Klimatopmødet er også kultur, og det vrimler med tilbud fra både etablerede og særdeles alternative kunstnere, organisationer og grupper med noget på hjertet
COP15 er endelig skudt i gang, og det betyder ikke blot benhårde forhandlinger mellem de 15.000 deltagere fra 192 lande. Det betyder også et overflødighedshorn af kunstneriske og kulturelle tilbud.
Enhver københavnsk kulturinstitution med respekt for sig selv benytter lejligheden til at arrangere forskellige udstillinger og events med tilknytning til klimaforandringernes indflydelse på Jordens befolkning.
For at skabe en lille smule orden i kaos har Arbejderen været en tur rundt på diverse hjemmesider og tyret sig igennem en bastant bunke af pressemeddelelser. Resultatet får du her!
Officielle indslag
Nationalmuseet sætter fuld fokus på klimaændringernes betydning. Udstillingen Klima - Danmark fra istid til fremtid følger klimaet, plantelivet, dyrelivet, landskabets og menneskets udvikling de sidste 25.000 år.
Regnskovens Indianere viser, hvordan klimaet og den globale opvarmning påvirker indfødte folk fra Asien, Afrika, Arktis og Latinamerika.
I forbindelse med den afholdes en filmfestival - Indigenous Voices on Climate Change - eller på dansk 'Indfødte Stemmer'.
Det er en festival om klima og kultur, oversvømmelser og overlevelse, dokumenteret gennem kortfilm og video, optaget af den lokale indfødte befolkning. Festivalen åbner i morgen og varer til søndag.
I udstillingen Stærke Stemmer hæver fire unge fra samfund i det nordlige polarområde stemmen og viser, hvorledes deres samfund er tvunget til at tilpasse sig de klimaforandringer, som andre påstår ikke findes, eller i hvert fald ikke er skabt af mennesket.
Det Kongelige Bibliotek har ligeledes forskellige indslag om mennesker og miljø. Den danske fotograf Henrik Saxgrens Unintended Sculptures - tilfældige skulpturer - viser i store landskabsbilleder provokerende, hvorledes menneskets sløseri kan blive til kunst i naturen.
Songs from the Cold Seas er en tankevækkende fotografisk rejse til Grønlands yderste randområder. Finske Tiina Itkonen tegner et portræt af Thulebefolkningen, mens tyske Olaf Otto Becker viser indlandsisens monumentale landskaber.
Den italienske kunstner Annibel Cunoldi Attems vil gerne redde verden, og det forsøger hun gennem sin installation SAVE på Den Sorte Diamants Udlånsbro. Værket er en kombination af arkitektur, fotografi og ord.
Kunsthal Charlottenborg sætter i samarbejde med den franske Fondation Cartier, pour l`art contemporain fokus på to begreber i centrum op til COP15: globalisering og klimaforandring.
I udstillingens sydlige fløj kan man se Native Land - Stop Eject, som gennem sine to hovedværker EXIT og Hear Them Speak viser hvilke konkrete forandringer kloden allerede nu er udsat for, hvordan det vil påvirke os fremover.
I nordfløjen tager den danske kunstner Malene Landgren os gennem en totalinstallation, der udfolder sig som et samlet forløb gennem fløjens seks rum. Kunstnerens tanker vises frem i form, farve, linjer, tekstiler, forskydninger, gentagelser, dynamiske forløb og skulpturelle virkninger.
Også Øksnehallen er med på klimavognen med udstillingen Right Now. Her giver en gruppe af danske og internationale samtidige kunstnere fra forskellige generationer og med forskellige udtryksmidler deres bud på, hvordan vi kan handle fremadrettet og konstruktivt i forhold til klimaforandringerne. Det er ikke en dommedagsudstilling, men en samtidig, æstetisk fortolkning af de klimatiske udfordringer, vi vil møde både nu og i fremtiden.
Klimaforum09
DGI-Byen er under klimatopmødet omdannet til en global landsby med et omfattende program, der også indeholder en række spændende kulturelle indslag.
I aften man man se en film om initiativet
Young Voices on Climate Change, som er en samling inspirerende historier om, hvordan unge fra hele verden aktionerer for at finde nye løsninger på den globale opvarmning.
Blandt de mere spektakulære oplevelser kan nævnes one-woman teaterstykket The Boycott i morgen. Scenen er december 2009 i Det Ovale Værelse hos USA`s præsident. Her har julestemningen svært ved at indfinde sig, fordi hans kone har erklæret sex-strejke indtil han stopper den globale opvarmning og frelser verden!
Et af de musikalske højdepunkter er koncerten på fredag med Ojos de Brujo - troldmandens øjne. De ni musikanter fra Barcelon smider en efter sigende fuldstændig vild blanding af klassisk flamenco og catalansk hiphop lige i masken på publikum.
I den mere traditionelle ende er der koncert med australske The Lurkers, den amerikanske fredsaktivist Anne Feeney, folkesangeren David Rovics samt Arne Würgler. Den finder sted i Råhuset på Onkel Dannys plads på søndag kl. 19.30.
Txai Brasil kommer fra det store kaffeland med et nyt show, der blander Bossa Nova, Samba, jazz, verdensmusik og Beatles til en mangefarvet og mangfoldig fremtidig vej ud af uføret. Det sker den 15. september i DGI-Byens orange hal.
Find flere spændende arrangementer på www.klimaforum09.org.
Christiania bundmøde
I lighed med 2002 holder Christiania bundmøde med et bredt udbud af spændende møder og kulturelle arrangementer.
Hver dag har sit tema og hver dag har sin begravelse. Det går i sidste ende ud på at få smidt alt det gamle, kapitalistiske tankegods ud og erstattet af god folkeligt fællesskab, det være sig åndeligt som materielt.
Der er Klimabundmøde både på selve Christiania og på Vartov Plads, Rådhuspladsen 77.
Læs det omfattende program med temaer og begravelser på www.bundmode.dk.
Hvis man vil have et nogenlunde overblik over den enorme aktivitet, der lige nu gør København til verdens kulturelle klimacentrum, så er det muligt på portalen www.peoplesclimateaction.dk hvor man ved brug af forskellige søgeord kan finde vej gennem virvaret.
Borup Højskole
Og så er der i øvrigt også alle de arrangementer, som ikke kan grupperes under de ovenstående. For eksempel seks kunstere, som sætter hinanden stævne i aften kl. 20 på The COme 2gether Café på Borups Højskole.
De seks er Kira Skov, Helle Hansen, Maria Viskonti, Peter Viskinde, Nils Tuxen og Arne Würgler.
- Med vores optræden vil vi sætte klimaet ind i en lidt bredere kontekst end det verserende fokus på reduktion af CO2, siger Arne Würgler på kunstnernes vegne.
- Vores sange pejler en anden og ny værdidebat, hvor det, at gøre noget sammen med andre, er vigtigere end gøre noget hver for sig, og hvor menneskelighed og respekt for hinanden er vigtigere end at få magt.
Og han slutter med følgende svada:
- Vi har en sult efter politik, der handler om andet end frygt for det ukendte og fremmede. Klimaaktivisme er på mange måder svaret på 1800-tallets arbejderbevægelse, og kunstnernes eksistentielle spørgsmål og svar er vigtigere end nogensinde før.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278