Husets Teater dekonstruerer par-forholdet i forestillingen ¤¤Ingen møder Nogen¤¤. Om den kærlighed mellem to mennesker, der skal værne og væbne til mødet med livets krav

af John Bruun
Det er nærmest som en novellesamling med et omdrejningspunkt, parforholdet. Møder, venten, svigt og adskillelser mellem en mand og en kvinde, et midaldrende par.
Historierne er renset for omstændigheder. Han kan være tømrer og hun kan være en lady eller omvendt! Og de kan bo i Århus eller Albertslund. Sproget og tøjet signalerer dog mest gennemsnitlig dansk, velartikuleret middelklasse. Det hele handler om det forhold mellem to mennesker, der betyder så forfærdelig meget for så mange af os mennesker.
Hvad er det, den anden skal give, og hvad vil vi selv give.
Om behovet for at få et menneske så tæt på, at man har en til at spejle sig og sit liv i.
I en af de stærkeste scener møder manden kvinden igen efter mange års adskillelse. Han kan tydeligvis kende hende igen og nærer varme følelser for hende. Hun har glemt ham.
Hun fortæller om sig selv og sine forhold. Om en mand, hun engang var sammen med i tre år, som gav hende den selvtillid, hun så katastrofalt manglede. 'Det var mig', siger manden med styrket selvværd og forhåbning i stemmen, hvorefter kvinden siger 'nåh' og 'farvel'.
Hun er ikke i gæld og skylder ikke noget og er videre i sit liv. Mangler måske noget eller nogen, men det er noget andet - en anden.
I en anden scene hænger parret stadig sammen, men manden sidder i kørestol og har svært ved at give hverken psykisk eller fysisk.... andet end dårlig samvittighed og følelse af sort uheld.... eller det gør han faktisk heller ikke. Det hele foregår inde i kvinden, og handler om hendes eget selvbillede og idealer.
Det er et stykke, der piller meget romantik af kærligheden. Til gengæld bliver man udfordret på sine tanker om, hvad der skaber og holder sammen på et parforhold.
Scenen er ligesom skuespillet renset for omstændigheder. Der er ind- og udgange - meget mørke og mere eller mindre lys. Det sætter skuespillet og kemien mellem de to i absolut centrum. Og det virker. Intimiteten og ensomheden er allestedsnærværende.
Titlen er flot og dækkende. Er man en Ingen, der møder Nogen. Eller møder man i virkeligheden aldrig rigtig nogen, men blot mere eller mindre sig selv.
Måske man risikerer at gå hen og bliver real-romantiker efter sådan en omgang - eller også må man blot huske på, at der også er alle omstændighederne at forholde sig til... om man så er tømrer eller prinsesse.

Ingen Møder Nogen af Peter Asmussen. Scenografi: Edward Lloyd Pierce. Iscenesættelse: Simon K. Boberg. Husets Teater indtil 27. Februar.