På grund af tyveåret for Murens fald og likvideringen af DDR vælter det med bøger om Tyskland, genforeningen og Murens fald. Noget bedre end andet og noget bare overflødigt

af Bjarne Nielsen
DR-journalisten Jens Winter har begået en bog, Dødskysset, med henblik på at fortælle historien om kommunismens fald, og har i den anledning interviewet en række personer, som formodes at vide noget derom.
Personerne spænder vidt. Fra Per Stig Møller til Frank Aaen, Niels Helveg Petersen, Leif Davidsen, de østtyske forfattere Christa Wolf og Christoph Hein, journalisten Sperling og Siegfried Lenz, med flere.
Også emnerne spænder vidt. Fra Opstanden i Ungarn, Dubcek i Tjekkoslovakiet, Stalin, Hrustjov, Gorbatjov og Jeltsin. Walesa og Solidaritet i Polen, Ulbricht i DDR, Tito i Jugoslavien.
Det er der kommet en tynd og spraglet bog ud af. Tonen lægges allerede i andet kapitel, da Winter konstaterer, at 'Østeuropa levede på skyggesiden af det Jerntæppe, der blev trukket ned tværs gennem den europæiske verdensdel, og den anden - den vestlige del af Europa - levede på solsiden'.
Om solsiden også gjaldt for menneskene i lande som det fascistiske Portugal, Spanien og diktaturet i Grækenland, for at nævne nogle, kommer Winter ikke ind på, ligesom han ej heller kommer ind på, hvem der `opfandt` jerntæppet.

Sejrherrernes historie
Winter påstår, han har haft svært med at finde kommunister, der ville forsvare forholdene i de tidligere socialistiske lande, så 'det bliver sejrherrernes historie' der skrives. Og ingen tvivl om det. Men kan det være rigtigt, at Ole Sohns forlag ikke har kunnet finde forsvarere, kritiske forsvarere?
Og hvis budene ikke er bedre end tidligere DKP-folketingsmedlem Hanne Reintofts, så er det vel også ligegyldigt. Hun siger 'landene i Østeuropa faldt sammen i deres indre struktur på grund af arbejderbevægelsens evindelige problemer med pamperi og druk'. Hun nævner dog også 'det er vigtigt også at tale om de gode sider ved de kommunistiske samfund. De er blevet glemt i historieforfalskningens tid'. Tænk at en tidligere ledende kommunist kan tale om Østeuropa som kommunistiske samfund. Hvornår forlod de den socialistiske fase?
Holger K. Nielsen, SF, konkluderer, at 'den russiske revolution og forsøget på at udvikle det kommunistiske system var en historisk fejltagelse, som bragte alle former for socialisme i miskredit.. og kørt ud på nogle helt uoprettelige fejlspor'.

Udokumenteret
Den ellers fine forfatter Lenz citeres for, at 'når kommunister begynder at tvivle, bliver det risikabelt. En kommunist er nødt til at være trofast'.
Mere gods er der i den østtyske forfatter Stefan Heym, der om DDR konkluderer, at 'det er ikke den form for socialisme, som Marx og Engels drømte om.. socialismen i DDR er en helt besynderlig form for socialisme, som er hentet fra USSR, hvorefter den er til tilsat noget tysk. Den er såvel politisk som litterært særdeles interessant'.
Bogen har utrolige mange udokumenterede antydninger. Blandt andet antyder Winter, uden antydningen af dokumentation, at Tito stod bag nedskydningen af et sovjetisk fly, med sovjetiske militærtopfolk, fordi disse var på vej til at banke Tito på plads. Bogen er en løbende opremsning af 'kommunismen forbrydelser', primært udtrykt af Winter, men flittigt sekunderet af de borgerlige skriverkarle.
Bogen har naturligvis interessante citater, især fra Heym, Hein og Wolf. Men også Frank Aaen, kan vække, denne anmelders interesse, med følgende citat vedrørende Prag 68: 'Man kan sige, at det, der var ved at ske i Prag, muligvis var socialismens sidste chance for at udvikle sig'. Hvis det var sidste chance, hvad kæmper Aaen og Enhedslisten så for?
Der er ingen grund til at investere i denne bog.

Europas hjerte
Tysklandskenderen Per Øhrgaard funderer i sin nye bog, Tyskland. Europas hjerte, over om landet nogensinde får et `afslappet` forhold til deres historie. For landet er ikke som andre.
Bogen er et 280 siders essays, en personlig beretning om vores naboland, hvor hverken DR eller TV2 har faste korrespondenter, trods det på alle måder fylder. Politisk, økonomisk og kulturelt.
Øhrgaard fortæller om, hvorledes tyske og udenlandske medier i 2006, da Tyskland afholdt verdensmesterskabet i fodbold, svømmede over med historier om glade tyskere, som viftede med deres flag ligesom alle andre ville have gjort det. Nu var Tyskland blevet et normalt land. Men som han konstatere, det siger man jo ikke om et land, der er det! Alt postyret viste, at det ikke er tilfældet.
Bogen er lidt af en selvbiografi, da hans forhold til Tyskland er ligeså gammel som Forbundsrepublikken. Bogen er et essay om Tyskland fra 1945 til i dag og giver et sagligt og personligt overblik over perioden - fra den tyske kapitulation i maj 1945 til finanskrisens følger i 2009 med nedslag om den tyske deling og dens forhistorie, omgangen med den vanskelige fortid, DDR og Berlinmuren, 68 oprøret, RAF og det genforenede Tyskland. Han giver plads både til de store politiske dramaer og til de kulturelle strømninger.

Hele Tyskland
Bogen analyserer tyskernes forhold til historien, deres egen og forholdet til det øvrige Europa. Øhrgaard skal have ros for, at bogen ikke er historien om Vesttyskland, men om hele Tyskland. Både øst og vest beskrives levende, sobert og med indsigt.
Øhrgaard illustrerer på glimrende vis hvorledes krisen i DDR opstod, efter at SED`s partichef Ulbricht i 70`erne havde erklæret, at landet 'ville overhale uden at indhente' naboerne, og dermed reducere utilfredsheden i befolkningen. Oliekrisen, forhøjelse af energipriserne fra Sovjet og blokade af højteknologi ramte landet hårdt og er en del af det materielle grundlag for kollapset.
Da landet senere brød sammen, 'over night' gennemførtes den vesttyske grundlov, med 'ikke uvigtige supplementer, især hvad angik sociale rettigheder som pendant til frihedsrettighederne'.
Øhrgaard kritiser via blandt andet forfatteren Günter Grass forløbet af 'den vesttyske overtagelse'. At man ved genforeningen ikke havde større visioner end gamle stormagtsdrømme. Historien illustreres af følgende samtale: 'Østtyskeren til vesttyskeren: Vi er et folk! Vesttyskeren til østtyskeren: Det er vi også!'.
Bogen er mere end anbefalelsesværdig. Den åbner op for diskussion og refleksion, ligesom den er fyldt med kloge betragtninger.

Muren
Den mest grundige og informative af stakken af bøger om DDR er så absolut Jan Bo Hansens Muren.
Han arbejder på Weekendavisen og som historiker, hvoraf det sidste gavner læseren. Bogen er fuld af såvel alment kendt som nyt stof.
Fra grundlæggelsen af DDR og til `Den antifascistiske beskyttelsesmurs` etablering udvandrede der 2,7 millioner mennesker. Mange unge og veluddannede, hvilket forringede produktionsgrundlaget i DDR.
Bo Hansen skriver om, hvorledes Muren i starten ramte vest og betød accept af delingen i to Tysklande, mens afviklingen af Den Kolde Krig kostede DDR livet.
Bogen har mange interessant oplysninger, som at John F. Kennedy var i Berlin i 1945 og udtalte, at Berlin var en 'ødelagt og uproduktiv by'. At socialdemokraten Willy Brandt i 1946 blev sendt til byen for at bekæmpe den regerende borgmester Friedrich Reuter, søn af den første socialdemokratiske rigspræsident. At allerede fra 1952 arbejdede DDR`s ledelse med Walter Ulbricht i spidsen, for etablering af Muren, men at Sovjet, der bestemte, afviste disse planer.

Nødvendig mur?
Det var Stalins politik at arbejde for et samlet, afmilitariseret Tyskland, også hvis det betød opgivelsen af DDR. Efter hans død i 1953 tog Hrustjov opgøret med Beria og Malenkov og en ny Tysklandspolitik var en realitet. Muren blev en realitet i 1961.
Østtyskerne argumenterede for, at den vestlige agitation og hvervning af arbejdskraft nødvendiggjorde Muren, mens Sovjet lagde ansvaret på den østtyske ledelse.
To eksempler antyder at Sovjet havde ret. Da man tvangskollektiviserede landbruget i DDR, faldt landbrugsproduktionen, og da man omlagde skolesystemet til den tiårige polytekniske enhedsskole, en sammenknytning af uddannelse og produktion, førte det til at virksomhederne kom til at mangle to årgange.
Det er også interessant at læse om `Berlin-lobbyen`, der bestod af kendte og indflydelsesrige amerikanere og modsætningerne mellem Adenauer og Kennedy.
Bogen er velskrevet, veldokumenteret og som nævnt fyldt med faktuel viden. Bagerst i bogen findes et imponerende noteapparat, en historiografi, litteraturliste og et yderst anvendeligt navneregister og god personpræsentation. Rigtig godt.
En bog der på det varmeste kan anbefales, trods en del politisk uenighed.

Jens Winter: Dødskysset. 240 sider. 250 kroner. Forlaget Sohn.
Per Øhrgaard: Tyskland. Europas hjerte. 280 sider. 279 kroner. Gyldendal.
Jan Bo Hansen: Muren. 320 sider illustreret. 299 kroner. Gyldendal.