred lyser han af humoristisk indignation og udstråler et kolossalt overskud i sin fremtræden. På én gang karismatisk, underholdende og seriøs.
- Hvorfor et forsorgsmuseum? Fordi vi ikke kan være andet bekendt, indleder Erling Kristensen sin rundvisning på vej op til første sal.
Der kommer gæster fra både ind- og udland til museet. Det er især studerende, pædagoger og andre socialarbejdere, men også forfattere, tv- og filmfolk og forskere besøger stedet, sammen med menigmand. Der er også mange udviklingshæmmede blandt gæsterne.
Erling Kristensen forklarer, at de udviklingshæmmede ofte har svært ved at udtrykke deres fortid i ord. Men med en museumsgenstand i hånden får de identitet og kan fortælle.
- Uanset fortid har vi alle brug for en historie, konkluderer han.
- Kan I tænke jer, hvordan det var at være 76 åndssvage, som de blev kaldt dengang, med otte til at tage sig af dem?, spørger han retorisk.

Rutiner blev misbrug
I det første rum er væggene fyldt med fotos fra 'gamle dage'. En del viser de udviklingshæmmede beboere i forskellige hverdagssituationer.
Der er mange 'arrangerede' fotos med sygeplejersker, sygeplejere og beboere i hierarkisk orden. Alle er uniformerede. Beboerne går i ens tøj - de samme kjoler og bukser, som blev produceret til 'brugergruppen' på samlebånd.
Personalets uniformer understreger, at de udviklingshæmmede blev betragtet som syge mennesker, der skulle overvåges, tilses og styres.
På nogle af billederne bliver beboerne 'luftet'. På andre foregår opstillingen indendørs. Stramme ansigter. Anstrengte smil.
Erling Kristensen fortæller usentimentalt om en hverdag præget af hierarki, disciplin og tyranni. De menige medarbejdere - plejerne - blev tyranniseret af de overordnede - læger, overlæger og sygeplejersker. Plejerne afreagerede så på beboerne, som var nederst i hierarkiet.
Kun de bedst fungerende blev tildelt jobs i marken og på gartnerier. En del udendørsfotos er motiver fra markarbejde og gartnerier.
Beboere på svagere funktionsniveau blev opbevaret på sovesale, hvor de blev madet på samlebånd.
Der er også bunkevis af journaler og anden dokumentation. Her blev beboerne fremstillet som syge og 'dårligt tilpassede' patienter.

Få jer nogle nye børn
De næste rum bærer et uhyggeligt autentisk præg: Dukker klædt i sygeplejeuniformer, hvide kitler og arbejdstøj viser arbejdsdeling og livsvilkår:
En udviklingshæmmet er i frustration over sit triste liv som opbevaret individløst og understimuleret væsen gået amok, og er nu anbragt i en spændetrøje. En anden beboer er iklædt snublehjelm.
Rundt om de fikserede beboere, hvoraf nogle er spændt fast til sengen, er et større opbud af lægeremedier: Operationsværktøj, medicinskabe med medicinglas, reagensglas og kæmpemæssige sprøjter til 'beroligende medicin'.
- Jeg har selv engang taget noget af dette medicin for at mærke, hvordan beboerne må have haft det. Jeg blev svimmel og meget ubehagelig til mode. Det har ikke været rart at blive udsat for den medicinering hver dag, konstaterer Erling Kristensen.
- Når forældre afleverede deres udviklingshæmmede børn på Andersvænge og andre centralinstitutioner, fik de følgende korte og klare besked: 'Skynd jer at glemme dem, og få nogle andre'.
Således blev det understreget, at disse mennesker nu var gemt og glemt for evig tid af samfundet.
På museet står stadig en del museumseffekter på gangene. Stedet kalder på mere plads. Fortiden vokser på gangene.

Fra åndssvag til udviklingshæmmet
Erling Kristensen giver undervejs en kort beskrivelse af udviklingshæmmedes kår gennem tiderne. Han forener social indignation og sort humor med en lille anekdote:
- I gamle dage blev fine damer vist rundt blandt 'de gale'. I 1900-tallet var gale, åndssvage og andre udstødte fra samfundet stuvet sammen uden skelen til deres baggrund.
- Naturligvis kostede rundvisning af de fine damer penge. Nogle af dem betalte endda for at give en af de gale en på skrinet! fortæller Erling Kristensen og fortsætter:
- I 1700-tallet hed personalet 'vogtere'. I 1900-tallet blev de til 'plejere' og først i 60`erne, da de hed omsorgsassistenter, kom begrebet omsorg ind i arbejdet.
- Fra 1968-78 udviklede ungdomsoprøret sig til en revolution i åndssvageforsorgen. Man gjorde op med lægevældet, og institutionerne blev overtaget af pædagoger, fortæller Erling Kristensen.

Prøv en spændetrøje
>Netop som rundvisningen er ved at forbi, hiver Erling Kristensen en overraskelse frem.
- Vi skal lige derind, forklarer han, og viser frem til et af de første rum, hvor folk skal tage plads omkring nogle borde. Mange ler nervøst. Måske som konsekvens af de indtryk, rundvisningen og vores værts beretninger har gjort.
Så viser Erling Kristensen nogle remme frem:
- Ja! Det er en spændetrøje! konstaterer han tørt, og fortsætter:
- Er der en, der vil prøve dette meget benyttede middel under åndssvageforsorgens vælde?, spørger han.
En kvindelig gæst melder sig frivilligt. Hun sætter sig på en stol ved siden af Erling Kristensen, som nu spiller plejer, mens hun falder ind i rollen som 'ulydig patient'.
- Nu bliver jeg nødt til at afstraffe dig, fordi du ikke kan opføre dig ordentligt! Jeg vil også ringe og fortælle det til din mor og far, hvis du ikke makker ret!' siger 'plejeren', mens han spænder patienten fast.
Lidt efter er arme hænder og ben fastgjort, så den ulydige 'patient' ikke kan røre sig ud af stedet. Så kan hun lære det, ka` hun!

Krise og gamle dyder
Efter forevisning af en film, hvor Erling Kristensen atter er hovedperson med historiske beretninger om en mørk fortid, er dagens program forbi.
Det tager nogen tid at ryste oplevelsen af sig. Museet og ikke mindst Erling Kristensen har gjort indtryk. Er han idealist? Er han samfundskritiker?
Hvad drev Erling Kristensen og andre oprørere til civil ulydighed mod et lægevælde og et menneskeforagtende forsorgssystem?
Motiverne har givetvis været mange. Naturligvis har den samfundsmæssige situation været en drivende kraft: Økonomisk fremgang. Nyt menneskesyn. Oprør mod borgerlige normer.
Erling Kristensen konstaterer selv på et tidspunkt under rundvisningen:
- Med mellemrum og især i økonomisk dårlige tider tages gamle 'dyder' op igen.
Der er også en følelsesmæssig og personlig motivation bag engagementet.
Ifølge Erling Kristensen lovede han som førsteårs elev på Andersvænge John, en beboer, at lave et museum til minde om tilværelsen dengang. Forhåbentlig kommer økonomien i orden, så landsmuseet kan udvikle sig.

Det er Den selvejende Institution Dansk Forsorgshistorisk Samling, stiftet i 2006 af Vestsjællands Amt, der ejer og driver Andersvænge. Formålet er at bevare, udvikle og formidle viden om udviklingshæmmedes vilkår før og nu.
Besøgende kan kontakte Erling Kristensen på 5853 0517 og få en aftale om et besøg.
Dansk Forsorgshistorisk SamlingAndersvængeRosenkildevej 594200 Slagelse

Kontaktadresse
Dansk Forsorgshistorisk Samlingc/o Landsforeningen LEVKløverprisvej 10 B2650 HvidovreTelefon 3635 9696E-mail spn@lev.dk