COP15 blev vel næsten så stor en fuser, som den overhovedet kunne blive. Og man skal som bekendt aldrig gå tilbage til en fuser

af Søren Søndergaard, MEP for Folkebevægelsen mod EU
For et par uger siden snakkede jeg med en fremtrædende dansk EU-diplomat i Bruxelles om det kommende klima-topmøde i København. Som jeg har gjort flere gange på min hjemmeside, udtrykte jeg min frygt for, at den dårlige behandling af ulandene kunne få negativ indflydelse på forløbet. Det afviste han fuldstændig.
Det fejlskøn har han ikke været alene om. De ansvarlige danske klima-politikere og klima-embedsmænd har tydeligvis udgjort et helt orkester af total tonedøvhed overfor ulandenes synspunkter og problemer. I stedet har de været fokuseret på at gøre USA tilpas. Resultatet så vi på den overståede klima-konference.
For eksempel under de afsluttende natteforhandlinger, hvor repræsentanten for den 26 kvadratkilometer lille Stillehavsø Tuvalu, Ian Fry, stille og roligt gav Lars Løkke Rasmussen en lektion i god opførsel. Han afviste simpelthen at finde sig i, at en mindre gruppe lande med bl.a. USA og EU i spidsen kunne lave en aftale fra konferencen hen over hovedet på resten.
- I FN-systemet hersker der respekt om samtlige lande, store som små. Vi tager stilling til tingene i fællesskab, sagde han.
Eller for eksempel da talsmanden for de 134 udviklingslande i G77, Lumumba Stanislaus Di-Aping, næsten inden konferencen kom i gang, gjorde oprør over et lækket papir fra det danske formandskab, som tog de rige landes parti.
- Det er et meget ubalanceret papir. Det hjælper ikke formanden (d.v.s. den danske statsminister), at han ser ud til at fremme og beskytte én landegruppes interesser. Det er et alvorligt problem, sagde han og fik støtte af John Nordbo fra Verdensnaturfonden, som præcist noterede: 'Papiret viser, at man ikke er sig sit ansvar bevidst'.

Kyoto-protokollen
Imidlertid var dette 'danske papir' ikke udtryk for en særlig dansk holdning, men for EU`s holdning. Allerede i oktober ved klimaforhandlingerne i Bangkok fremlagde det svenske EU-formandsskab den tanke at skrotte Kyoto-protokollen, formentlig for at komme USA i møde.
USA har aldrig anerkendt Kyoto-protokollen, mens den for ulandene er et meget vigtigt udgangspunkt. Den slår nemlig fast, at de rige lande har et ansvar for at gå foran med store CO2-reduktioner. Det er vel helt rimeligt, da det er de rige lande, som alene har det historiske ansvar for den menneskeskabte klimaforandring. Derfor blev EU`s udspil også mødt med voldsom vrede fra de fattige lande.
Denne vrede er naturligvis ikke blevet mindre af, at EU efterfølgende ikke har ønsket at komme med et konkret tilbud til ulandene om nye penge til at imødegå de klimaforandringer, som rammer de fattige lande så hårdt, og til at omstille ulandenes produktion til grøn vækst, som ikke bygger på den samme CO2-udledning, som de rige lande har anvendt i deres udvikling.
EU`s arrogante behandling af ulandene er ikke den eneste årsag til det katastrofalt dårlige resultat af klimakonferencen i København. Der ligger også et stort ansvar på USA, hvis kapacitet til at svine er betydelig større end dets vilje til at rydde op. Og på Kina, som fortsat nægter at indgå aftaler om en international overvågningsmekanisme, som kan kontrollere, om lande også rent faktisk lever op til de reduktionsmål, som de forpligter sig til.

En fuser
Men konflikten mellem EU og de fattige lande var uden tvivl med til at lette presset på USA og Kina for at levere de nødvendige indrømmelser, som er afgørende for at kunne nå den effektive, retfærdige og juridisk bindende klimaaftale, som kloden har brug for.
Hopenhagen gav ikke meget håb. COP15 blev vel næsten så stor en fuser, som den overhovedet kunne blive. Og man skal som bekendt aldrig gå tilbage til en fuser. Derfor er spørgsmålet, hvad der nu skal gøres anderledes, så Bonn i juni og COP16 næste december i Mexico kan gå bedre.
Svaret må være, at tiden for lurepasseri er forbi. Taktikken med at holde kortene ind til kroppen og vente til den store forkromede aftale har spillet fallit. Det, der er brug for, er, at lande og grupper af lande, ensidigt forpligter sig til at gøre det, der er nødvendigt.
For eksempel ved selv at nedskære deres CO2-slip inden 2020 til mindst 40 procent af 1990-niveauet og til mindst 80 procent inden 2050. For eksempel ved massive investeringer i grøn teknologi, som også kan skabe masser af job til de arbejdsløse. Og for eksempel ved at afsætte nye midler til de fattige landes imødegåelse af klimaudfordringerne.
Verden har brug for foregangslande. Hvis EU også vil ændre kurs og gøre det nødvendige, så er det selvfølgelig kun godt. Men ingen har ret til at vente med at gøre det nødvendige, til alle andre også er med. Klimaet er ikke en forhandlingspartner og kloden har ikke nogen plan B.