25 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Farceagtigt og mislykket militærprojekt

Farceagtigt og mislykket militærprojekt

Torsdag, 07. januar, 2010, 00:00:00

¤¤The Men Who Stare at Goats¤¤ er ikke ueffen, og med gode skuespillere som George Clooney, Jeff Bridges og Kevin Spacey er du ikke snydt, selv om persontegningen er noget skitseagtig

af Mette Marie Nielsen og Jan Lars Nielsen
Ifølge det svenske fredsforskningsinstitut SIPRI stod USA i 2008 for 41,5 procent af verdens samlede militærudgifter. I tal 3470 milliarder kroner.
En stor del af pengene går til forskning og udvikling af nye sofistikerede våben. Her er der mulighed for, at fantaster kan få bevillinger til utopiske ideer om nye masseødelæggelsesvåben. Tag blot Reagans idé fra scifi-verdenen om et stjernekrigsprojekt, som blev skrottet sidste år af Obama efter omkostninger på fantasimilliarder. Eller idéen om et våben, der dræber alt levende og lader værdierne stå. Nåh nej, neutronbomben eksisterer.
Filmen 'The Men Who Stare at Goats' bygger på et af disse projekter, der endte blindt. Dokumentaristen John Sergeant fik i 2004 vist tre film om mislykkede amerikanske militære udviklingsprojekter på britiske Channel 4, og herfra er inspirationen oprindelig hentet.
Åbningsscenen er autentisk. I sommeren 1983 sidder general Albert Stubblebine III og stirrer intenst ind i en væg på sit kontor. Han rejser sig og løber ind i væggen. Han tror fuldt og fast på, at han kan løbe igennem på bedste terminatormaner.
I filmen får en journalist ved et tilfælde nys om det newage-inspirerede projekt. Efter et mislykket kærlighedsforhold vil han tage til Irak, hvor den anden Irakkrig er i fuld gang.
I Kuwait får han kontakt til en af de tidligere deltagere i New Earth Army, som enheden hed, der skulle arbejde med paranormale virkemidler. I Iraks ørken finder de soldaterne, som nu er en del af USA's mange udliciterede militærenheder. Undervejs har de så været ude for mere eller mindre sjove episoder.
Filmen er sine steder klukkende - ikke hylende - morsom. Som da to private enheder kommer i krig med hinanden, da de skal fylde araberjuice på deres Humwees i Bagdad. Men det er ikke Irakkrigens M.A.S.H., selv om den indeholder kritik af militærgalskab i almindelighed og Irakkrigen og privatiseringen af krigen i særdeleshed.
Kunne man forestille sig en dansk komedie om danske krige - Soldaterkammerater i Krig?
'The Men Who Stare at Goats' er ikke ueffen, og med gode skuespillere som George Clooney, Jeff Bridges og Kevin Spacey er du ikke snydt, selv om persontegningen er noget skitseagtig. Hvis du alligevel har planlagt en biograftur, er den ikke et dårligt valg.

The Men Who Stare at Goats. Instruktion: Grant Heslov. Premiere i dag.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. jan. 2010 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur