Det er efterhånden mange år siden, men jeg er vokset op på landet. Det var før medlemskabet af EU. Min far havde et husmandsbrug, han var fattig, men i stort omfang sin egen herre. Når bønderne syntes, de fik for lidt penge for deres mælk, strejkede de, min far forsvarede dette ihærdigt og blandede sig i læserbrevsdebatter om det

af Kjeld Stenum
Nylig var den afgående formand for de danske svineproducenter, Torben Poulsen, i medierne med en uhørt aggressiv udtalelse vendt imod de danske slagteriarbejdere, der kæmper for at hive en overenskomst i land, som giver dem råd til husleje og tørt rugbrød, og hvis det går højt til en enkelt svinekotelet om søndagen.
Anledningen var, at slagteriarbejdernes overenskomst udløber her til marts, og deres arbejdsgivere har spillet ud til forhandlingerne om en ny med et krav om en lønnedgang på mindst 20 procent.
Torben Poulsen, som er bonde og ikke arbejdsgiver, mener, at dette næppe kan sættes igennem uden konflikt. Men så må der en konflikt til. Og når det kommer til konflikt, så skal bønderne være parate til at bakke slagterierne 110 procent op, hvilket vil sige, at man fra dag ét skal begynde at massetransportere de danske svin til Tyskland, hvor de kan slagtes af østeuropæisk arbejdskraft til næsten ingen penge. Og det er ikke tom snak, slagterierne er allerede ved at indøve proceduren.
På en nordtysk afdeling af den danske slagterigigant Danish Crown har man, som man har lov til ifølge EU`s servicedirektiv, og som det i øvrigt er meget almindeligt i Tyskland, ansat et cypriotisk firma ved navn Atlantico Limited som underentreprenør. Fordi det er cypriotisk, har det efter EU-reglerne lov til at ansætte folk til cypriotisk og altså ikke engang tysk overenskomst.
Det beskæftiger hovedsagelig ludfattige rumænere, der er lokket til over internettet til 7,50 euro i timen, altså omkring 50 kroner. Det får de imidlertid ikke engang. Ti af arbejderne venter endnu på lønnen fra december, én ansat beretter, at han er blevet aflønnet med 3 euro i timen. Hvilket selv med rumænske leveomkostninger er en slaveløn.
Dette er, hvad Torben Poulsen vil have. Dette er den konkurrence, danske slagteriarbejdere er oppe imod. Og hvad der er deres lod i dag, bliver vores allesammens i morgen.
Det er der intet nyt i. Sådan fungerer EU. Desværre. I min branche, byggebranchen, er det en del af daglig virkelighed.
På min arbejdsplads, hvor vi er i færd med at afforskalle efter en meget stor støbning, dukkede i sidste uge tre sortklædte mænd med orange hjelme op og gik og kiggede og studerede. Det viste sig, at de repræsenterede en litauisk underentreprenør, der skulle give bud på den afforskalling, vi netop var i færd med, og hvor forhandlingerne om akkorden endnu ikke var faldet på plads.
Da der hverken var formand eller ingeniør på pladsen, fik vi ringet ind til firmaet for at få at vide, hvad dette handlede om. Det handlede ikke om andet end, at hvis firmaet blev nødt til at sætte os på mere presserende opgaver, skulle de jo have den afforskalling afsluttet, lød beskeden. Det skulle vi ikke tage os af. Nej.
Bortset fra at det uundgåeligt nu også kommer til at handle om, at forhandlingerne om afforskallingsakkorden jo kommer til at foregå i direkte konkurrence med litauiske lønninger. Der har hidtil ikke været udenlandske underentreprenører i netop vores firma, og lederen af vores afdeling har erklæret sig som modstander af det og lyder som om han mener det.
Han virker som et meget tiltalende menneske, og jeg tror egentlig også, han mener, som han siger. Det ligger bare også sådan, at i det omfang, han bliver ved med at mene det, i samme omfang vil han blive manøvreret udenfor indflydelse. Og hvis han er en meget stædig mand, vil han ødelægge sin karriere.
Det er efterhånden mange år siden, men jeg er vokset op på landet. Det var før medlemskabet af EU. Min far havde et husmandsbrug, han var fattig, men i stort omfang sin egen herre. Når bønderne syntes, de fik for lidt penge for deres mælk, strejkede de, min far forsvarede dette ihærdigt og blandede sig i læserbrevsdebatter om det.
Én af mine morbrødre var arbejdsmand med mange børn, han var meget utilfreds med ikke at kunne købe mælk, og jeg kan huske, at han og min far diskuterede voldsomt. Men min far var jo ikke ude på at forhindre ham i at købe mælk til sine børn, det var ikke en strejke imod arbejderne, men for en forhøjelse af mælkeafregningerne.
Bønderne skulle huske, at når slagteriarbejderne nu sikkert bliver nødt til at gå i kamp for en løn til at leve af, så er det ikke vendt imod bønderne. Men en dansk slagteriarbejder skal betale dansk og ikke rumænsk husleje og skat og har danske og ikke rumænske leveomkostninger. Jeg ved godt, at meget er forandret for bønderne, siden mine forældre forsørgede en familie på fem på elleve tønder land. Dette kunne aldrig lade sig gøre i dag.
Siden EU-medlemskabet er dansk landbrug blevet raseret. Det er noget med stordrift, specialisering, storstilet mekanisering, og - kæmpestor låntagning. Landbruget skylder omkring 350 milliarder væk, og det er omkring 100 milliarder mere, end det med dagens indtjening kan forrente. Et kollaps truer. Derfor desperationen. Den danske landmand af i dag er som slave af sin gæld fuldt så bundet som på stavnsbåndets tid.
Men det er ikke slagteriarbejdernes skyld. Det er ikke dem, der har forlangt strukturreform og gældssætning. De kæmper bare for at overleve, ligesom bønderne også selv gør. Hvis bønderne tror, at vejen frem i den kamp er, at arbejdere og bønder spiser brødet ud af munden på hinanden, tager de fejl. Og den spekulationskapital, der nyder godt af at kunne flyde frit derhen i EU, hvor den kan suge mest blod, vil gnide sig i hænderne.
For så længe de små slås om brødet, får dem, der sidder på smørret og pålægget, lov at sidde i fred. Er bønderne bragt i en desperat situation, er det ikke på grund af slagteriarbejderne, men på grund af EU og bankerne. Og derhen burde de også rette deres vrede.