27 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Miljøkamp og profitjagt

Miljøkamp og profitjagt

Lørdag, 21. november, 2009, 00:00:00

Foruden artikler af international karakter, sprudler Ret & Vrang ved hver udgivelse som et helt kunstværk. Temaet for dette nummer er miljø og socialisme

af Klaus Haase
Det marxistiske tidsskrift Ret og Vrang er netop udkommet med nummer 50. Tidsskriftet startede i 1995 i anledning af 40-året for Danmarks befrielse.
Trods det, at bladet runder et skarpt hjørne, er det ikke lige til at se: Det er ikke lang tid siden, at Ret og Vrangs tidligere grafisk kedelige udseende fik en voldsom ungdommelig ansigtsløftning.
Foruden artikler af international karakter, sprudler det nu ved hver udgivelse som et helt kunstværk: Farver og skiftende og altid overraskende illustrationer.
Denne gang er illustratoren kunstneren Verner Brems. Velkendt i nærværende dagblad. De naivistiske billeder giver mindelser om Scherfig. Andre peger mod 1930`ernes agitatoriske og samfundskritiske streg på venstrefløjen. Festligt og skarpt. En tankevækkende visuel oplevelse. Både kunstnerisk og politisk.

Svindende oliereserver
Temaet for dette nummer er miljø og socialisme.
En rød tråd er dels den historieforfalskning, som den borgerlige propaganda til stadighed benytter mod kommunisterne. Dels handler det om, hvordan jagten på den svindende olie er et lumsk motiv bag kapitalismens krige og magtdemonstrationer.
Artiklernes forfattere sender os på en international rundrejse: G-20 landenes møde i Pittsburg bestående af de rigeste lande samt de 11 vigtigste markeder. Mødet afholdes i skyggen af den kendsgerning, at et forgældet USA er voldsomt i lommen på et fremadstormende Kina.
De svindende oliereserver får kapitalismen til at kalkulere og spekulere med krig. En artikel byder på en gyser om energiressourcer. Der bydes endvidere på en amerikansk skepsis overfor Lomborgs luftige teorier omkring økologiproblemernes `ikke-eksistens`.
Vi kommer også til Darfur, hvor det handler om et muligt folkemord, et postkolonialistiske problemer og naturligvis olie.

Historieforfalskning
I anledning af 20-året for Berlinmurens fald gennemhulles den vestlige historieforfalskning af DDR`s historie. Det sørgelige efterspil efter murens fald sættes i relief.
Kommunistpartiernes struktur set i en historisk kontekst kommer under behandling. Ligesom der ikke findes en `model` for det socialistiske samfund, findes der heller ikke en `model` for et kommunistisk parti, påpeger den tidligere generalsekretær for Portugals Kommunistiske Parti.
I det hele tiden er her tale om en interessant rejse rundt i verden, der ender med et skarpt udfald mod USA, fra en af landets store systemkritikere, Noam Chomsky.
Skribenterne i dette nummer er Fidel Castro, John Bellamy Foster, Alvaro Cunhal, Sitaram Yechury, Gregoire Lalieu, Michel Collon, Betty Frydensbjerg Carlsson og Mauri Johansson.
Redaktøren Sven Tarp indleder nummeret med en jubilæumsartikel.
Abonnerer du ikke i forvejen på dette gode tidsskrift for marxistisk teori og politik, er her en anledning til at begynde.

Ret & Vrang. Tidsskrift for marxistisk teori og politik. Nr. 50 November 2009. Tema: Miljø og socialisme.


Ret & Vrang
Er et periodisk tidsskrift for marxistisk teori og politik. Abonnement: 200 kroner/år. Enkeltnumre: 75 kroner. Redaktion: Sven Tarp (ansvarshavende), Mauri Johansson, Lotte Rørtoft-Madsen.
www.ret-og-vrang.dk
Du tegner abonnement ved:
at indbetale 200 kr. på gironummer 1-244-4052
(husk at angive navn og adresse) at maile til retogvrang@gmail.com, at skrive til Tidsskriftet Ret & Vrang, c/o Inge Søborg, Bymuren 133, 4.th, 2650 Hvidovre.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. nov. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur