Ethvert totalitært styre må først skaffe sig af med ytringsfriheden. Det er ikke populært, hvorfor man som bekendt har søgt at føre krigen over i fjendens lejr

af Erwin Neutzsky-Wulff
SF har for nylig stillet forslag om at kriminalisere surfing på Nettet, så at det nu skal sidestilles med at downloade børneporno at gå ind på 'terrorsider' - som altid det magiske ord. Det er da heller ikke det første tiltag, der mildest talt har overrasket dem, der endnu tager partiets navn alvorligt.
Helt uden fortilfælde er denne type dramatiske skift dog ikke - som bekendt er socialister i ekstreme tilfælde endt som fascister. Det er sådan noget, der sker, når magten og indflydelsen bliver vigtigere end det, det oprindelig var meningen, den skulle bruges til.
Og ikke nok med det, vælgerne og de nye politiske sengekammerater må overbevises om, at man mener det alvorligt, hvilket ofte fører til en art 'overkompensation', hvor man i om muligt endnu højere grad spiller på befolkningens fordomme og hysteri. Det er den samme udvikling, vi ser inden for journalistikken.
Man bliver træt af at prædike for de omvendte og ender så i stedet som en pauseklovn, der bekræfter systemet ved at kritisere enkeltpersoner. I sidste ende kan denne faneflugt på alle fronter naturligvis kun føre til et resultat.
Ethvert totalitært styre må først skaffe sig af med ytringsfriheden. Det er ikke populært, hvorfor man som bekendt har søgt at føre krigen over i fjendens lejr ved at publicere nogle tegninger af omtrent samme lødighed som nazisternes jødekarikaturer, og som den minoritet, man ønskede at lægge for had, måtte reagere på.
Men her taler vi ikke om et par sindsforvirrede øksemænd, men om et internationalt komplot med det formål at bringe enhver kritik til tavshed. Vi ser det i skueprocessen imod Foreningen Oprør, der meget vel kan give os vores første - men næppe sidste - samvittighedsfange, og hvor det politiske formål kun har yderst lidt at gøre med indholdet af anklageskriftet.
Hvad det i sidste ende drejer sig om, er retten til i tale og på skrift at solidarisere sig med undertrykte grupper og folkeslag. Statsmagten og de kapitalinteresser, den repræsenterer, vil nemlig altid bruge vold for at nå sine mål.
Tilbage står blot at stemple enhver form for nødværge som 'terror'. Det er da også det, det omtalte forslag går ud på, nemlig at gøre ikke blot formidlingen, men selve tilegnelsen af information til en forbrydelse.
Det svarer med andre ord til forbuddet mod at lytte til BBC under krigen. Værnemagten ønskede meget naturligt ikke, at befolkningen skulle kende sandheden om dens 'strategiske tilbagetog', og på samme måde skal vi helst ikke få mistanke om, hvor hadede og foragtede som nation, vi er ved at blive.
Der er tale om 'sider, der opfordrer til vold', og hvad er så det? Sider, der viderebringer en forståelse for mennesker, der desperat forsvarer sig mod regeringernes folkedrab, deres situation og dens baggrund?
Eller blot alt andet end DR`s politiserier og øvrige slet skjulte propaganda? Det er med fuldt overlæg vagt formuleret og indbyder til 'agtpågivenhed' og selvcensur.
Det var den samme taktik, man benyttede for at undgå pinlige demonstrationer i forbindelse med klimatopmødet. I stedet for at udstede et udgangsforbud gjorde man det ved massearrestationer af uskyldige mennesker klart, at enhver lovlydig borger ved blot at opholde sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt risikerede mishandling og tortur - hvad enten man så kalder det for futtog eller papegøjepind.
Dette er hemmeligheden ved den frygt, alle totalitære regimer er nødt til at indgyde befolkningen for at overleve, at ingen kan føle sig sikre. Er man nu af vanvare kommet ind på den forkerte hjemmeside?
Har man sagt noget, der kan misforstås? Af frygt for at komme til at gøre noget 'forkert', går man magthavernes ærinde, siger højt, hvad man ikke mener, og stikker sin nabo.
Til sidst er man blot et blegt spøgelse i rækken, med skræmte øjne og oprakt hånd. Hvis terrororganisationer skal bekæmpes, burde vi måske begynde med vores egen regering.