Skal kommunalbestyrelser udvikle sig i retning af at være befolket med hel- eller halvprofessionelle politikere, eller ønsker vi politikere, som er tæt forbundet med hverdagen for kommunens borgere og har kommunal-politik som et fritidsarbejde?

af Birthe Sørensen
Det er nu knap to uger siden demokratiets festdag løb af stabelen. Jeg tænker naturligvis på kommunalvalget.
Knap var stemmesedlerne hældt ud på optællingsbordene, før det hele blev knap så festligt og demokratisk. Med en stemmeprocent på 65,8 - en tilbagegang på 3,7 procent i forhold til sidste valg - fik sofavælgerne det bedste valg i 35 år.
Og dagen efter vågnede vi op til nogle konstitueringsaftaler, som ikke ligefrem virkede befordrende for demokratiet, men nærmere fik politikerleden til at vokse.
Nu skal man selvfølgelig ikke slå alle over en kam, men det er ubestrideligt, at de dårlige eksempler kom til at fylde meget i mediebilledet. Og det er ubestrideligt, at der var nogle stræbsomme politikere, som pludselig var parat til at sælge deres gamle bedstemor og alle principperne for en vellønnet borgmesterpost.
SF har bidraget med et par af slagsen, den ene har nu meldt sig ud af partiet, den anden ud af 'gruppen' i regionsrådet. Det tjener SF til ære, at aftalerne blev omstødt, mindre ære var der ved, at det tog så lang tid at omstøde aftalen i Hovedstadsregionen og at der undervejs var så lidt klarhed i partiets udmeldinger.
Helt ærligt, hvis man vil vælte den borgerlige regering, skal man ikke sidde som borgmester på borgerlige stemmer. Og det skal Socialdemokraterne heller ikke, som der også har været og er eksempler på.

Magtarrogance
Socialdemokraterne gik tilbage ved valget. Med en tilbagegang fra 34,3 til 30,7 procent kunne partiet bryste sig af, at være det parti, som mistede flest stemmer. Og resultatet er det dårligste for Socialdemokraterne siden Anden Verdenskrig.
Det er noget af en begmand. Alligevel er det lykkedes for Socialdemokraterne at sidde med flere borgmesterposter efter valget end før valget - takket være SF`s fremgang. I flere kommuner får man unægtelig indtryk af en Socialdemokratisk magtarrogance, som ikke har været særlig imødekommende overfor SF`erne. I Aalborg, hvor Socialdemokratiet mistede tre mandater, mens SF fik en fremgang på tre mandater, blev det nye i konstitueringen, at Dansk Folkeparti fik en rådmandspost.
Mon ikke mange i deres stille sind spørger sig selv, om politikere virkelig er så magtsyge eller undrer sig over, hvad der driver dem til disse rådne aftaler. Et aspekt, som ikke skal undervurderes, er desværre ben og diæter og gode lønninger.

Professionelle kommunalpolitikere
I Århus har den socialdemokratiske stemmesluger og borgmester, Nicolai Wammen, en årsindtægt på 939.058 kroner.
De fem rådmænd har en grundløn på 620.068 kroner mens de øvrige byrådsmedlemmer har en grundløn på 74.904 kroner. Hvis man eksempelvis bliver formand for et af de faste udvalg får man mellem 52.406 og 78.606 kroner oven i grundlønnen.
De menige medlemmer af de faste udvalg får mellem 26.696 og 40.044 kroner. Derudover kan man som byrådsmedlem få en bestyrelsespost uden for byrådet. Det kan være i udvalg i Kommunernes Landsforening eller Aarhus Teater, havnebestyrelsen, Midttrafik, m.m. Alle kaster de honorar af sig - fra 13.500 til 51.000 kroner.
Ved lidt hurtig hovedregning kan man hurtigt regne ud, at får en politiker de rigtige bestyrelsesposter og/eller formandsposter, kan vedkommende hæve en ikke ubetydelig løn. Bliver posterne skruet rigtigt sammen kan man ligefrem leve af at være politiker.
Og meget tyder på, at lønningerne vil stige yderligere i de kommende år. Diskussionen er allerede rejst, Kommunernes Landsforening kræver lønforhøjelse for kommunalpolitikerne, og der er nedsat et udvalg mellem regeringen og KL, som skal se på sagen.
De nye og større kommuner, som blev resultatet af kommunalreformen, har nemlig medført et større arbejdspres på den enkelte politiker. Mængden af dokumenter, som man skal grave sig igennem, stiger. Antallet af timer, der bruges på møder i byråd og udvalg, stiger.
Spørgsmålet er bare, om det er den udvikling vi ønsker os. Skal kommunalbestyrelser udvikle sig i retning af at være befolket med hel- eller halvprofessionelle politikere, eller ønsker vi politikere, som er tæt forbundet med hverdagen for kommunens borgere og har kommunalpolitik som et fritidsarbejde? Det var der ingen, som diskuterede da vi fik kommunalreformen. Nu sidder vi med lorten. Lige som så meget andet ved kommunalreformen lugter den.