Frederikssundsmotorvejen, vist det dyreste motorvejsprojekt i Danmarkshistorien. Men nok også et af de mest nødvendige, ser man det i forhold til trafikbelastningen. Spørgsmålet er så, om man kan nøjes med at se det i forhold til trafikbelastningen

af Kjeld Stenum
Nej, jeg kan ikke sige, at jeg er ligeglad med, hvad jeg laver, bare pengene er der. Og som beton`er er jeg tit med i projekter, som ikke bør prioriteres i menneskevenlige samfund, hvilket vores ikke er.
Men jeg kan heller ikke sige, at selv om jeg er med til at lave noget, som jeg egentlig mener ikke burde laves, så er jeg ligeglad med kvaliteten af det, vi laver. Jeg vil gerne lave tingene ordentligt, og jeg vil gerne, at det sjak, jeg er i, er et, hvor vi kan arbejde sammen om ordentligt arbejde. Sådan har rigtig mange det.
En irrationel håndværkerstolthed, som vi uundgåeligt bygger op imellem os for at få tingene til at fungere, og som ikke kan undværes, hvis store byggeprojekter i det hele taget skal kunne lykkes. Og som ville være rationel, hvis vi havde noget at sige i den verden, som vi bygger op. Men det har vi ikke.
Nu med den her motorvejsbro. Vistnok den største af sin slags her i landet. Nok også den største enkeltstøbning, jeg kommer til at være med i i min 'karriere'. 5.000 tons beton i eet hug, 160 meter bro med et spænd på 80 meter.
En del af udbygningen af Frederikssundsmotorvejen, vist det dyreste motorvejsprojekt i Danmarkshistorien. Men nok også et af de mest nødvendige, ser man det i forhold til trafikbelastningen. Spørgsmålet er så, om man kan nøjes med at se det i forhold til trafikbelastningen.
Indfaldsvejene til vores hovedstad er uomtvisteligt de mest belastede vejstrækninger i vores land, og uden trafikken til og fra kunne byen ikke leve. Det går vel an at kalde en by for dens oplands hjerte, og en hovedstad for et helt lands hjerte. Men et hjerte mister sin mening uden blodgennemstrømning, og trafikken er blodgennemstrømningen. Så København skal have løst sit trafikproblem, hvis vi i det hele taget ønsker at have en hovedstad. Men skal det nødvendigvis løses på denne måde?
Jeg kan høre denne motorvej fra hvor jeg bor, jeg har kun et par hundrede meter ned til den. Jeg kan høre den særlig tydeligt nu, for af hensyn til udbygningen har man fældet en masse af skoven omkring. Mange, mange hektar skov.
Det græd i mit hjerte, da al den skov blev fældet. Og en dag, hvor min nu voksne datter kom for at besøge mig og havde lagt vejen ud til mit hus fra bussen gennem en skovstrækning, som hun havde kendt og elsket fra dengang hun var så lille, at jeg havde kørt hende den vej i klapvogn, og træerne var omtrent lige så små og nyplantede som hende selv, var det første, hun sagde, da hun kom ind gennem min dør, at hun lige havde set noget af det uhyggeligste, hun havde set i sit liv. Hele den ene halvdel af hendes barndoms skov var raspet til flis, det var et science fiction-ragnarok.
Dette blot for at tage min personlige indfaldsvinkel til sagen med. Noget andet er så, at jeg går ind for, at man tænker langsigtet, når vi taler trafikinvesteringer. At indfaldsvejene til København er overbelastede behøver ikke nødvendigvis at betyde, at så må de udbygges, det kan også betyde, at så bør de aflastes.
Jeg havde egentlig ikke noget imod, at private bilister hænger fast i motorvejskøer i myldretiderne og skælder ud over det, hvis de havde et brugbart alternativ i form af pris- og tidsmæssigt konkurrencedygtig kollektive trafik. Men det har de ikke, for vores samfund har i mange år prioriteret at investere i motorveje og privatbilisme. Så er det også det, folk vælger. Vi burde prioritere anderledes.
Så jeg er på enhver måde imod denher motorvejsbro. Og alligevel har jeg selv søgt ind på den. Det er et ydmygende paradoks, som nok enhver arbejder kender. Sådan er det, når man skal overleve i et økonomisk diktatur. Men enhver arbejder har også sine grænser, og det har jeg også.
Alligevel: Da jeg midt om natten som sidste mand rettede ryggen og kiggede ned over den projektørbelyste afsluttede støbning, den lange flot buede konstruktion, hele det kæmpestore stykke færdige arbejde, hvor man fyldte omtrent som en myre på et hangarskib, så var det hverken flovhed eller skam, jeg var fyldt af. Det havde været en rigtig hård tørn.
Jeg havde været på natholdet, to gange tolv timer var det blevet til for mit vedkommende, og jeg havde håndglittet rendestensfaldet ude i den ene side, noget, man ikke kan glitte med maskine. Man går med røven i vejret og næsen nede i betonen, og når man gør det tolv timer i træk, bliver den tung at trække med. Når man gør det tolv timer i træk igen en nat senere, er det menneskelige ved at gå af det.
Et par kraftige regnbyger var vi heller ikke blevet forskånet for. Og hvor løber alt sådan noget vand hen på sådan en bro under støbning? Det løber selvfølgelig ned i rendestenen, der bliver til rent pladder, og rent pladder er det ikke nemt at få nogen fornuftig afretning ud af. Næseblod fik jeg også på et tidspunkt af at gå med hovedet så meget nedad, man havde jo dryptud i forvejen af regn og blæst, men lige pludselig dryppede det lidt for meget, og de dryp blev til brune pletter i betonen. Så jeg kunne med rette sige, at den bro havde kostet mig blod, sved og tårer.
Og om føje år vil alle bilerne på vej ind til København fra Nordsjælland drøne ind over mit blod. Ja ja. Men lidt stolt af, at det hele var lykkedes, at et godt sjak kunne lave sådan noget, og sådan et sjak havde man selv været en del af, det var man nu også. Nej, helt ærligt, jeg var pissestolt. Jeg ville gerne have levet i en verden, hvor man kunne give den slags stolthed frit løb.