At økologien er blevet lidt af et tema i dette efterårs skærveknusere, skyldes naturligvis dels den fokus, der er kommet på emnet, blandt andet takket være klimakonferencen i december. Men dels også, at det er en forsømt del af min personlige politiske opdragelse, og måske har nogle læsere det ligesådan

af Kjeld Stenum
Det handler virkelig om, at vi er i færd med at forandre vores klodes tilstand på en uigenkaldelig måde, og at vi ingen kontrol har over den ændring, vi er i færd med at skabe. I sidste uge skrev jeg lidt om den materialistiske historiefilosofi, der tager udgangspunkt i, at historien udvikler sig igennem økologiske kriser, og at 'fremskridt' ifølge den består i, at vi må bruge mere og mere energi på at få adgang til den energi, vore samfund må have for at leve.
Men Skærveknuseren er jo kun en lille klumme, og jeg føler ikke helt, jeg sidst fik sagt alt, hvad jeg gerne ville sige om disse ændringer.
Sidst nævnte jeg navnene Marvin Harris og Jeremy Rifkin. Jeg mener, man skal læse dem kritisk, som man skal med alt, man læser. Men så er der bestemt også gods at hente. For jeg er enig med dem i, at det er et spørgsmål, som bør tages alvorligt, om vi nu står på tærsklen til en historieforandrende økologisk krise. Og hvis vi gør, hvorhen så?
Sidst fik jeg vist nævnt, at Jeremy Rifkins fremtidsvision er et decentraliseret samfund baseret på vedvarende energi, først og fremmest brint, men naturligvis også sol og vind. Ting, som er forholdsvis simple rent teknologisk.
Men selvom teknologien er simpel, forestiller Rifkin sig ikke overgangen fra vores nuværende vækstbaserede samfund baseret på mere og mere centraliseret energiforsyning til et samfundssystem baseret på decentraliseret vedvarende energi som nogen hverken nem eller nødvendigvis fredelig overgang.
Tværtimod anser han risikoen for, at den bliver voldelig, for betydelig, fordi den formentlig først vil slå igennem, når vores økologiske krise er så dyb, at vore samfunds statsapparater begynder at krakelere oppefra. De vil krakelere, fordi nyttigt arbejde med at lette energitilførslen til samfundet bliver en mindre og mindre del af deres funktion, mens energislugende kontrolfunktioner og kontrol med kontrolfunktionerne fylder mere og mere. Fra at være til nytte for samfundets energiproduktion har de udviklet sig til en belastning.
Som eksempel på dette anfører Rifkin militærbudgetternes stigende andel af samfundets totale forbrug af produktive ressourcer. For at bevare kontrol vil disse krakelerende statsapparater optræde mere og mere voldeligt. Desuden forestiller Rifkin sig, at modsætningsforholdet mellem de energifrådsende højteknologiske industrinationer og de ressourcebesiddende såkaldte 'udviklings'-lande også vil antage mere og mere voldelig karakter, fordi 'udviklings'-landene ikke vil blive ved med at lægge ryg til den 'udviklede' verdens energifråds som losseplads, og den 'udviklede' verden ikke magter at omstille sig.
Det magter den ikke, dels på grund af dens egen statsmagts degenerering, dels fordi omstillingen vil være vældig voldsom, især i de mest energifrådsende samfund.
For energifrådset kan ifølge Rifkin ikke opretholdes. Og det samfund, der skal vænne sig af med at frådse, vil ikke være noget paradis. Overgangen til vedvarende energi vil her være forbundet med mange afsavn og meget lidelse, og for de største energifrådsere også med betydelig reduktion af energiforbrug.
Selv om der er tale om at lægge energiforsyningen om fra fossil energi og a-kraft, der begge dels er meget ressourcekrævende at udvikle infrastrukturen til, og som - især for atomkraftens vedkommende - gør energikrævende kontrol og beskyttelse nødvendig, og til decentraliseret mere lavteknologisk energiforsyning baseret på lokal og demokratisk kontrol, så vil adgangen til tilstrækkelige mængder af anvendelig energi være blevet mere omstændelig, end den er i dag, og den ny lavenergiforbrugende levevis vil mange steder betyde tilbagegang i materiel velfærd.
Allerede tilbage i firserne tegnede USA`s sølle seks procent af verdens befolkning sig for omkring en tredjedel af mineralforbruget i hele verden. Med den tids kapacitet rakte verdensproduktionen altså kun til 18 procent af klodens befolkning, hvis alle skulle have et forbrug som USA.
Det forhold er næppe mindre grelt i dag. Og det rækker de allerede voldsomt pressede ressourcer overhovedet ikke til. Det forklarer måske noget omkring 'udviklings'-landenes følelser overfor USA. Og om, hvor voldsomme krav den nødvendige omlægning vil stille til USA, og hvorfor Obama har så svært ved at skrive under på noget som helst her til december. Og det forklarer, hvorfor USA har så travlt med at vikle sig voldeligt ind i krige, som gør det nødvendigt for dem at have stor militær tilstedeværelse nær klodens betydeligste fossile energireserver.
Med en så klar analyse kan det forekomme besynderligt, at Rifkin vælger EU som medspiller i sin kamp for et samfund baseret på vedvarende energi. Der er absolut ingen grund til at tvivle på, at 'løsningen' på vores energikrise for EU-bureaukraterne såvel som for USA vil komme til at hedde bevarelse af kapitalismen baseret på stigende afhængighed af a-kraft. Der skal kæmpende klasser til at forandre historien.
Måske tror akademikeren Rifkin trods sin materialisme for meget på fornuftsappeller.