Steffen Brandt har gendigtet en række af Bob Dylans sange om og til kvinder. Det er der kommet en dejlig teaterkoncert ud af med stærke fortolkninger og smukke scenebilleder

af Nick Bruun & John Bruun
Steffen Brandt har kastet sig over Bob Dylans sange og gendigtet 18 af dem til teaterkoncerten Baby Blue, som nu opføres på Betty Nansen Teatret.
Baby Blue. Det er hende, der står i centrum. Kvinden som han fik eller ikke fik. Gik eller blev gået fra. Og alt det liv der skal leves, og det der er imellem. Jagten på ærlighed og hvad er egentlig kærlighed.
Det er meget livsfilosofisk og meget Steffen Brandtsk, og Steffen Brandt spiller Steffen Brandt. Men kvinden er heldigvis også på scenen i Trine Dyrholms skikkelse, og hun kan være mange andre end Trine Dyrholm.
Hun er pigen fra nord, han engang elskede. Den ekstremt charmerende, livfulde tøs, der i den grad kan være til stede i hvert omkvæd i 'Jeg vil ha` dig' for at forsvinde ind i egne gøremål i sangens vers. Kvinden, der kan sno sig rundt om livets stige, mens hun synger om at tage det 'næsten lige som en kvinde'.

Smukt og enkelt
Hun skaber både den fysiske dynamik og de flotte billeder på de mange underfundige og livskloge ord fra Steffen Brandts univers af banalt klarsyn og ærlighed uden fløjlshandsker.
Fire kvindelige performere og seks mandlige musikere fuldender dusinet af optrædende. Musikerne, forbliver sammen med Steffen Brandt for det meste diskret forrest i siden af scenen, mens performerne opfører stiliserede koreografier, som akkompagnement til sangene på scenen sammen med Trine Dyrholm. Det meste i hvide, sorte og røde farver. Det er smukt og enkelt.
Sangene kædes sammen af små anekdoter fra Århus-overdrev og nonsens-citater fra Captain Beefheart - som skrev sange i tresserne, der ifølge programmet havde karakter af surrealistisk automatskriftspoesi. Det er sjovt på den ironisk, relativistiske måde, som TV2 gjorde det så godt i firserne.

Mangel på vrede
Bob Dylans vrede sange må man lede længe efter. Ingen tider skifter, her falder ingen hård regn og der er ingen dans på krigskøbmændenes grave. Det kunne ellers være rart med nogle følelsesmæssige eksplosioner, der vendte sig udad mod samfundsstrukturerne.
Torben Bille skriver i sin udmærkede artikel om Steffen Brandt sat overfor Bob Dylan i teaterprogrammet, at 'The times they are a-changing' og 'Masters of War' er blevet mere udhulet af tidens tand.
Men når man hører de valgte sange, ligger troen på samfundsforandring vel ikke længere væk end troen på kærligheden. Men måske er vi vesterlændinge bare ikke længere de bedste til at synge om samfundsforandring. Vi har mest at tabe ved forandringen og har stor grund til at være bange for ikke at blive elsket nok. Det sidste er vi til gengæld verdensmestre i at digte om.
Og da vi nu er vesterlændinge, vil de fleste af os nyde et aften i Steffen Brandts Dylan-inspirerede univers. Det gjorde vi i hvert fald.

Baby Blue - tekster af Bob Dylan gendigtet af Steffen Brandt. Scenografi: Maja Ravn. Iscenesættelse: Kamilla Wargo Brekling og Niclas Bendixen. Medvirkende: Steffen Brandt, Trine Dyrholm, fire performere og seks musikere. Spiller indtil 23. januar 2010 på Betty Nansen Teatret i København.