Ni lande i Latinamerika med over 80 millioner indbyggere er gået sammen i ALBA-samarbejdet. Det udfordrer nyliberalismen og bygger på solidaritet og samarbejde i stedet for konkurrence og egen vinding

af Sven-Erik Simonsen
- ALBA skal være et redskab for frigørelse!
Det sagde den venezuelanske politiker, Fernando Bossi, under ALBA`s femte topmøde den 29. april 2007, hvor han beskrev perspektiverne for udviklingen af ALBA-samarbejdet.
ALBA er ikke en handelsblok, forklarede han.
ALBA er et latinamerikansk økonomisk og politisk samarbejdsprojekt for social, økonomisk og kulturel udvikling, som hviler på fire grundpiller: gensidighed, samarbejde, solidaritet og respekt for folkenes suverænitet.
Bossi beskrev også, hvordan Latinamerika og Caribien hører til verdens rigeste områder, når det gælder naturressourcer. Disse værdier kunne udvindes til folkets gavn i stedet for at havne i de riges lommer.
- Derfor sulter millioner på umådelig rige jorder med en uovertruffen mulighed for dyrkning og husdyrhold. Her findes også energikilder og mængder af mineraler. Men den nyliberalistiske af-industrialisering forarmer os, sagde Bossi.
- Vi har verdens største ferskvandsreserver. Trods disse enorme rigdomme dør hundredetusinder børn hvert år af diarré på grund af mangel på rent drikkevand.

Det startede i 2004
ALBA blev igangsat i december 2004 af Cuba og Venezuela på et møde i Havanna.
Ifølge Venezuelas præsident, Hugo Chávez, havde den cubanske og den bolivarianske revolution i Venezuela vist, at en bedre verden ikke blot er mulig men også absolut nødvendig for at redde livet på jorden.
Nu skulle Venezuelas olie og Cubas menneskelige kapital - læger, lærere, agronomer, ingeniører og kulturarbejdere - bidrage til at udstrække drømmen til hele 'Vort Amerika', syd for floden Rio Grande, som skiller USA og Mexico.
Siden grundlæggelsen af ALBA har Bolivia, Honduras, Nicaragua, Ecuador og de små caribiske østater Dominica, St. Vincent & Grenadierne samt Antigua & Barbuda tilsluttet sig i lighed med kommuner og folkebevægelser i mange andre lande.
Den seneste udvidelse af ALBA fandt sted på et topmøde den 24. juni i år. Her kom Ecuador, Antigua & Barbuda samt St. Vincent & Grenadierne med.
- ALBA er et politisk projekt for solidaritet, socialisme og retfærdighed, for selvbestemmelse og uafhængighed. Det er nødvendigt for at udrydde fattigdommen, sagde Ecuadors præsident Rafael Correa ved topmødet.

Fødevaresikkerhed
På dette sjette topmøde var fødevaresikkerhed i centrum. På grund af de høje fødevarepriser rammer sult flere og flere mennesker i fattige lande, og indbyggerne i ALBA-landene går heller ikke ram forbi.
Der er dog vilje til at gøre noget ved problemet, og på topmødet grundlagde man en fælles fond, der skal investere i fødevaresikkerhed for alle mennesker. Fonden fik fra sin start tilført 100 millioner dollar.
Arbejdet med at skabe fødevare-suverænitet og fødevaresikkerhed foregår blandt andet inden for en ramme af en ny, solidarisk selskabsdannelse, der er udviklet med ALBA. Den går under betegnelsen 'Gran-nacionales', som både af navn og af gavn er et bevidst modspil til de velkendte 'Trans-nacionales' - altså de store monopoler, der opererer i hele verden men styres fra et finanscenter, der kun har profit for øje:
- Vi vil skabe et fælles-nationalt selskab, lidt som et transnationalt selskab, men i dette tilfælde vil vi producere mad med det mål at garantere fødevareuafhængighed for vores folk, sagde Venezuelas præsident Hugo Chávez efter et ekstraordinært topmøde i februar 2009.

Alle kan læse og skrive
Gennem ALBA har den cubanske bistand på sundheds- og alfabetiseringsområdet vundet massiv udbredelse i hele Latinamerika.
De seneste fire år er Venezuela, Bolivia og Nicaragua samt senest Ecuador blevet erklæret for lande, hvor alle kan læse og skrive - ikke af landene selv, men af FN-organisationen UNESCO. Kriteriet for at få dette FN-stempel er, at under fem procent af den voksne befolkning er analfabeter.
15 til 20.000 cubanske læger og sygeplejersker redder menneskeliv hver dag med deres arbejde. Det udføres på de vilkår, som eksisterer eller som kan skabes.
Der oprettes klinikker i lejligheder og garager i storbyernes slumkvarterer og i palmebladsdækkede hytter på landet - indtil befolkningen og de lokale myndigheder får bygget de klinikker, lægehuse og mindre hospitaler, der kan løfte indsatsen videre frem.

En ALBA-bank
I kampen for at sikre landenes befolkninger udbyttet af deres eget arbejde og nytten af de naturgivne rigdomme er det også vigtigt at frigøre sig fra det internationale, imperialistiske bank- og pengesystem.
Det gælder blandt andet Verdensbanken og Den Internationale Valutafond, IMF.
ALBA`s medlemslande afsluttede deres femte topmøde i Caracas den 26. januar 2008. Her blev det besluttet at grundlægge en ALBA-bank, hvor hvert land har én stemme uanset økonomisk styrke - til finansiering af landenes udviklingsprojekter uden de nyliberale strukturtilpasningskrav, som alle ulande bliver præsenteret for af Verdensbanken og IMF.
ALBA-landenes ledere vedtog også en plan til styrkelse og udvidelse af kulturelt samarbejde og underskrev en aftale om dannelsen af 17 fælles-nationale virksomheder ('grannacionales').

Bryd USA`s informationsblokade
Cuba og Venezuela underskrev desuden en aftale om et undersøisk it-kabel med mulighed for forgrening til Jamaica og Nicaragua for at bryde USA`s informationsblokade.
Men det var ikke det første initiativ på medieområdet.
Den fælles tv-kanal TeleSUR var blevet grundlagt i 2005 af Venezuela, Argentina, Cuba, Uruguay og Bolivia. Tilsvarende eksisterer der et RadioSUR.
Samme år dannedes det caribiske fælles-nationale olieselskab PetroCaribe, som bidrager væsentligt til at skabe energisikkerhed for små og økonomisk svage lande i Caribien.

Nyliberale handelsforbund
Efter militærdiktaturernes ophør i slutningen af 80`erne og begyndelsen af 90`erne tog de latinamerikanske og caribiske lande forskellige skridt til økonomisk integration indenfor en række sammenslutninger:

Mercosur: Brasilien, Argentina, Uruguay og Paraguay, som associerede Bolivia og Chile samt aspiranterne Mexico og Venezuela.
Caricom: De caribiske lande.
Andespagten: Bolivia, Colombia, Ecuador, Peru og Venezuela, som nu er gået ud.
Og Det Centralamerikanske Forbund.
Men dette samarbejde kom der ikke meget ud af under den nyliberale bølge, der skyllede ind over verdensdelen og trak al kapital til metropolerne.
Efter år 2000 voksede modstanden mod USA`s økonomiske annekteringsplaner gennem ALCA og pustede nyt liv i det latinamerikanske økonomiske integrationsprojekt.
I det nye årtusind udkrystalliserede planerne sig om at slå Mercosur og Andespagten sammen til en Sydamerikansk Union bestående af 12 lande med i alt 380 millioner indbyggere.
De udgør tilsammen verdens største levnedsmiddel-eksportør, har de største økologiske reserver af regnskov, ferskvand og ilt og sidder på nogle af verdens største oliereserver.
Men både Mercosur og Andespagten er handelsforbund, som stadig gennemsyres af nyliberale dogmer uden socialt indhold og en meget lav grad af integration. Og den Sydamerikanske Union eksisterer stadig hovedsagelig på papiret.

ALBA vil en solidarisk vej
De to lande, der havde mulighed for at starte et alternativ til den nyliberalistiske vej, var Venezuela og Cuba.
Med den aftale, de underskrev i Havanna den 14. december 2004, som baserede sig på samt udvidede de to landes samarbejdsaftale fra år 2000, tog Cuba og Venezuela et afgørende skridt hen mod langsigtet samarbejde og integration.
Aftalen bygger på solidaritet samt udveksling af varer og tjenester til gensidig fordel for begge landes økonomiske og sociale udvikling.
Her indgår teknisk udveksling, udveksling inden for uddannelse, hvor Cuba tilbyder lægeuddannelse og Venezuela energiteknisk uddannelse.
I aftalen indgår forskning og udvikling til bevarelse af biologisk mangfoldighed, udvikling af indenlandsk produktion, økologisk bæredygtigt landbrug og meget mere.
Al told mellem landene skal afskaffes, og medlemslandene får tilladelse til at investere i hinandens lande på lige vilkår - individuelt eller som joint venture eller kooperativt - og statslige banker skal åbne filialer til gensidig kreditgivning.
Gennem ALBA tilbyder Cuba og Venezuela endvidere bedre forudsætninger for det fortsatte samarbejde med andre lande i området. Både om en fælles bekæmpelse af analfabetismen, en forbedring af sundhedssystemet samt for at få sat gang i en udvikling, der virkelig er til fordel for folkets store flertal.
Kort sagt: en politik, der ikke ensidigt satser på vækst og uddyber de kløfter, der hidtil har martret kontinentet.
Det er ikke ALBA`s mål at konkurrere med andre handelsaftaler, tværtimod. Venezuela har ansøgt om medlemskab i Mercosur og Cuba har en samarbejdsaftale med Caricom.
Tanken er, at ALBA`s grundtanke om solidaritet og social udvikling efterhånden vil fortrænge de nyliberale handelsaftaler.

Mod USA`s planer
Da ALBA blev dannet, affærdigede mange det som endnu en af Chavez` skøre idéer, og som nok en omgang snak om solidaritet mellem Cuba og Venezuela.
Men ALBA viste sig snart at være betydeligt mere funderet end som så, med dybere rødder end en flyvsk idé.
Tanken udspringer i realiteten af Latinamerikas historiske frihedskamp, og har antaget stadig mere konkrete former i det omfattende folkelige samarbejde, der voksede frem i Latinamerika i 90`erne mod USA`s planer om økonomisk annektering af hele sin gamle 'baggård' gennem ALCA.
ALCA er en spansk forkortelse. På engelsk hedder forkortelsen FTAA, der står for Free Trade Agreement for the Americas - Frihandelsaftalen for Nord- og Sydamerika.
USA tog det første skridt mod ALCA i 1994 med dannelsen af NAFTA, Nordamerikas Frihandelsaftale, mellem USA, Canada og Mexico.
Den viste sig snart at få ødelæggende konsekvenser for Mexico, som hurtigt blev forvandlet fra eksportør af fødevarer til importør.Resultatet var, at millioner af bønder blev tvunget fra deres jord og gårde. En stor del af dem lever i dag som arbejdsløse i storbyernes slumkvarterer, mens deres familier sulter og børnene holder op med at gå i skole.

Sociale bevægelser
De sociale bevægelser i landene i Latinamerika voksede og samledes i forskellige fora til en fasttømret modstandsbevægelse og en massiv folkelig tænketank.
Inspireret af frihedshelten Simon Bolivars historiske indkaldelse i 1824 til en kongres i Panama for et forenet Latinamerika, samledes en række andre kongresser og møder fra 1997 og frem.
Disse møder foregik i forskellige latinamerikanske lande og her fødtes og videreudvikledes mange af de tanker, som siden er blevet virkeliggjort i ALBA. Mange idéer står dog endnu tilbage at realisere.
Det folkelige engagement er ALBA`s grundsten. Dels i betoningen af det mellemfolkelige samarbejde, dels i 'de sociale bevægelsers råd', som arbejder parallelt med præsident- og ministerråd, og dels også i de folkelige topmøder, som finder sted sideløbende med præsidenternes møder.

Bolivia går med
Mindre end et år efter grundlæggelsen af ALBA tilsluttede Bolivia sig aftalen.
'Det er tid at vågne op - tid at vågne op - [Simon] Bolivar marcherer igen i Latinamerika!' Sådan heppede unge fra de tre lande, der underskrev Bolivias indtræden i ALBA.
Det skete i Havanna den 29. april 2005. På podiet sad de tre præsidenter Hugo Chávez, Evo Morales og Fidel Castro.
Samtidig underskrev de tre lande også de 'mellemfolkelige handelsaftaler' (Tratado de Comercio de los Pueblos, TCP), der er et alternativ til USA`s såkaldte bilaterale frihandelsaftaler, TLC.
Til en begyndelse omfattede de mellemfolkelige aftaler cubanske og venezuelanske bistandsprogrammer til Bolivia.
Der indgik også en aftale om køb af varer, som Bolivia ikke længere kunne sælge på hidtidige markeder, fordi de blev fortrængt af statsstøttede varer fra USA. Disse varer eksporterer USA inden for rammen af bilaterale frihandelsaftaler med de pågældende lande.
Nogle af Bolivias bidrag til ALBA og er ret interessante, og klare udtryk for, at ALBA har andre værdinormer. Bolivia skal blandt andet dele sine erfaringer inden for forskning og studier af oprindelig folks kultur og bidrage til studier og anvendelse af traditionelle lægemidler.

Bistand og handel
Til forståelsen af ALBA hører kendskab til 'Operation Mirakel' og 'Jo, jeg kan'
Inden for rammerne af projektet 'Operation Mirakel' ('Mission Milagro') - som blandt andet tilbyder gratis operation for grå stær - bidrager Cuba med højteknologisk udstyr til øjenklinikker samt i starten de nødvendige specialister. Cuba betaler specialisternes løn, mens Bolivia står for lokaler og andre materielle nødvendigheder i forbindelse med driften.
To øjenklinikker er oprette i byerne Cochabamba og Santa Cruz - hver med en operationskapacitet på 50 personer per dag. En klinik i La Paz har kapacitet til 100 patienter om dagen. Totalt vil 50.000 bolivianere blive opereret hvert år. Cuba har endvidere tilbudt 5000 fattige, unge bolivianere en gratis lægeuddannelse på den Latinamerikanske Lægeskole, ELAM, i Havanna.
Allerede inden man underskrev aftalen havde Cuba doneret 15 feltsygehuse, hvor 15.000 fattige bolivianere var blevet opereret - størstedelen af dem for grå stær, men også behandling og operationer af mange andre sygdomme. Over 1000 menneskeliv blev reddet af omkring 1200 udsendte cubanske læger.
Cuba har også sendt specialister, undervisningsmateriale og tekniske hjælpemidler til gennemførelsen af et landsdækkende alfabetiseringsprogam fra og med juli 2006 og 30 måneder frem. Målet var udryddelse af den omfattende analfabetisme i Andeslandet.
På tidspunktet for kontraktens underskrivelse havde allerede 120.000 lært at læse og skrive efter metoden 'Jo kan jeg', som Cuba også har udformet på aymara, guarani og quechua sprogene.
I december 2008 var målet nået, og UNESCO erklærede Bolivia fri for analfabetisme.

Fælles olieselskab
Baseret på sin olieindustri og det statslige olieselskab PDVSA, har Venezuela lanceret en plan om et fælles olieselskab i Sydamerika, PetroSUR, som endnu ikke har taget fast form.
Som et skridt på vejen dannedes PetroCaribe den 29. juni 2005 på et caribisk topmøde i den venezuelanske by Puerto La Cruz. Venezuela står for olieudvindingen, Cuba for raffineringen og de øvrige caribiske lande kan købe den raffinerede olie direkte udenom mellemhandlere.
Men PetroCaribe er ikke blot et olieselskab. Det er også et ALBA-projekt for økonomisk og social udvikling. De øvrige medlemmer udover Venezuela og Cuba er Atigua og Barbuda, Bahamas, Belize, Dominica, Den Dominikanske Republik, Grenada, Guyana, Haiti, Honduras, Jamaica, Nicaragua, Saint Kitts & Nevis, Saint Vincent & Grenadinerne, Saint Lucia og Surinam.
Grundtanken i PetroCaribe er at råde bod på uligheden, når det gælder energitilførsel, fremme en retfærdigt handel, teknologisk samarbejde og alternative energikilder samt tilbyde de små caribiske nationer energitryghed uden indblanding fra de store oliegiganter og deres profitjagt.
Venezuela har skudt penge i en oliefond, som yder tilskud, så medlemmerne af PetroCaribe kan købe olie under prisen på verdensmarkedet. Eksempelvis skal der kun betales 40 procent af den del af olieprisen på verdensmarkedet, som ligger over 50 dollar per tønde. Landene får kredit i op til 25 år, og skal kun betale én procent i rente.
Med det handler ikke kun om olie. PetroCaribe skal også bidrage til finansiering og teknisk udvikling af alternative, vedvarende energikilder som sol, vind og jordvarme - altså til en langsigtet bæredygtig udvikling.
Siden sin oprettelse har PetroCaribe bidraget til skabelsen af joint venture virksomheder mellem medlemslandene, og medvirket til en udvidet infrastruktur til oplagring af råolie og raffinerede produkter.
Kort før jul i 2007 samledes de 18 medlemslandes stats- og regeringsledere i byen Cienfuegos, Cuba, til PetroCaribes fjerde topmøde. Ved mødets slutning indviede Hugo Chávez og Raul Castro det store renoverede olierafinaderi i Cienfuegos, som er klar til at raffinere den olie, der skal udskibes til medlemslandene.
Produktionen forventes i starten at nå op på 65.000 tønder om dagen - og senere på 100.000 tønder om dagen. En tønde olie svarer til cirka 160 liter.

Latinamerikansk tv-kanal
Den 25. juli 2005 startede TeleSur sine udsendelser til Sydamerika. Det er en mellemstatslig latinamerikansk tv-kanal med hovedsæde i Caracas. I projektet deltager Venezuela, Argentina, Cuba, Uruguay og Bolivia, mens Brasilien yder teknisk bidrag.
TeleSur sender 24 timer i døgnet, og hovedtanken er, at latinamerikanerne nu får lejlighed til at opleve tingene ud fra deres egen synsvinkel i stedet for gennem de USA-dominerede fjernsyn- og radiokanalers nærsynede og fordrejede linser.
Siden begyndelsen af 2005 er TeleSur blevet en stadig vigtigere nyhedskanal både indenfor og udenfor Latinamerika. Kanalen har faste korrespondenter i Bogotá, Brasilia, Buenos Aires, Caracas, Mexico City, Havanna, Port-au-Prince, La Paz, Washington samt har et netværk af korrespondenter i hele regionen.
I forbindelse med kuppet i Honduras har TeleSur og RadioSur spillet en meget vigtig rolle. Fra kuppets første dag den 28. juni har TeleSur fortalt den sande historie om kuppet mod den demokratisk valgte præsident Manuel Zelaya.
TeleSurs beretninger om den honduranske fagbevægelses og hele befolknings protester og kamp mod diktaturet har næret en voksende international solidaritetsbevægelse. Men den har også formidlet beretningerne om overgrebene på mennesker og demokratiske rettigheder til hele Latinamerika, hvor de politiske ledere har stillet sig skulder ved skulder i afvisningen af kuppet.
TeleSUR er et af ALBA`s afgørende redskaber til folkenes befrielse fra den koloniale hjernevask og det nykoloniale overherredømme. Et andet redskab er satsningen på kultur og kulturelt samarbejde. .
TeleSur kan indfanges via satellitten NSS806 både i Amerika og Europa, men også på nettet:www.telesurtv.net. Under TeleSur hører desuden en radio-kanal: TeleSURradio.

USA i Latinamerika
Lige siden begyndelsen af 1800-tallet har kontrollen over Latinamerikas ressourcer og markeder haft højeste prioritet i USA`s udenrigspolitik som springbræt for USA`s ekspansion rundt om i verden.
Traditionelt er det lykkedes USA ved militære invasioner, økonomisk krigsførelse, undergravende virksomhed, bestikkelse, militærkup i ledtog med nationale militærfolk og oligarker at forhindre alle forsøg på løsrivelse.
Indtil år 2000 havde kun den cubanske revolution overlevet USA`s utallige kvælnings- og invasionsforsøg. Men kort efter årtusindskiftet led USA sit andet nederlag, da det kombinerede industri-, medie- og militærkup mod Hugo Chavez` regering i 2002 slog fejl, ligesom olielockouten i 2003.
Foruden de sædvanlige mediekampagner og den finansielle støtte til oppositionelle grupper mod de folkevalgte regeringer, satser USA nu også på en balkanisering, det vil sige på at iværksætte og støtte lokale oligarkers kampagner for at løsrive rige provinser og delstater.
I september 2005 samledes i Guayaquil i Ecuador, de regionale stor-jordejere og kapitalejere fra provinserne Santa Cruz i Bolivia, Guayquil i Ecuador og Zulia i Venezuela. De besluttede at danne det 'Internationale forbund for regional frihed og selvbestemmelse'. Initiativet bliver støttet af USAID, som er USA`s regeringsorgan for udviklingsbistand, nødhjælp og andet(!)
Første mål var Bolivia - det land, hvor jordejere, kapitalejere og højrekræfterne havde de bedste forudsætninger for succes. Her arbejdede guvernører og højrekræfter i Santa Cruz og fire andre provinser i strid med landets forfatning for autonomi eller de facto løsrivelse.

Truslen mod ALBA
Selvom disse kontrarevolutionære kræfter forestillede sig, at Bolivia var 'det svageste led', og derfor i flere omgange havde satset på at slå til her for at stoppe venstrebølgen på kontinentet, så skulle omstændighederne imidlertid gøre Honduras til skueplads for det første kup.
Det er meget tankevækkende og meget skræmmende, at dette kup kom som højrefløjens direkte svar på, at den borgerligt-liberale præsident Zelaya meldte Honduras ind i ALBA-samarbejdet.
Det gjorde han ikke af ideologiske grunde, men fordi han i dette samarbejde fik adgang til økonomiske, energimæssige og menneskelige ressourcer, der kunne skabe social udvikling i det fattige land.
Udfaldet af kuppet - om det får lov at overleve (fordi USA i hemmelighed støtter det), eller om demokratiet sejrer - vil få stor betydning for den politiske udvikling i Latinamerika og for ALBA-samarbejdets udviklingsvilkår.
Men uanset om demokratiet sejrer i Honduras vil truslerne om kup, terror og kontrarevolution i Bolivia, i Venezuela og i andre ALBA-lande bestå.
Selv om USA er bundet militært andre steder, foregår der stadig en militær optrapning i Latinamerika.
Det begyndte med USA`s første bevilling på 1,3 milliarder dollar til Plan Colombia og udvidedes i 2002 med det Andinske Initiativ i 'krigen mod terrorismen' og nu også med Merida-planen i Centralamerika.
USA`s udbredte base-system blev opgraderet og udbygget med 'Cooperative security locations' (CSL) - udposter eller minibaser i kampen om verdens lunger, det enorme Amazon-område med en stor del af verdens ilt- og ferskvandsreserver.
Trods hård satsning er USA ved at miste sin hidtidige kontrol over Latinamerikas militær - dog med undtagelse af det colombianske, der anvendes i militære og paramilitære opgaver og til provokationer rettet mod Venezuela og Ecuador. Det kan føre til militære konflikter, hvor Colombia kan begære USA`s direkte indgriben.
I oktober 2009 underskrev USA og Colombia nemlig en baseaftale, som giver USA adgang til at operere fra syv baser i Colombia. Aftalen har vakt stærk bekymring på hele kontinentet - især i nabolandene Venezuela og Ecuador.
Situationens alvor afspejles i USA`s beslutning om at genoplive den Fjerde Flåde, der patruljerede i det Caribiske Hav, den Mexicanske Bugt og langs Sydamerikas kyststrækninger under Anden Verdenskrig, men som blev nedlagt i 1950, da USA mente sig i fuld kontrol over samtlige 'baggårdens' militærmagter.
Ifølge et kommuniké fra Pentagon skal den Fjerde Flåde 'vise at USA stiller op for sine regionale venner'.
'Flåden er et udtryk for områdets betydning og øger vores handlekraft', forklarede kontreadmiral James Stevenson. Flåden har også til opgave at 'samarbejde med allierede nationer', først og fremmest Colombia.
Der er ingen tvivl om, at ALBA og hele den latinamerikanske og caribiske bevægelse for selvstændighed og udvikling er en åbenlys trussel mod USA`s ønske om kontrol med sin såkaldte 'baggård'.

ALBA`s principper:
1. Modstand mod den nyliberale integration til liberalisering af handel og investeringer.
2. Kamp mod fattigdom og udstødelse.
3. For ALBA er menneskerettighederne afgørende. Rettigheder i arbejdslivet og kvindernes rettigheder såvel som forsvar for miljøet og alles ret til at deltage i samfundslivet.
4. Kampen mod industrilandenes protektionisme og ruinerende subsidier må ikke fratage de fattige lande retten til at forsvare deres bønder og jordbrugere.
5. De fattige lande, hvor jordbruget er hovederhvervet, må forhindre, at de oversvømmes af importerede landbrugsvarer, der uigenkaldeligt vil ramme millioner af bønder og den oprindelige befolkning.
6. Landbrug er mere end fremstilling af en vare. Det er grundlaget for kulturer, en måde at leve på i et geografisk område og et forhold til naturen, som direkte påvirker mulighederne for fødevaresikkerhed og selvforsyning. Landbrug er en livsform, og kan ikke behandles som en hvilken som helst økonomisk virksomhed.
7. ALBA må udrydde hindringer for folkenes integration med hinanden i Latinamerika, som:
a. Folkeflertallets fattigdom
b. Dybe skel og uretfærdigheder landene imellem med brug af positiv særbehandling for at udligne forskellene.
c. De ulige handelsvilkår og internationale forbindelser.
d. Byrden af en ubetalelig udlandsgæld.
e. Den strukturtilpasningspolitik som Den Internationale Valutafond og Verdensbanken påtvinger landene og Verdenshandelsorganisationen WTO`s regler, der undergraver forudsætningerne for en social politik.
f. Aftalen om intellektuel ophavsret, som hindrer tilgang til information, kundskab og teknologi.
g. Monopoliseringen af massemedierne indenfor samfundsmæssig kommunikation, som vanskeliggør styrkelsen af et sandt demokrati.
8. Den såkaldte statsreformproces, der har medført brutal deregulering og privatisering og forhindrer en stærk offentlig sektor for almennyttig virksomhed, må opgives.
9. Som svar på den brutale underminering af statsmagten i mere end et årti med nyliberalt herredømme må staten nu styrkes gennem indbyggernes deltagelse i det offentlige liv.
10. Der skal stilles spørgsmålstegn ved skønmalingen af frihandel og forestillingen om, at den automatisk sikrer en højere vækst og almen velfærd.
11. Uden staternes håndfaste indgriben for at mindske kløfterne mellem landene vil den frie konkurrence mellem ikke jævnbyrdige stater kun resulterer i en styrkelse af de stærke på de svages bekostning.
12. For at styrke den latinamerikanske integration må de suveræne stater vedtage en økonomisk dagsorden udenom de internationale organers fordærvelige indflydelse.