Det systematiske forsøg på at opbygge en endnu mere velbetalt EU-elite af Kommissærer, topembedsmænd og EU-parlamentarikere bliver uden min støtte

af Søren Søndergaard, MEP for Folkebevægelsen mod EU
I den sidste måned har der udspillet sig en drabelig kamp - havde nær sagt: en klassekamp - inde bag EU`s tykke mure. I hvert fald har de traditionelle kampskridt været taget i brug: Faglige møder, punktstrejker og trusler om den totale strejke. Ja, selv en blokade mod de igangværende kommissærhøringer har været overvejet
Og hvad er det så, som har udløst denne hektiske aktivitet? Det er såmænd en helt traditionel lønkamp.
I henhold til en aftale fra 2004 mellem regeringerne reguleres de EU-ansattes lønninger automatisk på grundlag af den gennemsnitlige lønudvikling for embedsmænd i otte medlemsstater, herunder Frankrig, Tyskland, England og Italien.

Halverer lønstigning
I 2010 skulle dette udløse en lønstigning på 3,7 procent. Men det var mere end EU-landene kunne blive enige om, da de mødtes i december. Her besluttede Rådet i stedet at halvere den planlagte lønstigning for 2010 til 1,85 procent.
Begrundelsen den meget enkle, at en årlig lønstigning på 3,7 procent til EU`s embedsværk var lidt vanskelig at forsvare i en situation, hvor krisen kradser, og mange EU-borgere har eller vil miste deres arbejde. Og i lande som Grækenland og Irland, hvor offentligt ansatte direkte er blevet sat ned i løn, ville det være helt umuligt.
Svaret fra de EU-ansattes faglige organisationer var at igangsætte de ovenfor nævnte kampskridt. Og bemærkelsesværdigt nok fik de støtte fra EU-kommissionen, som jo ellers ikke er kendt for at varetage lønmodtagernes interesser.
På sit første møde i det nye år besluttede Kommissionen den 6. januar at slæbe EU-Rådet for EU-domstolen for at blokere for denne standard-reguling. Da EU-parlamentets formand, den konservative polak Jerzy Buzek, umiddelbart derefter bakkede op om fagforeningernes krav, blev de faglige aktioner suspenderet, indtil EU-domstolens afgørelse ligger. Og den skal komme hurtigt, lod EU-kommissionen forstå!
Som medlem af Dansk Metalarbejderforbund gennem de sidste 35 år er min umiddelbare refleks naturligvis at stille mig på lønmodtagernes side. Men ved nærmere eftertanke kølner arbejdersolidariteten nu alligevel en smule.
Frem for alt er der selve reguleringsmekanismen: 3,7 procent til alle. I virkelighedens verden betyder det jo, at de højtlønnede får meget og de lavtlønnede får lidt. Modsat et krav om lige store lønstigninger i euro og cent, så betyder procent-kravet øget ulighed mellem høj og lav.
Og i EU-systemet er forskellene enorme. Den dårligst lønnede ansatte i Kommissionen får 2250 euro om måneden, svarende til cirka 19.125 kroner. Med en regulering på 3,7 procent må hun stille sig tilfreds med en lønforhøjelse på cirka 708 kroner.

Månedsløn på 135.000 kroner
Helt anderledes forholder det sig med den højst lønnede ansatte i Kommissionen, som får op mod 18.000 euro om måneden, svarende til 135.000 kroner. Han - for det er jo som regel en han, der sidder på de højeste stillinger - kan se frem til at score en lønforhøjelse på næsten 5000 kroner om måneden!
Hvis lønforhøjelsen går igennem vil sågar også de EU-kommissærer, som på det seneste så ædelmodigt har kastet sig ind på lønmodtagernes side, se frem til en klækkelig lønforhøjelse.
For eksempel vil den nyudpegede EU-udenrigsminister, Catherine Ashton, modtage godt 76.000 kroner i 2010. Altså naturligvis ud over de velvoksne to millioner kroner, som hun i forvejen modtager i grundløn.
Jeg vil meget gerne bakke om, at almindelige EU-ansatte får en ordentlig løn. Og jeg vil også meget gerne støtte, at de får en rimelig automatisk reguleringsmekanisme. For eksempel svarende til løn- og prisudviklingen i det land, hvor de faktisk bor og arbejder.
Men det systematiske forsøg på at opbygge en endnu mere velbetalt EU-elite af Kommissærer, topembedsmænd og EU-parlamentarikere bliver uden min støtte. Så langt rækker solidariteten trods alt ikke!