Iskold som en ragekniv skærer den tyske filminstruktør Michael Haneke ind i før-nazismens folkesjæl med ¤¤Det Hvide Bånd¤¤, der modtog De Gyldne Palmer i Cannes

af Gert Poder
Mens biograflærredet endnu er sort, begynder en ældre mand at fortælle om noget, der skete en gang for længe siden, da han var ung. Et landskab toner frem i sarte farver ét sekund, før alt bliver sort-hvidt.
Helt sort-hvidt. I næsten toenhalv time.
For ondskab, misundelse, perversion og vold er sort-hvid i den tyske filminstruktør Michael Hanekes skildring af tilværelsens ulidelige smerte.
'Det Gyldne Bånd - en tysk børnefortælling' foregår i den gudsforladte landsby Eichwald et sted i et mandsstyret, lutheransk Tyskland.
Tiden er umiddelbart før Første Verdenskrig, men livet er frosset fast i det lille samfund. Her råder den lokale baron (Ullrich Tukur), hvis gods skaffer brød på bordet til landsbyens karle og piger.
Elsket er han ikke, baronen, men uden hans arbejde banker nøden hurtigt på døren, så man bøjer sig. Så slem er han da heller ikke, selv om en af landsbyens fattige kvinder mister livet i en arbejdsulykke, der skyldes sjusk.

Tugt og vanære
Fortælleren er den unge skolelærer (Christian Friedel), der underviser landsbyens børn. Han begynder snart at undre sig over, hvad der foregår rundt omkring i de små hjem i dette tilsyneladende så velordnede samfund.
Først snubler lægen til hest over en udspændt ståltråd, og han kommer slemt til skade. Hans husstand styres af jordemoderen, der hjælper lægen med alt - bogstaveligt talt. Han, derimod, foretrækker at pille ved sin konfirmationsklare datter...
Samme alder er præstens ældste nået, en pige og en dreng. Egentlig er han en kærlig mand, den gode sjælesorger, men tiden kræver tugtelse.
Derfor udstyres de to pubertetsbørn med hvide bånd, der har givet filmen titel, indtil de igen har gjort sig fortjent til hans tillid. Der er godt nok hverken hoved eller hale i sjælesørgerens afgørelser, men 'hvad fatter gør, er altid det rigtige'.
Det får også godsforvalterens store knægt at mærke, da han i trods smider baronens lille dreng i åen, så han er lige ved at drukne.
Drengen er tidligere blevet fundet i skoven, bundet til et træ og gennemtævet. Samme skæbne overgår jordemoderens lille dreng, der er psykisk udviklingshæmmet.
Et spædbarn er ved at fryse ihjel, fordi nogen anbringer det ved et åbent vindue i pivende frost. Der sker mærkelig ting i Eichwald.

Hverdagens terror
Hele tiden er de der, børnene - de store forrest, de små i hælene. Børnene, som ser alt, hører alt, ved alt. Måske også for meget.
Michael Hanekes film kan nemt overfortolkes til kun at være en film om nazismens undfangelse og fødsel, et simpelt sindbillede på den gryende fascisme.
I et interview med Cineeuropa siger han selv, at det ikke er hele forklaringen. Den handler snarere om hvad der sker, når religiøse idealer ophøjes til absolut sandhed.
- Det er en film om fastfrosne rammer og det universelle problem med nedbrudte idealer, siger han til Cineeurope.
'Det hvide bånd' er som en autoriseret røvfuld i slow-motion. Med stilsikker hånd piller Michael Haneke al livsglæde, spontanitet og ren kærlighed ud af det lille samfund.
Akkompagneret af filmfotografen Christian Bergers klaustrofobiske lange, nærmest dorske optagelser fører 'Det Hvide Bånd' os ind i helvedets forgård.
Det er ikke bare smerteligt. Det er forbandet smukt.

Det Hvide Bånd. Instruktør Michael Haneke. Foto: Christian Berger. Tyskland 2009. Premiere i dag i København, Århus og Odense.