Der er mange faktorer, der bestemmer klima, og selv en tilhænger af klimakamp bør være åben overfor alle tendenser

af Kjeld Stenum
Det er længe siden, vi sidst oplevede det. Der var nogle år i firserne, før Storebæltsbroen, jeg husker, der var is i Storebælt, når man var med færgen til Jylland. Men nu er kulden her, og tilsyneladende bider den sig fast. Min have har lignet et julekort det meste af den seneste måned. For solsortene er det ikke julehygge, men kamp for livet henne ved mit æbletræ, hvor de slås om de sidste frosne, halvfordærvede æbler.
Der er heller ikke meget julehygge i at gå på arbejde, jeg mindes uvilkårligt en vinter omkring 1980, hvor vi støbte en morgen efter 29 graders nattefrost allerede i december. Senere samme dag blev byggeriet dog omgående stoppet, da tilsynets folk blev opmærksomme på det, og vi blev sendt på vinterferie til efter nytår. Jeg kan godt huske tilbage til dengang, det var almindeligt, at man gik på støtten i vinterperioden. Men det var det allerede ved at være slut med der omkring 1980.
Til gengæld brugte vi stadig det gamle husråd med at pakke os ind i avispapir mod kulden. Det er et godt husråd mod kulde, alle hjemløse ved det.
Og det er ikke mere end en måned siden, at alting alle vegne handlede om den globale opvarmning. Uden at der dog kom noget som helst ud af det. Eller - det eneste, der kom ud af det, var, at vi fik demonstreret, at Danmark er ved at ende som en politistat, hvor det først og fremmest handler om at slå hårdt ned på ytringer, der kompromitterer magthaverne, for de vil selv have eneret på at definere, hvilke mediestunts der skal føres igennem.
Jeg skal undlade at hovere over, at det var præcis det forløb, der blev forudsagt i denne spalte. Jeg ville ærlig talt have haft det bedre med at have taget fejl. Og nu er det, som om selve klimaet gør nar af det flop, det hele endte i.
Jeg er jo ikke klimatolog og har selvfølgelig ikke materiale til at gøre mig klog på, om det her bare er en tilfældig variation, eller der vitterligt er tale om en vinter, der på hele vores nordlige halvkugle er i færd med at trodse de seneste årtiers tendens til mildere vintre. Det er meget muligt, der bare er tale om en tilfældig variation. Vintre kan jo sagtens være lokalt koldere uden at trodse en almen tendens.
Men der er mange faktorer, der bestemmer klima, og selv en tilhænger af klimakamp bør være åben overfor alle tendenser. I DR2`s populærvidenskabelige program Viden Om blev det kort før jul fortalt, at solpletterne, som ellers med meget stor regelmæssighed har et klimaks hvert ellevte år, efterhånden er to år forsinket med dette klimaks. Ja, de udebliver omtrent fuldstændigt. Og dette er meget usædvanligt. Det er flere hundrede år siden, det er sket sidst. Men det er noget, der muligvis influerer kraftigt på klimaet.
Den meget omdiskuterede danske vejrforsker Henning Svensmark har forsket i det og vist en sammenhæng mellem solpletintensitet og svingninger i klimaet, som det nok ikke vil være særlig videnskabeligt bare at afvise. Og sidst, der skete en udeblivelse af de regelmæssige solpletudbrud, varede det halvfjers år, før de kom i gang igen. Og i løbet af de halvfjers år var det, at det blev så bitterlig koldt, at Øresund frøs til, og svenskerne kom og var ved at løbe hele vores land over ende.
Det er muligt, en del vil ånde lettet op og sige, at det jo vil være alle tiders. Så gør det ikke så meget, at statslederne har så lidt vilje. Men efter min mening vil det være en meget malplaceret lettelse.
Lad os sige, at vi virkelig er ved at løbe ind i en midlertidig 'lille istid' af nogle årtiers varighed. Den første konsekvens af det vil utvivlsomt være, at det meste af debatten om drivhuseffekt vil forstumme. Der vil ikke være megen vægt i al snakke om global opvarmning, mens meterhøj sne fyger i gaderne, og vandene fryser til.
Det vil blive et langt vigtigere problem at skaffe brændsel nok. Det vil være der, man kan tjene penge. Og de fleste anstrengelser for at udvikle grøn energi vil gå i stå. For som vores verden er, er de anstrengelser båret af, hvor mange penge der er i dem, og ikke af fornuft. Illusionen om, at vi skulle leve i en fornuftsstyret verden, fik formentligt endnu engang sit afgørende knæk på det floppede klimamøde her i december.
Med 'Floppenhagen' som konklusion på en årrække, der faktisk har været præget af global opvarmning, giver jeg ikke mange sure sild for klimakampens chancer for at trænge igennem i en midlertidig kuldeperiode.
Og så er vi først inde på noget virkelig farligt. Klimaet er et komplekst fænomen. Flere ting influerer på det på én gang. Det meste af klimadebatten giver det indtryk, at enten må man holde på, at drivhuseffekt er styrende for klimaet, eller også må man holde på, at solpletter er. Og der er så vægtige argumenter for begge standpunkter, at menigmand ved hverken ud eller ind.
Men det mest rimelige er at antage, at begge standpunkter er rigtige, hvis argumenterne er vægtige. Så selv om de udeblevne solpletter skulle vise sig at være optakten til en midlertidig kuldeperiode af nogle årtiers varighed, så får denne midlertidige kuldeperiode en ende igen en dag. Og hvis vi om halvfjers år står ved enden af denne midlertidige kuldeperiode, og vi ikke har udnyttet tiden til opbremsning i det CO2-udslip, som giver for meget drivhuseffekt ved normal solplet-aktivitet, men måske tværtimod har accelereret udledningen for at holde varmen, vil vi nok til den tid, hvad drivhuseffekt angår, for længst have passeret 'the point of no return'.
Så vi skal ikke være lettede over kulden. Vi ville være bedre tjent med at blive forskrækkede over, at Saltholm forsvandt i bølgerne.