Mennesket har altid kæmpet mod naturen, både i sig selv og i sine omgivelser. Det belyser Statens Museum for Kunst i udstillingen ¤¤Nature Strikes Back¤¤ i anledning af klimakonferencen.

af Gert Poder
Naturen - det billige skidt. Den er i os, omkring os, over og under os. Vi elsker den, væmmes ved den, lærer af den, lever og dør i den. Den var der før os - og den vil overleve os.
Menneskets egen natur har ladet sig overvælde, forblænde, forpine og brugt naturen som forbillede i sin kunst. Og det er det grundlæggende tema for en ny udstilling på Statens Museum for Kunst.
'Nature Strikes Back' er ikke en decideret klima-udstilling. Det er snarere et bud på, hvordan vi rent menneskeligt - på idéplanet - har forholdt os gennem tiderne til klima og natur. I modsætning til den igangværende klimadebat, der bygger på en ren videnskabelig tilgang.
Så hvis man vil se udstoppede isbjørne eller øgleskeletter, så kan man spare sit besøg. 'Nature Strikes Back' tager i stedet den samlede kunsthistorie til hjælp for at belyse temaet 'menneskets forhold til naturen'.
- Udstillingen er resultatet af et vidunderligt teamwork og af, at museets ledelse er så velvilligt indstillet overfor eksperimenter med, hvordan samlingerne i huset bruges og formidles, sagde den ene af udstillingens kuratorer, Henrik Holm, ved åbningen i begyndelsen af oktober.
Han understregede, at udstillingen ikke udelukkende er en kunsthistorisk parade. De mange værker er snarere sat ind i en ramme, der trækker på idéhistorie, filosofi og historie.
- Vi har inddraget elementer fra naturhistorien, psykologien og teologien, når vi fandt det passende. Både kunsten og kunsthistorien hører ikke kun sin egen verden til, den forholder sig til hele verden.

Naturen som historie
'Nature Strikes Back' forsøger at sætte vort nuværende forhold til naturen i perspektiv gennem den måde, som vestlig kunst har opfattet naturen gennem tiderne.
Gennem 110 kunstværker fra stort set alle dele af kunsthistorien skildrer udstillingen hvordan disse forskellige tilgange til naturen har givet sig udslag i menneskets kunst.
Den viser, hvordan vi historisk har behandlet naturen omkring os - eller rettere opført os overfor den, og ageret i den.
Fra oldtidens overlevelseskamp til forbrugersamfundets overflod, fra paradisiske strande til stinkende oliepøler, fra bæredygtighed og magiske ritualer til udbytning og dansen om guldkalven.
Udstillingen favner bredt - malerier, skulpturer, tegninger og grafiske arbejder, skabt gennem 2000 år, er omhyggeligt arrangeret for at vise menneskets symbolske og poetiske ideer om sit forhold til naturen.
Middelalderens menneske frygtede naturen og anså den for at være ond - en ondskab som kun det guddommelige kunne beskytte os imod. Få århundreder senere var dette fjendebillede væk. Gennem renæssancens mange opfindelser forstod mennesket, at det kunne overvinde, kontrollere og udbytte naturen i sin tjeneste.
Det gjorde vi så - og savede derved den gren over, vi selv sidder på. Det er dette misbrug, der er til debat på klimatopmødet i december.
Så må man håbe, at de mange beslutningstagere finder vej til 'Nature Strikes Back'. For udstillingen har et bud på, hvordan politikerne kan klædes på til at løse opgaven.

Naturen som trussel
Fra at være en uudtømmelig ressource er naturen atter blevet en fjende, der truer med at udrydde os. Blot er det guddommelige forsvar erstattet med tekniske løsninger.
- Naturen har i de senere år vist sig fra en ikke særlig menneskevenlig side. Vi har hørt beretninger om tørke, oversvømmelse, orkaner, jordskælv, tsunamier - og er kommet til en erkendelse af, at vi selv er skyld i misèren, eller i hvert fald noget af den, indledte udstillingens anden kurator, Hanne Kolind Poulsen, sin præsentation.
- Vi oplever det som om 'naturen slår igen', som om den vil straffe os for vort misbrug af den. Men hvorfor egentlig, spurgte hun.
Og svaret er måske, at vi har sat os udenfor naturen, har set os som naturens modpart, og på et tidspunkt har set den endelige sejr inden for rækkevidde.
Nu er vi derimod pludselig tvunget til at se i øjnene, at naturen sagtens kan undvære os og at vi ikke kan undvære naturen.
Det er denne erkendelse som klimadebatten handler om. Og det er derfor, at udstillingen er vigtig.
- Hvis vi skal have en fremtid på jorden, må vi ændre adfærd. Det forudsætter, at man ændrer indstilling - at vi forstår vort forhold til naturen på en radikal anden måde, fortsatte Hanne Kolind Poulsen.
- 'Nature Strikes Back' handler således ikke så meget om klima. Museet besidder jo ingen ekspertviden om klimatiske forhold eller kvalificerede bud på, hvordan verdens klimaproblemer kan løses. Det handler derimod om natursyn, forklarede Hanne Kolind Poulsen.

Naturens spørgsmål
Det er derfor de mange værkers synlige eller usynlige fortællinger, der fremhæves. Og med dem spørgsmålene: Hvorfor nu det?
Et eksempel: Velstående hollændere yndede i det 17. århundrede at lade sig afbilde i al deres magt og vælde. I 'Burgomaster Cornelis Damasz van der Gracht and his Wife' af Frans de Hulst og Gerard Donck, ca. 1635-38 står personerne iført kostbart tøj og i en fornem positur i forgrunden af en vej.
Det er en solid og nyttig vej, som forbinder mennesker og dermed er til gavn for handelen. Det er ikke en privat vej, for helt nede i venstre hjørne går en anden person. I stedet for i sit kostbare hus eller sin by viser borgmesteren sin rigdom i det åbne, hollandske landskab.
For disse byfolk er også medejere af landet, som de måske har taget fra havet med dæmninger. De besøger deres egentlige identitet.
Fjern parret, og værket viser et landskab, hvor mennesket ikke er nødvendige. I stedet viser maleriet nu forholdet i Holland mellem menneske og natur i midten af det 17. århundrede.

Naturen som svar
'Nature Strikes Back' er en forfriskende og hjerneknipsende måde at bruge menneskets visualisering af sin magt og formåen, sine fantasier og forestillinger i kunsten.
Den danske surrealist Rita Kernn-Larsen(1904-98) brugte træet og den grønne farve som symbol på den livgivende kvindefigur. Som andre surrealister handlede hendes billeder om erotik og uforløst sex.
Hendes akvarel 'Surrealistisk kvindefigur' fra 1939 kan ses som en forfængelig kvinde, der viser sig frem iført en kostbar kjole, en tomhjernet bimbo som dem modemagasinerne stadig svælger i.
Men billedet kan også tolkes som et bud på en særlig kvindelig måde at leve i pagt med naturen på. En ur-erotisk kontakt med livets oprindelse i modsætning til mandens evindelige fokus på selve parringen, på kønsorganerne og på at være 'ovenpå', i kontrol.
Dette nye, feminine forhold til naturen finder man i den danske maler Svend Wiig-Hansen (1922-97). Hans meget personlige og voldsomt ekspressive formsprog udfoldede sig lige ubesværet inden for tegning, grafik, maleri, skulptur og glasmosaik, altid med menneskekroppen i centrum.
Han vakte i 1953 skandale med skulpturen 'Moder jord'. Det er en direkte og naturlig afbilding af kvinden som fødemaskine, en stærk, frodig og jordnær urkraft.
I 'Jorden Græder' fra 1981 er der sket noget afgørende, noget uheldssvanger med denne naturens muntre krop. Den 12 meter lange frise, malet på træ, blev til på en time som et offentligt projekt på Munch-museet i Oslo.
Den fortæller om en gold, udpint og martret natur, en 'Moder Jord' truet af udslettelse. Blødende og selvopoforende giver hun liv til deforme og truende væsener. Derfor græder jorden.
Med sin nye udstilling bekræfter Statens Museum for Kunst vores allesammens kunstcentrum, en progressiv og positiv udvikling i den måde, som såkaldt 'finkultur' kan bruges til at stille og besvare alment menneskelige spørgsmål.
'Nature Strikes Back' stiller spørgsmål og viser nye veje til et bæredygtigt og langtidsholdbart forhold mellem menneske og dens omgivelser. Forhåbentlig gør verdens magthavere det samme i december.

Nature Strikes Back, menneskets forhold til naturen set gennem vestlig kunst. Statens Museum for Kunst, Sølvgade, København. Kan ses frem til den 7. marts 2010.