Lægen William Brydon bliver eneste overlevende efter den første britiske besættelse af Afghanistan
Den 13. januar 1842 kommer en enlig rytter til den britiske garnison i Jalalabad tæt på den daværende grænse mellem Indien og Afghanistan.
Rytteren er hårdt såret af et sværdhug i hovedet, og hans udmattede hest falder død om, da den kommer indenfor bymuren. Rytteren er den britiske læge William Brydon, eneste overlevende fra den hær, som i de sidste godt tre år besat Afghanistan.
Besættelsen af Afghanistan er udtænkt af den britiske guvernør i Indien Lord Auckland. Han udarbejder i 1838 en plan for, hvordan Storbritannien kan erobre Afghanistan ved at støtte den gamle shah Shuja Durrrani, der har levet i eksil i Indien i 30 år. På det tidspunkt konkurrerer Storbritannien med sin imperialistiske rival Rusland om Centralasien. Konflikten kaster små 20 år senere de to stormagter ud i den blodige Krimkrig.
I starten af 1839 invaderer en stor britisk/indisk hær under ledelse af Sir John Keane Afghanistan. Den trækker et spor af ødelæggelse gennem landet, før den i august sætter Shuja Shah på tronen i Kabul.
Derefter vender det meste af hæren tilbage til udgangspunktet i Jalalabad og gør et kort ophold for at udslette befolkningen i fæstningsbyen Khelat for at afskrække enhver form for modstand fra afghanernes side.
Tilbage i Kabul er generalmajor William Elphinstone, der skal holde befolkningen nede og sikre den britiske indflydelse hos shahen, som er helt afhængig af briternes støtte. Elphinstone er dog helt uegnet til jobbet. Han skifter ustandselig mellem unødigt brutalitet mod civilbefolkningen og for eftergivende overfor den organiserede modstand, der hurtigt får fodfæste under ledelse af Muhammed Akbar Khan.
For at styrke moralen i sin lille garnison, lader Elphinstone soldaternes familier flytte til Afghanistan, hvad der kun får afghanerne til at gøre mere indædt modstand. Mod slutningen af 1841 er det klart, at besættelsen af Afghanistan ikke kan vare ved. Den 6. januar begynder 16.000 mennesker, hvoraf kun omkring 5000 er soldater, rejsen fra Kabul til Jalalabad.
Den skrøbelige våbenhvile med oprørerne holder ikke, og over et par grusomme døgn bliver alle besættelsestropper og deres familier massakreret eller dør af kulde i de sneklædte bjerge. Kun dr. Brydon overlever med nød og næppe og overbringer meddelelsen om, at den første imperialistiske besættelse af Afghanistan er slået fejl.
Selv om en britisk straffeekspedition i sommeren 1842 jævner Kabul med jorden, forsøger briterne først i 1878 sig igen i Afghanistan. Det går lidt bredre takket være en alliance med oprørslederen Akbar Khans efterfølgere. I sidste ende vise det sig, at alle senere forsøg på at besætte Afghanistan ender i blodige fiaskoer.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278