EU er kritisk overfor Myanmar og USA har erklæret, at Myanmar er til fare for USA`s nationale sikkerhed - Myanmar er langsomt ved at blive en brik i det internationale magtspil

af Georg Nielsen
Få danskere kender til Burma eller Myanmar, som det officielt hedder. Kun nu og da dukker landet op i danske medier. De fleste ved blot, at landet er et tropeland, regeres af et brutalt undertrykkende militærdiktatur, at det ofte rammes af ødelæggende tyfoner, og at den ledende oppositionspolitiker er Aung San Suu Kyi, der i alt har været 14 år i husarrest af de sidste 20 år.
Det er ikke megen viden og utilstrækkeligt, med tanke på Myanmars mange fattige indbyggere uden demokratiske rettigheder, men også på grund af dets rige kultur, lange historie, og ikke mindst i betragtning af Myanmars geopolitiske betydning, som i en globaliseret verden kommer til at spille en langt større rolle end nu.

Geografien
Myanmar ligger i det sydøstlige hjørne af Asien grænsende op til Thailand, Laos, Kina, Bangeladesh og Indien. Landet ligger som en skål mellem den tibetanske højslette og den malayiske halvø omkranset af bjerge mod øst, vest og nord.
Mellem disse bjerge løber floderne Irrawady, Sittang og Salween. De store floder har et utal af bifloder, så Myanmar er et meget vandrigt land. Det gør det til et af verdens bedste områder for risdyrkning.
Oprindeligt var Myanmar dækket af skov, meget af det regnskov med en fauna bestående af blandt andet tigre, elefanter, aber og andre tropiske dyrearter. I dag er cirka to tredjedele af landets regnskove væk på grund af afskovning.

Klimaet
Som tropeland med lange kyststrækninger har Myanmar kun to årstider. Regntid og tørtid. Om sommeren i monsunperioden fra juni til september er vejret overskyet, regnfuldt, varmt og fugtigt. Om vinteren er det mindre overskyet, mindre regnfuldt og med mildere temperaturer.
Myanmar oplever ofte naturkatastrofer. Den berygtede tsunami i december 2004 ramte Myanmar hårdt, men endnu værre var tyfonen Nagi i 2008. Mens tsunamien 'kun' dræbte 'få' mennesker, var Nagi langt mere morderisk. Over 22.000 mistede livet, og mindst 40.000 blev rapporteret savnet.
I forbindelse med voldsomme naturkatastrofer er det vigtigt at tænke på, at internationalt hjælpearbejde efter katastroferne afhænger af de ramte landes regeringers vilje/evne til at yde nødhjælp. Det er oftest er et spørgsmål om politisk vilje. Også når det gælder om at tillade udenlandske hjælpeorganisationer at yde nødhjælp.
Det gjaldt både Myanmars regering efter Nagi, hvor internationale organisationer som Røde Kors havde svært ved at operere i landet, og USA`s regering, der ikke ønskede cubansk ekspertise og nødhjælp efter orkanen Katarina i 2005.
Den tidligere danske statsminister Anders Fogh Rasmussen truede endda med at invadere Myanmar for at fordele nødhjælp efter Nagi. En udtalelse det internationale samfund rystede på hovedet af.

Befolkningen
Myanmar består af over 100 etniske grupper. De vigtigste grupper er 70 procent burmesere, 8,5 procent shan, 6,2 procent karen, og 4,5 procent rohingya. Mange af de mellem en til to procent kinesere i landet har en helt speciel historie. De er efterkommere af slagne kinesiske Kuamintangsoldater.
Da Chiang Kai-shek tabte borgerkrigen i Kina mod Mao i 1949, flygtede en del Kuamintangsoldater ind i Nordmyanmar. Her bosatte de sig i den såkaldte Gyldne Trekant, hvor de hurtigt slog sig på opiumsproduktion. I dag har de gjort Myanmar til verdens anden største producent af opium og Sydøstasiens største producent af amfetaminer.
Myanmar består af 14 distrikter og delstater, men styres meget centralistisk. Regeringen favoriserer de 70 procent burmesere og den buddhistiske religion. Blandt andet er det næsten umuligt at få et job i den offentlige administration eller militæret, hvis man er muslim.
Den direkte tilsidesættelse af de etniske gruppers rettigheder, disse grupper er ofte kristne, hinduer eller muslimer, har ofte ført til så store gnidninger, at regeringen fører decideret krig mod dem. Mest kendt er karenernes væbnede kamp mod centralregeringen

Landets historie
Burmesernes livsgrundlag har altid været risdyrkning, som har været grundlag for imponerende civilisationer.
De første statsdannelser skete omkring det sjette århundrede før vor tidsregning, men først fra omkring det 11. århundrede efter vor tidsregning er det muligt at danne sig et samlet billede af landets historie.
Omkring 1300 kom Marco Polo til landet, senere blev det splittet i småstater baseret på etniske skel frem til det 16. århundrede. Da blev landet igen blev forenet.
Europæiske handelsfolks rivalisering bidrog til at splitte landet igen indtil 1740, hvor en konge med støtte fra England samlede landet. Men så opstod der interessemodsætninger mellem Myanmar og den britiske imperialisme i Indien. Det førte til tre større krige i det 19. århundrede, indtil England erobrede landet i 1886, og gjorde det til koloni.
I 1930`erne opstod flere nationale bevægelser. Nogle ville genindføre monarkiet; andre forsøgte at kombinere buddhisme med marxisme. I 1936 udviklede en studenterstrejke under ledelse af Aung San sig til en national protest vendt mod briterne.
Ved udbruddet af Anden Verdenskrig kæmpede nogle antikoloniale sammen med japanerne mod briterne, mens andre førte guerillakrig mod japanerne støttet af England.

Selvstændighed
Efter Anden Verdenskrig erklærede landet sig selvstændigt i 1948. Landets nye regering blev fra starten angrebet militært fra flere fronter: af oprørene blandt de etniske minoriteter, af de kinesiske Kuomintangstyrker i landet, og ikke mindst af folkefronten, Organisationen af Folkets Frivillige, som var tæt forbundet med Burmas Kommunistiske Parti..
I 1962 kom det til et militærkup. Risindustrien og bankerne blev nationaliseret, mens udenlandske firmaer blev smidt ud af landet. Heriblandt den multinationale danske koncern ØK, der havde tjent enorme summer på billig teaktræ.
I 1972 fastslog en ny forfatning, at det regerende Burmas Socialistiske Programparti (BSPP) var landets eneste legale politiske organisation. Samtidig begyndte en proces, der langsomt førte til diktatur og militærstyre.
Skønt et demokratisk valg i 1990 gav modstanderne af styret, forenet i Den nationale liga for Demokrati (NLD), 80 procent af stemmerne, nægtede militæret at give magten fra sig. Tværtimod blev oppositionens aktiviteter forbudt, dens ledere fængslet eller landsforvist, og der blev slået hårdt ned på al modstand mod styret.
Allerede i 1989 var NLD`s leder, Aung San Suu Kyi, datter af den antikoloniale helt Aung San, blevet idømt til husarrest. Hun fik i 1991 Nobels Fredspris.

Fortsat modstand
Oppositionen reorganiserede sig på basis af en aftale mellem studenter, buddhistmunke og en række etniske minoriteter. I marts 1992 fordømte FN`s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, massakrer mod etniske minoriteter. Alle oppositionens partier blev samtidig opløst og erklæret illegale.
Samme år blev 200 dissidenter frigivet, og 31 universiteter og skoler blev genåbnet. Men Amnesty International kunne fortsat berette om tortur, og at der stadig var 1550 politiske fanger i landet.
Fra 1996 begyndte store folkemængder. nogle gange op til 10.000, at samle sig foran Aung San Suu Kyis hus for at udtrykke deres støtte til hende. Det fik regimet til at slå hårdt ned. I nogle tilfælde på folk, der blot havde set videoer med Aung San Suu Kyis taler i deres eget hjem.
Juntaen karakteriserede Suu Kyi som 'samfundets fjende nummer et', og regeringens aviser meddelte, at de, der mødtes med hende, 'ikke ville komme til at leve længe'. I 2003 fremlagde regeringen en række liberale forfatningsreformer og fastlagde en køreplan for at nå frem til demokratiske principper.
Siden er der ikke sket meget, bortset fra at Aung San Suu Kyi igen er kommet i husarrest, og undertrykkelsen af befolkningen vedbliver.

Myanmar og den store verden
Når man er vidende om, hvilke forhold, der hersker i Myanmar, er det at sige, at bare Aung San Suu Kyi og hendes bevægelse kommer til magten, og der bliver frie valg, så er alt godt. Men det vil være en meget unuanceret opfattelse.
At EU er kritisk overfor landet, er en ting, men at USA har erklæret, at Myanmar er til fare for USA`s nationale sikkerhed, og at tidligere præsident Bush har talt stærke ord mod landet, burde mane til eftertanke. Myanmar er nemlig langsomt ved at blive en brik i det internationale magtspil.
Der er lagt op til storpolitik. Myanmar har nogenlunde gode relationer til Kina, indbefattende teknologioverførsel og våbenhjælp. Samtidig fasholder USA og EU, at de ikke ville hæve de økonomiske sanktioner mod landet, før der er sikre tegn på en demokratiseringsproces.

Hvad vil imperialismen i Myanmar?
USA og EU har tre væsentlige grunde til at interessere sig for Myanmar:
For det første er der landets råstoffer: tømmer, fødevarer, mineraler, olie. For det andet er det indæmning af Kina og måske det allervigtigste: Geopolitisk kontrol over de strategiske sejlruter fra Den Persiske Golf til Det Sydkinesiske Hav.
Myanmars kyst giver sømilitær adgang til en af verdens mest strategiske sejlruter, Malaccastrædet mellem Malaysia og Indonesien, hvor mere end 80 procent af Kinas import af olie fragtes, foruden olie til Taiwan og Japan. Kontrollerer man disse farvande, har man kontrol over Kinas energiforsyning.
USA`s og EU`s politik overfor Myanmar drejer sig nemlig ikke om demokrati. USA har blandt andet i Irak vist, at bekymringer om manglende demokrati og besiddelse af masseødelæggelsesvåben i virkeligheden dækker over et ønske om kontrol over råstoffer og strategisk indflydelse.
Derfor sender USA provokatører fra Thailand ind i landet for at støtte kampen for et regimeskifte i Myanmar, men som det ses andre steder i verden fra Dafur til Caracas, er Washingtons kamp for demokrati dække for helt andre interesser.
Selvom over 80 procent af burmeserne støtter Aung San Suu Kyi og kalder hende for landets lady, er det jo ikke nødvendigvis sådan, at de samme burmesere støtter hende udover kravet om frie valg og en tæt forbindelse til USA.
Hvordan fremtiden bliver for Myanmar, der befinder sig som en lus mellem to negle mellem Washingtons voksende militære engagement i Asien og Beijings ønske om, at Kina bliver en stormagt, er svær at spå om. Men man kan kun ønske for den burmesiske befolkning, at den rejser sig og finder sin egen demokratiske vej. Det er i hvert fald, hvad Burmas Kommunistiske Parti arbejder for.

Fakta
Befolkning: 47,7 millioner
Valuta: Kyats
Areal: 676.580 km2
Hovedstad: Naypyidaw
Indbyggere per Km2: 70,5 Børnedødelighed per. 1000 levendefødte: 62. Danmark: 5 (2006)
Læsefærdigheder: 89 procent af mændene og 81 procent af kvinderne kan læse og skrive. (2002)