Videnskaben ved jo, at situationen er alvorlig, men intet bevæger sig. Kunsten er nøglen til sjælen, til følelserne, til tanker og filosofi - en kunst der bevæger og skaber nye løsninger

Med lidt god vilje kan man høre, at Marina Jakobsen ikke er pæredansk. Hun sidder på en stand i Klimaforum09`s Purple Room som forkvinde for græsrodsorganisation Casa Latinoamericano. dk - Det Latinamerikanske Hus.
Standen er enkel - et banner og et kort over Latinamerikas store regnskov Amazonas, og det enkle budskab: 'Save the Amazon 2009'
- Jeg var fornylig i flere Amazonlande. Dér mødte jeg folk i området. Og én ting stod klart: Vi skal redde Amazonas. Det må ikke bryde sammen, lyder det fast fra Marina Jakobsen.
- Det var gribende at møde børn fra området i øjenhøjde. De er bange og føler sig utrygge, fortæller hun.
Marina Jakobsen er Ph.D. i videnskabsteori og filosofi og underviser til daglig på Roskilde Universitets Center. Hun er født i Brasilien, men har levet mange år i Danmark. Og hun føler sig faktisk som begge dele.
- Der er det danske med at man skal komme til tiden og holde sine aftaler. Men når det gælder Amazonas er jeg latinamerikaner. Det taler meget til mit hjerte, siger Marina Jakobsen, der var chokeret over, hvad hun så.
- Det lignede en spøgelsesskov.
Derfor er hendes filosofi omkring Amazonas enkel:
- Lad det leve. Vi har ikke brug for en død Amazonas. Videnskaben har bevist, at det er verdens lunge og hvis vi ikke er gode ved vore lunger, så rinder livet ud.

Chico Mendes` arv
Hun har netop besøgt den egn i Brasilien, som fagforeningsaktivisten Chico Mendes stammer fra. Han blev myrdet i 1988, men hans navn og ry lever videre, også i klimakampen.
- Han var ikke blot en miljøbevidst gummitapper og ansvarlig politiker, men også en naturfilosof, der opfattede Amazonas som en forlængelse af vor egen krop, siger Marina Jakobsen.
Det billede har hun videreført i sin kampagne for at redde regnskoven.
- Vi har ikke brug for en masse videnskabelige data. De findes i massevis og folk står i kø for at fortælle, hvor vigtig Amazonas er, smiler hun.
I stedet er målet for det første helt konkret at samle en million underskrifter over hele verden. De skal sendes til alle regeringer i Amazonas, til FN og USA.
- Dernæst skal vi have alle folk til at skrive en kærlighedserklæring til Amazonas. På den måde vil vi bevidstgøre dem om, at det man elsker og holder af, det vil man ikke være med til at ødelægge, siger Marina Jakobsen.

Kulturen som våben
Et vigtigt våben i denne strategi er at bruge kulturen.
- Kulturen er vort bedste instrument. Vi vil meget gerne have, at folk skriver digte og musik, som for eksempel sangen om alle Amazonas træer. I den fortæller træerne om sig selv og hvordan de har det med udsigten til at dø, fortæller hun og citerer:
'Hvor er det trist, at man snart kun kan finde mig i en ordbog, siger et træ, og et andet at, hvor vil det være forfærdeligt, hvis jeg bare skal leve videre som møbler'. Marina Jakobsen slår en latter op, trods det triste emne.
Hun mener, at vejen frem er en fælles kollektiv bevidsthed om, at Amazonas vedrører os alle.
- Så kommer vi også lidt nærmere hinanden, for Amazonas er jo ikke kun Brasilien. Det er mange lande, og vi har ansvaret for noget fælles, slutter Marina Jakobsen.

En usikker fremtid
Casa Latinoamericano har som led i sine aktiviteter på KlimaForum09 inviteret gæster fra Brasilien.
Det drejer sig om multikunstneren Cláudia Colares og hendes 11-årige datter Maria, samt guitaristen André Bayer, som til daglig bor i Tyskland.
Cláudia Colares er kunstmaler, digter, musiker, sanger og eventmager. Hendes kunst er en vekselvirkning mellem det personlige, sociale og spirituelle i skøn forening.
Hun henter sin inspiration i Brasiliens forskellige sociale forhold: kvindernes situation, de jordløse bønders kamp, de ubemidlede børns vilkår, indianernes rettigheder og beskyttelsen af naturen.
Cláudia Colares ser kunst og kultur som vigtige redskaber i kampen mod Amazonas` ødelæggelse.
- Videnskaben ved jo, at situationen er alvorlig, men intet bevæger sig. Her er kunst vigtig, fordi den får os til at tænke med hjertet i stedet for et hoved, der ikke fungerer, griner hun.
- Kunsten er nøglen til sjælen, til følelserne, til tanker og filosofi - en kunst der bevæger og skaber nye løsninger, siger Cláudia Colares og understreger, at aktionen ikke blot handler om hendes eget land.
- Amazonas er lungen for Latinamerika, for hele verden. Rige og fattige, hvide og sorte og gule - alle er vi nødt til at trække vejret.

Mere uddannelse
Cláudia Colares har talt sig varm nu. Hun peger på sin datter Maria, der står og lytter med.
- Hvis vi skal redde Amazonas, så er vi nødt til at uddanne vore børn. Hvis Europa ville sige: 'Lad os uddanne Brasiliens børn', så kom endelig og hjælp os, for det vil ingen tabe ved, lyder det med fast stemme.
Hun tror både, at klimatopmødet udgør et håb, men at det samtidig også er lidt af en vittighed.
- Hvis ikke vi afskaffer landbrugets monokulturer, methanol til bilerne og ændrer det økonomiske system, er det ligemeget.
Samtidig ser hun det som et håb, at en masse nationer mødes og begynder at tale med den samme stemme.
- De store lande har talt og talt om at gøre noget, men maskinerne bliver større og større. Først når alle gisper efter vejret, sker der noget, lyder det galgenhumoristisk fra Cláudia Colares.
Datteren Maria tilføjer på en blanding af brasiliansk og spansk:
- Når alle træerne er væk, så er der ikke mere at gøre for os, siger hun og slår ud med armen.
De kommende dage vil vise, om der stadig er håb for Maria og Amazonas.