Ingen gamle spørgsmål får svar og ingen nye stilles på Ordrupgaards udstilling ¤¤Emil Nolde og Danmark¤¤ om maleren, der ville være Det Tredje Riges førende kunstner, men selv faldt i unåde

Hvert år strømmer danskere til Emil og Ada Noldes smukke villa i Seebüll lige syd for grænsen, tæt ved Vadehavet.
De betragter den berømte kolorist og ekspressionist som næsten dansk, og taler henført om hans 'umalede billeder', der kom til verden i dølgsmål 1941-44, efter at Hitler personligt forbød ham at male, endog hjemme hos sig selv, og han fik beslaglagt 1052 værker.
Forståelsen er, at Emil Nolde var modstander af nazismen. Virkeligheden er den modsatte, selv om han endte med selv at blive offer for den.
Emil Nolde var ikke bare medlem af NSAN, det nordslesvigske nazistparti, fra 1934. Han udtalte sig stærkt anti-semitisk ved adskillige lejligheder, helt frem til han selv faldt i unåde. Han støttede ikke jødeudryddelserne, idet den bedste løsning efter hans mening var at udvise alle jøder af Det Tredje Rige.
Hans ambition var ganske enkelt at være Nazitysklands kunstneriske Fører, og han så sig selv som indbegrebet af alle germanske dyder.
Efter krigen fjernede Nolde sågar al nazivenlig og anti-semitisk indhold fra sin selvbiografi 'Jahre der Kämpfe' (Kampens år), som var udkommet første gang i 1933 - samme år som han forsøgte at få nazisternes studenterunion til at anerkende den ekspressionisme, der var hans vigtigste kunstneriske udtryksform.
Lige nu er Emil Nolde aktuel på Ordrupgaard, som har samlet en fornem udstilling af værker med tilknytning til Danmark. Desværre fravælger den stort set lejligheden til at fortælle om den fascinerende tid, der forandrede alt, dér hvor han stammede fra, og hvorfor Emil Nolde valgte, som han gjorde.

Hjemmetyskeren Nolde
Emil Nolde følte sig hverken som dansker eller tysker. Snarere følte han sig nordisk, men først og fremmest var han en slesviger med dansk pas og tyske rødder, født i den lille landsby Nolde udenfor marskens hovedstad Tønder.
For at forstå Emil Nolde, må man forstå hans livsspan. Han blev født som Hans Emil Hansen i 1867, tre år efter at hjemstavnen blev preussisk provins, og han døde i 1956 som dansk statsborger i den tyske forbundsrepublik.
Hans forældre var bønder og de opdrog ham i et gudfrygtigt, fredeligt og smukt hjem i den lille landsby Nolde i Vestslesvig.
Faderen var tysktalende, moderen talte dansk, og i landsbyskolen med én klasse taltes både platdansk og plattysk.
Som 17-årig forlod han meget mod faderens vilje hjemmet for at gå i lære som billedskærer i grevskabets store by, Flensborg. Her lærte han også at tegne.
Efter endt læretid i 1888 gik han tre år på valsen som billedskærer og tegner så langt syd som til München. Han kom på fabrik i Berlin, men fik tuberkulose, og måtte vende hjem til gården

I fantasiens vold
Mens han kom sig over sygdommen, skete der noget med den indadvendte, kejtede Hans Emil. Måske var det pustet fra dødens skygge, måske erindringerne fra barndommens lykkeliv, der satte fart i hans tanker.
Den unge mand begyndte at fantasere. Eventyrlige væsener, groteske skikkelser, lys og mørke, fik krop, og skulle ud. Barndomshjemmets religiøse fortællinger blandede sig med selvskabte mytologier.
Et tilfælde sætter gang i ham. Tilbage på kunsthåndværkerskolen i Berlin så han et jobopslag som tegnelærer i schweitziske St. Gallen, og han fik jobbet.
Udover en stribe akvareller med bjergmotiver tegnede han en serie postkort, hvor bjergtinderne har menneskekrop. Nogle blev bragt i et tidsskrift, og de solgte så pænt, at han vendte hjem med penge på lommen. Inden da besøgte han private malerskoler i München, Dachau og Paris.

Grænsegængeren
Den dansk-tyske historie er fyldt med grænsegængere - kunstnere og andre som enten søgte til København eller mod syd til Hamburg og Berlin.
Således også Emil Hansen der slog sig ned i København efteråret 1900. Her malede han en række motiver fra havnen, et motiv han altid havde dyrket, disse 'vandskaber' med deres mennesker, tunge skibsskrog, de mørke moler i det skarpe morgenlys.
Mødet med det københavnske kunstliv er langt fra hjerteligt. Emil Hansen føler sig udenfor og ignoreret, selv om han lærer begavede malere som J.F. Willumsen, Joakim Skovgaard, Viggo Johansen og Vilhelm Hammershøi at kende.
I stedet tager han til Hundested for at se sit elskede klithav, og her slå lynet ned. Hun hedder Ada Vilstrup, er skuespiller og af jysk bispeslægt. På en spadseretur med vennen Knud Rasmussen, ham polarfareren, ser hun den undselige Emil smurt ind i farver.
To år efter var frk. Vilstrup blevet fru Nolde, for Emil havde skrottet både Hans og Hansen.

Mødet med oprøret
Emil Nolde boede nu fast i Berlin, hvor han var kommet med i kunstnergruppen Die Berliner Secession. Den var stiftet i 1892 i protest mod lukningen samme år af Edvard Munchs udstilling hos den kejsertro Berliner Künstler Verein.
Den nye gruppe bestod af yngre, tyske mænd, der ønskede et nyt Tyskland i en tid, hvor det militante kejserdømme krævede enorme, belæssede statuer og malerier, der forestiller noget rigtigt.
I stedet ønskede de at dyrke naturalismens opgør med det velduftende landskab, impressionismens farveglæde og symbolismens mytiske forvandling og fortællinger.
Selv om de kunstnerisk set var avantgardister, så holdt de fast i de særlige germanske værdier. De omfatter dyder som et særligt mådehold og måske endda en medfødt overlegenhed, som filosoffen udtrykker det i sin nihilistiske Übermench-teori. Hele tankegangen var temmelig tåget og ret konservativ.
Tanken om en konservativ revolutionær bevægelse kan lyde som en vittighed, men Friedrich Engels nævnte den allerede i 1848 i et skrift om den polske opstand i 1830. Det er en revolution mod den socialistiske revolution, men også et opgør med alt, der er britisk.
Den konservative revolution bekæmper den engelske liberalisme med al dens uvæsen, og den afsværger dens tro følgesvende, kapitalismen og imperialismen.
I centrum står i stedet det völkishe - en folkelig ideologi med rødder i et mytisk, romantisk nedarvet germansk helteunivers. Denne arv dyrkes bedst i et volksgemeinschaft - folkefællesskabet, som det udøves i et socialt, politisk og kulturelt lokalliv.
Et bud på denne verden gav komponisten og teoretikeren Richard Wagner (1813-83) i sine gesamtwerke - totalværker. En verden befolket af lidenskabelige, men dydige guder og gudinder, der hersker over den viljeløse hob.
Denne forestilling gjorde nazisterne senere til deres egen for at begrunde ønsket om at fjerne alle uønskede elementer for at skabe et nyt samfund med to klasser. De få der hersker over de mange andre.

Den religiøse nolde
I 1905 er Emil Nolde endnu ikke for alvor slået igennem i den brede offentlighed, men har er alligevel kendt i kunstnerkredse. Det år opretter fire Dresden-kunstnere en ny sammenslutning, kaldet 'Die Brücke' (broen).
Den er inspireret af primitiv kunst og gotikken, og vil af med realismen og impressionismens højlærthed til fordel for et selvstændigt udtryk med stærke farver, kraftige konturer, kantede forme og sære bevægelser.
Selv om Emil Nolde ikke blev ret længe i Die Brügge, fik bevægelsen stor betydning for hans kunstneriske udvikling. Han slap nu sine tøjler for at dyrke farven helt og holdent.
Den farveglade ekspressionisme gav også den dybt troende Emil Nolde et nyt redskab til at afbilde sit åndelige indre. Han trak sig tilbage til Slesvig og malede 1909 til 1912 en række religiøse værker af stor kraft.
De var med til at etablere ham som kunstner, selv om kirken selv afviste dem med forfærdelse. Men hans primitive farverigdom gav ballade med Die Berliner Secession. Den afviste hans og 27 andre ekspressionisters værker.
Han protesterede voldsomt, blot for at blive strittet ud. I stedet blev han kort tid medlem af udbrydergruppen Die Neuen Secession. I sidste ende trak han sig dog helt ud.

Eventyr i Sydhavet
I stedet fik han lejlighed til at komme med på en medicinsk-antropologisk ekspedition til den daværende tyske koloni Ny Guinea i det sydlige Stillehav. Sammen med sin kone drog han af sted på en rejse, der varede et år og som førte dem til Rusland, Sibirien, Korea, Japan og Kina.
I Japan fik Emil Nolde øjnene op for træsnittets elegance. Han malede desuden en række fremragende akvareller, og hele turen fik stor betydning for hans kunstneriske udvikling.
Efter sin hjemkomst skabte Emil Nolde en række store malerier, og omkring 1919 var han både en anerkendt og velstående kunstner, som i 1931 blev optaget i Det Preussiske Kunstakademi. Men foran ventede afgrunden.

Styrtet i afgrunden
Der var delte meninger i Det Tredje Rige om Emil Noldes kunst. Nogle sympatiserede med hans urgermanske konservative tilgang, men nazisternes chefideolog Albert Rosenberg afskyede moderne, især fransk kunst. Så hjalp det fedt, at propagandaminister Joseph Göebbels var vild med Emil Nolde.
Ekspressionismen var per definition knyttet til det dekadente Frankrig og den politiske hovedmodstander, Weimarrepublikken. Emil Noldes mange religiøse malerier har næppe heller hjulpet ham.
I 1937 blev hans værker vist på en række udstillinger som 'entartete' - vanartet - kunst til spot og spe for masserne. Han blev hældt ud af kunstakademiet, og over tusind af hans værker blev beslaglagt på tyske museer.
Det var slut på den brændende drøm om at blive Det Tredje Riges førende kunstideolog. I stedet måtte Emil Nolde efter ordre fra Hitler lægge penslerne. Han måtte end ikke male i sit eget hjem, men gjorde det alligevel.
På små papstykker nedfældede han sine trængsler, syner og drømme med vandfarver. Det blev til over 1300 af disse 'umalede billeder'. Efter krigen gennemarbejdede han 100 af dem til en serie nu verdensberømte malerier.
I sin høje alder fortsatte han med at skildre sin marsk, sit vadehav, sit kringlede indre og sin kærlighed til hustruen Ada, der døde i 1946.
Selv sov Emil Nolde ind i 1956 på sit elskede Seebüll. Det er i dag et internationalt kendt museum for mange af hans værker og breve.