At dette fællesskab og disse æresbegreber fører til vold og racisme, er ganske givet symptom på en sygdom, men det er en udbredt sygdom, vores samfund bygger på den

af Erwin Neutzsky-Wulff
Når der sker noget frygteligt, uden at nogen er direkte ansvarlig, taler vi ofte om det som en 'tragedie', måske med tanke på det græske drama, hvor kun guderne og skæbnen synes at råde. Men det sker også, at vi fralægger os ansvar med denne glose, når et sådant ville indebære en grundlæggende kritik af vores samfund.
En sådan tilbagevendende tragedie er de tilfælde, hvor en skoleelev går amok med et våben og dræber sine kammerater. Pressen svælger da gerne i forældrenes sorg og det meningsløse i, at disse unge er blevet berøvet en lovende fremtid.
Ud fra en tilsvarende sensationslyst tegnes der ved samme lejlighed et ganske forståeligt lidet smigrende portræt af gerningsmanden, næsten uvægerligt en outsider, der havde vanskeligt ved at begå sig. Og så er det jo ikke svært for den opmærksomme læser at lægge resten til, det, man i min skoletid kaldte drilleri, og som nu lige så neutralt hedder mobning, men som går ud på det samme, en konsekvent forfølgelse og mishandling af dem, der står uden for et fællesskab, hvor medlemskabet ikke sjældent er afhængigt af forældrenes sociale status og købekraft.
Det glemmer vi så, når vi sørger over de pæne unge mennesker fra de gode hjem. Ikke blot fordi man ikke skal tale ondt om de døde, men fordi det let kunne føre til en diskussion af et samfund, hvor børn skal lære at 'klare sig', men vel at mærke ved at følge reglerne, med andre ord at kende deres plads - det er svært at vinde, når modstanderen definerer spillereglerne.
Det er naturligvis ikke alle 'sociale tabere', der i desperation skyder vildt om sig eller tager deres eget liv. Andre bliver mere eller mindre professionelle kriminelle, og igen er det ikke svært at se logikken, hvis vi vil se den.
I et samfund, hvor den hensynsløse forretningsmand er idealet, kan vi vanskeligt fordømme den hensynsløse forbryder - hvis ejendom er tyveri, hvad er så tyveri af ejendom? Samtidig får de unge at vide, at det eneste saliggørende er tilegnelsen af de luksusartikler, de ikke har mulighed for at skaffe sig på lovlig vis.
I andre tilfælde synes selve berigelsen ikke at være det centrale, som i det omsiggribende bandeuvæsen. Her er 'respekt' et kodeord, den respekt, samfundet ikke ser nogen grund til at vise dem, der befinder sig i dets underetage.
Hvad vi ligeledes er tilbøjelige til at glemme, er, at der er tale om unge mennesker, ikke nedslidte funktionærer, der gennem et langt liv har lært at acceptere uretfærdigheden og den daglige ydmygelse. Som alle børn forventer de at få en chance og ser ikke frem til en tilværelse lænket til en åre med misundelige blikke på søndagstillæggets smukke og rige.
I medlemskabet af en bande ser de en mulighed for at opnå en basal menneskeværdighed - for dem at se ofte den eneste. At dette fællesskab og disse æresbegreber fører til vold og racisme, er ganske givet symptom på en sygdom, men det er en udbredt sygdom, vores samfund bygger på den.
Og med fare for at pådrage mig en - muligvis berettiget - forargelse må jeg sige, at denne den mest desperate del af ungdommen ikke umiddelbart forekommer mig at være den dårligste. Jeg har altid holdt meget af en ganske bestemt af de historier, jøderne fortæller om deres forgudede rabbinere.
Rabbi Wolf opsøges således en dag af en delegation, der klager over, at de unge fordriver natten med kortspil. Rabbien svarer beroligende: 'Som alle mennesker vil også de tjene Gud, men ved ikke hvordan.
Nu lærer de at holde sig vågne og forblive ved ét foretagende. Når de først har opnået fuldendelse i dette, behøver de blot omvendelse!'
Jeg vil være tilbøjelig til at sige det samme om disse unge. Foreløbig har de lært at stå sammen og kæmpe mod en overmagt.
Alt, hvad de mangler nu, er en politisk skoling, der lærer dem at udbrede denne solidaritet til resten af menneskeheden! Vrede er nyttigere end frygt.