17 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

I kapitalismens navn

I kapitalismens navn

Fredag, 20. november, 2009, 00:00:00

Michael Moore viser i sin nye film, hvilken pris den almindelige amerikaner betaler, når banker, finansielle institutioner og politikere smadrer fælles-skabet og demokratiet i kapitalismens navn

af Mikael Strandbech
I dokumentarfilmen Kapitalismen - en kærlighedshistorie viser Michael Moore både letforståeligt og følelsesfuldt, hvilken pris den almindelige amerikaner betaler, når banker, finansielle institutioner og politikere smadrer fællesskabet og demokratiet i kapitalismens navn.
Den kapitalisme, der ifølge Michael Moore 'er et system der tillader, opfordrer, ja, nærmest garanterer, at den form for korruption' finder sted, som blandt andet var skyld i finanskrisen.
Amerikansk selvforståelse er for en stor del præget af kapitalismens mantra om profitmotivet, det frie initiativ og så videre. En selvforståelse, der underbygges af medier, og af Michael Moore illustreres ved at vise klip fra halvtreds-ernes sort-hvide tv-underholdning.

De største får mest
Michael Moore udnævner derefter B-film-skuespilleren Ronald Reagan til den første amerikanske præsident, der så det som sin vigtigste opgave at tilpasse det offentlige system og fælleskabets værdier sådan, at de største private virksomheder blev tilgodeset.
En støtte og favorisering, der blandt andet betyder, at nu er én procent af befolkningen vulgært rige, imens stort set den restende del har voldsomme problemer med uigennemskuelige banklån, lave lønninger, virksomhedslukninger og hospitalsregninger.
Michael Moore giver i sin film talrige eksempler på, hvilke ødelæggende konsekvenser kapitalismen i USA har: fra familien, der må forlade hus og hjem, til øde spøgelsesbyer bestående af faldefærdige huse efter virksomhedslukninger. Flypiloterne, der må overtræde hviletidsbestemmelser, hvis de skal have bare en minimal chancen for at overleve på deres løn.

Det bedste system
Der er virksomheder, der forsikrer og spekulerer i deres ansattes død. Ikke fordi forsikringen skal komme de efterladte til gode, nej, det er firmaer som Wallmart, Nestle og en syv, otte andre der vrider endnu en fortjeneste ud af de ansatte. 'Dead Peasants' (døde bønder) er virksomhedernes interne navn for de døde medarbejdere.
Eller de 12-14-årige børn, der både dømmes, holdes fængslet og siden benådes af det private firma PA Child Care, der driver virksomhed på det offentliges regning. Det kan betyde op til 12 måneder bag tremmer for mindre forteelser.
'Kapitalisme er det bedste system i verden', siger George Bush på et tidspunkt i filmen i forbindelse med Irakkrigen. Michael Moore indskyder i sin voice-over på vanlig drillende facon: 'også bedre end det religiøse'.

Glorificerer Europa
Humor spiller som altid en stor rolle i Michael Moores film og selvfølgelig også i den nye, hvor han blandt andet trækker gule plastic bånd, hvorpå der står 'A crime scene - do not enter', rundt om Bank of Americas hovedsæde.
På baggrund af de amerikanske tilstande beskrevet i 'Kapitalismen - en kærlighedshistorie' er det forståeligt, at Michael Moore på det nærmeste glorificerer Europa og europæisk demokrati. Men mon ikke han ville nuancere dette synspunkt, hvis han eksempelvis lavede en film om EU?
Imens vi venter på den, bør Michael Moores nye film ses af alle, der har en mening om kapitalisme, demokrati og fremtiden.

Kapitalismen - En kærlighedshistorie. Instruktion: Michael Moore. Premiere i dag.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


20. nov. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur