En retssag skal nu afgøre, om aktivistgrupperne The Yes Men og the Action Factory måtte bruge en amerikansk lobbygruppes logo i en klimapolitisk parodi
The Yes Men, kendt for sine provokerende parodier på erhvervsliv og regeringer, går nu rettens vej for at få afvist en retssag.
Forhistorien er, at The Yes Men sammen med aktivistgruppen Action Factory holdt en falsk pressekonference i Washington D.C.`s nationale presseklub i oktober.
Den var tilsyneladende indkaldt af den magtfulde erhvervslobby Chamber of Commerce, der er kendt for sin benhårde modstand mod en skærpet klimalovgivning i USA. På pressemødet meddelte organisationen, at den fortrød sin holdning og nu ville sadle om.
Mødet blev kort tid efter afbrudt af en repræsentant for organisationen. Han protesterede mod påstanden om, at organisationen har ændret holdning. På det tidspunkt havde flere medier, blandt andet Reuter, allerede viderebragt den falske nyhed.
Svaret var en stævning fra Chamber of Commerce mod The Yes Men. Få dage senere lykkedes det endvidere organisationens advokater at få lukket den hjemmeside, der var oprettet i forbindelse med aktionen.
Enormt lobbyarbejde
Med aktionen satte The Yes Men fokus på lobbygruppens ømmeste punkter. Chamber of Commerce`s indædte klimamodstand har den seneste tid kostet organisationen en række prominente medlemmer. Blandt de udmeldte er giganter som Nike og Apple.
Organisationen brugte i 2009 over 50 millioner dollars til lobby-virksomhed i den amerikanske kongres. De mange penge bruges især til at forhindre vedtagelsen af effektive klimalove, en offentlig sygesikring, øget kontrol med bankernes investeringer og en lov der skal sikre arbejdernes rettigheder.
Lovlige parodier
The Yes Men`s retssag føres af den juridiske borgerggruppe Electronic Frontier Foundation, EFF. Den forsvarer ytringsfrihed i elektroniske medier gennem retssager mod især de store amerikanske virksomheder.
Det er i USA almindeligt at lukke munden på kritikere ved at hyre en hær af dyre advokater. Det skyldes det amerikanske retssystems udstrakte beskyttelse af den private ejendomsret, som gør det muligt at forlange uhyrlige erstatninger.
I sin anmodning til retten gør EFF opmærksom på, at Chamber of Commerce med retssagen mod The Yes Men udelukkende har til hensigt at forhindre den grundlovssikrede ytringsfrihed.
EFF begrunder sin påstand med, at den amerikanske forfatnings artikel 1 om ytringsfrihed ifølge retspraksis også omfatter parodier, så længe de udføres på en fair måde. Heller ikke loven om ophavsret giver grundlag for en dom.
Der er indledende retsmøde den 19. januar.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278