Det går hedt for sig i Mammutteatrets stykke ¤¤PPP¤¤ om den kontroversielle italienske filmmager, filolog, forfatter, digter og journalist Pier Paolo Pasolini

af Gert Poder
Smask! De to mænd bytter mundvand i en lang tungeslasker. Slubr, slubr, slubr igen-igen. Så ved vi, at Pier Paolo Pasolini var bøsse.
På et tidspunkt render hele fem tungeslaskere rundt i bar røv og viklers, mens de synger 'Avanti popolo'. Så ved vi, at han også var kommunist!
Der er altså dømt italiensk kommunistbøsse i forestillingen 'PPP'. Den er modigt instrueret af den unge, svenske debutant Minna Johannesson efter den sorte danske satiriker Claus Flygares forlæg.
Det er Mammutteatret, der med ni skuespillere på scenen på frederiksbergske NyAveny fortæller fablen om en af nyere europæisk kunsts mest utrolige skikkelser.
Til brug for løjerne har de et stort, lageragtigt rum i Christian Friedländers scenografi. Den udnyttes især i forestillingens første halvdel minimalistisk til fingerspidserne.
Et par papplancher, en trillebør der drysser sand på gulvet, caféborde med stole, to spotlights...

Syndige drifter
I 1949 bliver den 27-årige digter, forfatter, filolog og skolelærer Pier Paolo Pasolini (Olaf Johannesen) fyret fra sit job, anklaget for at have pillet lidt for meget på tre af skolens drenge. Han bliver samtidig sparket ud af det italienske kommunistparti PCI.
Sammen med Mor Susanna (Tina Gylling Mortensen) flygter han fra skandalen til Rom. Forinden tager han en hadefuld afsked med sin fascistiske militærfar (Henrik Birch), en løjtnant der er bedst kendt for at have reddet Mussolinis liv.
Mor og søn havner i et af Roms værste slumkvarter, hvor de bydes velkommen af hovedpersonens fem karakterer, fem sider af PPP.
Det er pædagogen (Casper Crump), Jesus (Toke Græsborg), Freud (Carsten Bjørnlund), Utopia (Stine Fischer Christensen) og Marx (Alexandre Willaume).
Nu starter et intenst sammenspil, som rummer ensom søgen efter kærlighed, rastløs kunsterisk udfoldelse og vildt raseri over fascismens knugende kontrol.
'Italien styres af liderlighed og forbrydelse. Det bringer lykke og fremgang', konstaterer Marx ironisk. Pier Paolo Pasolini bekæmper fascismens larmende tavshed voldsomt, men er også selv offer for den angst, der er dens våben.
Fascismen er overalt - uden for hans dør, i politiet, domstolene, pressen, kirken, mafiaen. Overalt lurer den på at stække hans kunstneriske vinger og skarpe tunge.
Bedre blev det så ikke af, at han åbent sprang ud som bøsse. Pier Paolo Pasolini nøjedes ikke med at bekende sin seksualitet, men dyrkede den både åbent og i det skjulte.

Ensemble teater
'PPP' kender sin hovedperson på travet og lader på skift de fem figurer spille hovedperson.
I et forrygende ensemblespil visualiserer stykket et frodigt menneskes komplicerede, nærmest forrevne indre.
>I storladne sceniske billeder trækkes på hans hang til renæssances musik og malerier, hans spidsfindige intellekt og banebrydende filmkunst.
>Med en grænseoverskridende realisme viser Pier Paolo Pasolini rigtige menneskers virkelige virkelighed, fortalt af de, der lever i den.
Under ungdomsoprøret i 1968 solidariserer han sig således med de dårligt uddannede, lavtlønnede politibetjente, der sættes ind mod studenterne, som han kalder venstreorienterede fascister, forkælede lazaroner og fars velbjergede drenge.
Mammutteatrets forestilling er storladen, billedskabende og provokerende. Det er en opvisning i den ædle kunst at optimere en teatertrups formåen og bringe orden i et kaos af billeder, lyde og ord.
'PPP' er en lang forestilling - tre timer med pause - men tiden er langt fra spildt. Det er en intens vandring ind i et kompliceret menneskes skiftende sindstilstande som de gav sig udtryk i hans liv og i hans filmværker.

En forventelig død
Hele tiden lurer døden i baggrunden. Dén død, der indledte forestillingen, må naturligvis også runde den af. Teaterrummet bliver til sidst forvandlet til en biograf, der viser filmen om Mesterens sidste timer.
Pier Paolo Pasolini mødte sit efterstræbte endeligt på stranden ved Ostia uden for Rom i 1975. Det var et rituelt mord, som kunne være iscenesat af ham selv.
Han blev fundet med pikken ud af bukserne, banket til ukendelighed og kørt over to gange af sin egen bil, angiveligt i selvforsvar. En 17-årig trækkerdreng tilstod og afsonede 30 år for mordet, men trak efter løsladelsen i 2005 sin tilståelse tilbage.
'PPP' er modig teater. Mellem de mange mandlige tungeslaskere fortæller den historien om en mand, der måtte dø for at fortælle os, at han havde levet.

'PPP', Mammutteatret. Instruktion: Minna Johannesson. Tekst: Claus Flygare. Scenografi: Christian Friedländer. NyAveny til 17. december.