24 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fremragende undersøgelse af bryggeriarbejdere

Fremragende undersøgelse af bryggeriarbejdere

Lørdag, 30. januar, 2010, 00:00:00

Arbejderhistorieprisen skal inspirere til og fremme studiet af arbejderklassens og arbejderbevægelsens historie og kultur blandt

Siden 1993 har Arbejdermuseet, Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv, Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens Historie og Foreningen Arbejdermuseets Venner hvert år uddelt Arbejderhistorieprisen på 15.000 kroner.
Formålet med Arbejderhistorieprisen er at inspirere til og fremme studiet af arbejderklassens og arbejderbevægelsens historie og kultur blandt hovedfags- og ph.d.-studerende ved universiteterne og andre højere læreanstalter.
I 2009 fik bedømmelsesudvalget 10 afhandlinger til vurdering. Og resultatet blev, at prisen deles mellem Anne Brædder med afhandlingen På lige fod med mændene og Kristian Bruhn Henriksen for afhandlingen Demokraten - en politisk-ideologisk biografi om demokraten Hans Hedtoft.
Prisoverrækkelsen fandt sted forrige fredag Arbejdermuseets festsal.

Kvindelige bryggeriarbejdere
I begrundelsen hedder det, at Anne Brædder får prisen for en fremragende undersøgelse af de københavnske kvindelige bryggeriarbejderes arbejdskampe 1949 - 75, en periode med store forandringer i både arbejdsindhold og arbejdsdeling.
Hun tager udgangspunkt i industrisamfundets kulturarv, og det er prisværdigt, mener bedømmelsesudvalget, at hun på denne måde åbner emnet op, så det ikke kun omfatter bygninger og maskiner, men også de mennesker, som arbejdede i industrien.
Anne Brædder viser, hvordan de kvindelige bryggeriarbejderes forestillinger om, hvad kvindekønnet var og skulle være ændrede sig. Hun viser også, at det havde direkte indvirkning på de faglige kampe, som kvinderne førte i tre årtier efter Anden Verdenskrig.
Prisen er også et udtryk for støtte til forskningen i arbejderkvindernes historie, lyder det fra prisudvalget.

Hans Hedtoft
Kristian Bruhn Henriksen får prisen for en veldokumenteret og velskrevet biografi om den unge Hedtoft.
Afhandlingens resultater kaster både nyt lys over politikeren Hans Hedtofts arbejde og tankegods i mellemkrigstiden og giver nyt materiale til forskningen i den ældre politiker Hedtoft og Danmarks politiske udvikling efter 1945, påpeger bedømmelsesudvalget.
Kristian Bruhn Henriksen har fundet hidtil ukendt arkivmateriale i forskellige arkiver rundt omkring i Europa, og hans konklusioner giver grundlag til ny forskning i den ældre Hedtoft.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. jan. 2010 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur