Den slesvigske maler Emil Nolde var stærkt knyttet til Danmark. Udstillingen ¤¤Emil Nolde og Danmark¤¤ giver et fascinerende indblik i en fabelagtig kunstners delte verden

Hvis man forventer at se de berømte blomsterbilleder, der hvert år trækker tusindvis af danskere til Nolde-museet i Seebüll, så bliver man skuffet.
Det er så også den eneste mulige skuffelse på Ordrupgaards udstilling 'Emil Nolde og Danmark. Det er billedmæssigt et overflødighedshorn af Noldes særegne kunstværker.
Udstillingen viser en bred vifte af forskellige værker fra centrale perioder i Emil Noldes liv. Her er ikke bare malerier, men også træsnit i japansk stil. Og så kan man nyde Emil Noldes uovertrufne geni som akvarel-maler.
Emil Nolde, som han kaldte sig siden 1902, har - med rette - tilnavnet 'Vadehavets maler'. Det flade marsklandskab, den glødende himmel, det lunefuld hav, bådene, klitterne, menneskene, var hans tidligste inspiration.
Emil Noldes vej til sit kunstneriske udtryk var lang og trang. Derfor er udstillingen også en fremragende tilgang til et umådeligt kompliceret menneske.
Han blev født på en bondegård uden for Tønder i 1856. Med en uddannelse som billedskærer og sin sunde bondefornuft i bagagen stræbte han hele sit lange liv efter at udtrykke dét universelle aftryk af sin sjæl på lærred.
I efteråret 1901 var han 27 år gammel, overbevist om sit kunstneriske kald - og snotforvirret. Så han tog til København for om muligt dér at få styr på ambitionerne. Her traf han en række kendte danske kunstnere, som Hammershøj og Willumsen.

Storladen natur
Den alvorlige marskbo løb hurtigt sur i storbyens lette, lyse tone. Kun i havnen fandt han ro og lod sig indfange af dens dystre verden, himlens lys som livgiver overfor vandets mørke kraft.
Han flygtede til Hundested, hvor han var anderledes i sit es. Omgivet af hav, sand, klitterne og den flade strandeng fandt han sine farver.
Endnu mere betydning fik det for denne indadvendte kunstner, da han flyttede til det forblæste fiskerleje Lild Strand i Nordjylland.
I denne totale ensomhed ramte Emil Nolde den fantasiens åre, han må have vidst var der hele tiden. Fantasifulde, forvredne figurer strømmede ud af hans pensel, groteske og på én gang smukke og grimme, muntre og truende.

Et liv i kærlighed
Året før var han stødt ind i den ti år yngre stilige provstedatter Ada Vilstrup. Venskab blev til kærlighed og samme efterår blev de gift.
Med Ada ved sin side gik det støt fremad med Emil Noldes kunst. Trods mangel på penge og hendes dårlige helbred kæmpede de sig ud af alle kriser.
De købte et lille fiskerhus i Gunderup på Als, og her kom farverne til Emil Nolde. Adas blå, himlens røde nuancer, haveblomsternes gule og grønne farver. Al form forsvinder, hans lærreder er rent lys uden form.
Formen kom få år senere, da den dybt troende Emil Nolde, udførte en serie religiøse malerier. I 1913 deltog ægteparret på en ekspedition til Ny Guinea, hvor Emil Nolde for alvor fik næring til sin ekspressionisme gennem mødet med et naturfolk og deres både primitive og højt udviklede tilværelse.

De umalede billeder
Resten er historie. Fra 1919 til sin død i 1956 var Emil Nolde anerkendt som en af den moderne malerhistories absolutte største mestre.
Næsten da. I Danmark blev hans værker stemplet som 'tyskerkunst'. Da Emil Nolde fik dansk statsborgerskab efter folkeafstemningen i 1920 om Sønderjylland, skrev Blæksprutten:
Ved Genforeningen fik vi Nolde,/ Ham kunde Tyskerne godt ha`e beholdte.
Og da han ville forære Statens Museum for Kunst otte værker efter Ada Noldes død, skabte det stor ballade.

Emil Nolde og Danmark. Udstilling på Ordrupgaard i Charlottenlund, til 9. maj.