Per Larsen blev båret i guldstol hen over skærmen tre dage i træk. Den slags sker kun, fordi redaktørerne ser verden fra nøjagtigt samme udkigspunkt, skrev Erik Valeur i sin kritik af medierne
af Birthe Sørensen
Hen over julen har der udspillet sig en - desværre - mindre debat i Politiken om, hvordan de danske medier har dækket klimatopmødet og aktiviteterne omkring det.
I sin mediekritiske klumme tager journalisten Erik Valeur den 20. december fat på det, som han kalder 'tidens absolut største pressesvøbe'. Med det mener han 'Mediechefernes evne til at feste med og forstå de selvsamme magtmennesker, de er sat til at kontrollere og kritisere'.
I forhold til december måneds klima-aktiviteter skriver han: 'Pressen valgte at stille sig til rådighed for opfyldelsen af et eneste overordnet mål: National fejring. Intet måtte forstyrre det - slet ikke almindelige, uskyldige menneskers basale retssikkerhed'.
I et juleeventyrs stil lader Erik Valeur chefpolitiinspektør Per Larsen stille spørgsmålet: 'Hvordan i alverden, mine herrer, kom vi dog af sted med at anholde så mange uskyldige danskere i flæng, dag efter dag - mødre, børn, munke, nonner og aldrende højskolelærerinder - ophæve forsamlings- og demonstrationsfriheden, efterlade folk på iskold asfalt i timevis uden ringeste bevis for deres gerninger... uden at jeg som ansvarlig chef blev fuldstændig flænset af pressen?'
Klummen fik nyhedschefen på TV 2, Michael Dyrby, til at fare til tasterne: TV 2 og TV 2 News leverede en 'eksemplarisk fair og grundig dækning' af anholdelserne den 12. december, skriver han den 26. december.
'I TV 2/Nyhederne lørdag kl. 19 - medens det stadig stod på - så du masser af billeder af de anholdte på jorden.... Dagen efter - i Nyhederne kl. 19 - så du bl.a. landets justitsminister i en heftig debat med Johanne Schmidt-Nielsen'.
Michael Dyrby fik dog svar på tiltale fra Erik Valeur den 28. december. Om dækningen lørdag den 12. december kl. 19 skriver han:
''Jeg så en kort billeddækning, men hørte igen og igen - både denne og de følgende dage - TV 2 konsekvent betegne alle de anholdte som 'aktivister' - ikke demonstranter. Der var ikke én sproglig fravigelse fra dette verdensbillede, som var politiets og jo bruges til at fastholde forestillingen om, at alle på jorden var potentielt voldelige'.
Og om nyhederne om søndagen kl. 19 skriver Valeur blandt andet: 'Men så snakker Per Larsen igen muntert udenom, uimodsagt. Derefter får justitsministeren lov til at generalisere samtlige anholdte som forbrydere - hvilket TV 2 så lader Johanne Scmidt-Nielsen svare på - som stand-in for en kritisk dækning. Hvor krysteragtigt kan det blive?'
Og Erik Valeur slutter med denne svada:
'Politiet mishandlede hundredvis af uskyldige borgere, og TV 2 kunne naturligvis have rullet det store skyts frem - som man gør i mange andre, langt mindre sager - i stedet blev Per Larsen båret i guldstol hen over skærmen tre dage i træk.
Den slags sker kun, fordi redaktørerne ser verden fra nøjagtigt samme udkigspunkt.'
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278