Jeg tror, det var mig, der fik den idé, at de fattige knægte skulle møde julemanden, og så skulle de have julegaver. Så kunne de vel ikke hade os mere

af Kjeld Stenum
(En hjemvendt soldat har opsøgt en militærpsykolog. Psykologen spørger:)
'Og har du nogen ide om, hvorfor du har så svært ved at være sammen med dine egne børn?'
'Jamen det er selvfølgelig skyld. Vi gav jo den her sortøjede knægt en pakke i julegave, der indeholdt en bombe!'
'Gav I en dreng en bombe i julegave?'
'Ja. Nej, ikke sådan, jeg ved sgu ikke, hvad vi gav ham, jeg var ikke med til at pakke gaverne ind, jeg var bare julemand. Men selvfølgelig tror jeg ikke, det var en bombe, der var da godt nok nogen, der byggede en masse op imod befolkningen dernede, men ligefrem!. Det er det, vi tog jo alle sammen derned med én eller anden idé om at skulle gøre noget godt, slås for retfærdigheden og demokratiet, for os selv, men også for dem dernede. Vi skulle vise dem det bedste, vi har her i Vesten, vores næstekærlighed, vores! Ja, menneskerespekt.
Vi ville sikre valg, hvor også kvinderne var med, bygge skoler til ungerne, vi ville! Ja, men så kommer man derned, og man er i stor fare for at blive slået ihjel hver dag, man mister måske kolleger! Man savner sin familie, sine unger!Og så er der ungerne dernede, de kan jo godt kredse lidt omkring vores køretøjer, man kan se, de er fascinerede af motorerne, geværerne, og alle uniformerne, og alt det, sådan er knægte jo. Og man har sin søn derhjemme i samme alder, ja, du kan tænke dig, hvordan man føler!'
'Det kan jeg måske, men prøv alligevel at forklare mig, hvordan du følte.'
'Jomen, det er jo det, ungerne de tør ikke komme hen til os alligevel, eller de vil ikke, eller må ikke, jeg ved sgu ikke! Og hvis man får kontakt med dem, risikerer man lige så vel en spytklat eller en sten mellem øjnene! Og det var det, vi snakkede om, vi følte os snarere som tyskere i Danmark under Anden Verdenskrig end som! Ja, som dem, der kom med frihed og demokrati og!'
'Det er vigtigt for dig, det at komme med noget godt og rigtigt?'
'Jamen vil vi ikke alle gerne gøre en forskel? Men så blev det jo jul, og mig og makkerne snakkede om, at nu skulle der laves om på det her. Og jeg tror, det var mig, der fik den idé, at de fattige knægte skulle møde julemanden, og så skulle de have julegaver. Så kunne de vel ikke hade os mere? Vi delte opgaverne imellem os, jeg meldte mig som julemand, der var så andre, der tog sig af det med at pakke gaver ind og fylde dem i sække, og! Men det gik jo ikke så godt!'
'Nej?'
'Nej, jeg kunne jo ikke få kontakt med ungerne, de så på mig med! Ja, nogle af dem var jo nysgerrige, men andre, og især de større! De hadede mig og mit ho-ho-ho-klovneri, og det var ligesom dem, der lagde tonen. Jeg kan jo godt se, hvis tyskerne under krigen var mødt op med sådan en julemand!
Men som jeg stod der, blev jeg altså mægtig gal på de her store unger, der fik det hele til at blive forkert, de lavede jo helt om på, hvad vi ville. Men så var det på et tidspunkt, jeg får lokket én af de værste hen, jeg tænkte mest på at være parat til at springe til side, hvis han skulle spytte eller kaste sten eller noget. Men han var vist bare nysgerrig, og jeg gav ham en pakke! Ja, jeg ved ikke, jeg greb bare ned i sækken!'
'Jo, men var det så ikke også ganske uskyldigt?'
'Joh. Nej. Jeg ved ikke! Dagen efter fandt vi resterne af et barn sprængt i stumper og stykker! Og jeg ved ikke sikkert, om det var den knægt, jeg ved ikke, hvad det egentlig var, jeg gav ham, jeg ved heller ikke, hvad hans familie og venner kan have hittet på, hvis de nu virkelig opfatter os som besættelsestropper, det er også lidt lige meget, om det skete på den ene eller den anden måde, det skete, fordi jeg stod på det torv og absolut skulle dele mine gode gaver ud!'