Der er dømt fest, farver og hede rytmer, når Global CPH i Nørre Allé i aften inviterer til latinamerikansk rytmefest
Aftenens absolutte hovedattraktion er det 11-mands store stjerneorkester Ska Cubano, der sammensmelter cubansk og jamaicansk musik til en gyngende cocktail. Ska Cubano spillede i 2005 ved overrækkelsen af Nobels Fredspris i Oslo, og væltede i 2007 den gamle Ballroom-scene på Roskilde Festivalen. Før og efter garanterer de to DJ`s, Mezcal og S-Dope fra det danske Cumbia DJ-kollektiv, sveddryppende dansere på gulvet.
Global, Nørregade. Lørdag 5. december fra kl. 21.
Koralhavets sidste åndedrag
Fremtidige generationer af naturelskere må indstille sig på, at der var en gang et koralhav - men det er der snart ikke mere. Livet på de tropiske koralrev, der er blevet kaldt verdens største og mest langvarige show, lukker ned.
De små farverige og livgivende kalkdyr, der er i slægt med goplerne, har mistet pusten på grund af havmiljøets forsuring. Det viser en dugfrisk rapport fra museumsinspektør Jan Gruwier Larsen, Naturhistorisk Museum i Århus. Foruden et foredrag om koralrevenes biologi og reaktion på klimaforandringerne, kan man se museets udstilling 'Koralhavet - husk at trække vejret!'.
Naturhistorisk Museum, Århus. Tirsdag 8. december kl. 19.30-21.00.
Skeletterne springer ud
For 150 år siden fik de vise kirkefædre morgenkaffen galt i halsen, da Charles Darwin udgav sin Arternes Oprindelse. Det markerer Experimentarium i Tuborg Havn med sin første fotoudstilling - Evolution.
Den belgisk/franske fotograf Patrick Gries har ladet sig fascinere og inspirere af hvirveldyrenes utrolige forskellighed. Fotoværkerne er tankevækkende sort-hvide billeder, som afdækker hvirveldyrenes utrolige mangfoldighed og fortæller om den udvikling, de har gennemgået gennem de sidste 500 millioner år. Hans fotos omskaber skeletterne til skulpturer, og får grænserne mellem naturvidenskab og kunst til at flyde sammen.
Evolution. Experimentarium. Til 15. april 2010.
Tusmørkets magi i Den Gamle By
For nogle er den mørke vintertid en kilde til nedtrykthed og mørkesyn. For andre er den kilde til rislende gys og nisse-hygge-nygge i stearinlysenes flakkende skær.
Den Gamle By i Århus byder på en dramatiseret rundvisning, der bygger på det urgamle dialektiske møde mellem lys og mørke i rituelle fejringer af vintersolhverv og den hedenske julefest, der nu forbindes med Kristi Fødsel. Overalt råder mørket, men det mindste lysglimt sætter fantasien i spil og indbyder til drabelige historier om den gang, der hverken fandtes glødelamper eller gadebelysning.
Lys i mørket. Den Gamle By, Århus. Mandag til torsdag kl. 16.30 og 17.30, til 22. december.
Arktis vil høres i klimadebatten
Det umulige liv nord for polarcirklen er blevet endnu mere umuligt, men nu hæver unge fra fire arktiske samfund stemmen.
Fotoudstillingen 'Stærke Stemmer' på Nationalmuseet i København sætter fokus på den indsats, som polarfolket gør for at både bekæmpe og tilpasse sig ændringerne i deres levevilkår.
Det er unge fra Alaska, >Grønland, Norge og Canada som forsøger at ruske op i klimatopmødets beslutningstagere gennem fotografier, essays og fremtidige scenarier for deres overlevelse i Arktis.
Stærke stemmer, Nationalmuseet. Til 10. januar.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278