Mozarts opera ¤¤Tryllefløjten¤¤ er et troldspejl for mennesker med trang til magt. Den handler om lysets kamp mod mørket

af Helle Due og Anders Fenger
Mozarts opera Tryllefløjten, som havde urpremiere i Wien i 1791 og danmarkspremiere på Det Kongelige Teater i 1826, bliver nu for anden gang vist på teateret i Mikael Melbyes iscenesættelse.
Denne gang står han tilmed for både scenografi og kostumedesign.
Han har valgt en gennemført klassisk stil, i et forsøg på at tilnærme sig vores tid i virkemidler af 'set ups'. Der er således ingen eventyrstemning at hente i dem.
Tryllefløjten (Die Zauberflöte) er en opera i to akter. Librettoen er skrevet af Emanuel Schikaneder (1751-1812) og er en klassisk fortælling om to elskende, der må igennem hårde prøvelser, inden de endelig kan falde i hinandens arme for evigt. Det kommer til udtryk i Papagenos og Papagenas historie, hvor trylleriet og balladen sker.
Men Tryllefløjten har også i beskrivelsen af Taminos og Taminas genstridigheder et dybere lag om lysets kamp mod mørket, hvor kærlighed, tilgivelse og tolerance er nøgleord.
Tryllefløjten blev til et par år efter udbruddet af den franske revolution, hvis tanker tydeligvis prægede Schikaneders og Mozarts mesterværk.
Begge var medlemmer af frimurer-logen, der af adelen dengang blev anset for revolutionær og farlig på grund af tidens borgerlige frihedstanker.

Stilistisk
Aktuelt er scenen på Det Kongelige Teater bygget op med niveauforskelle, så de magtfulde og ædle stiger ned til scenens forgrund via en gylden trappe. De usle og 'dumme' sænkes ned i mørket i en lem i gulvet.
Rekvisitterne er alle stilistiske og fremstår som symboler for handlingen. Det er enkelt tænkt og gennemført.
Lad det være sagt med det samme; Operaen er først og fremmest en unik æstetisk oplevelse. Mozart behøver næppe nogen præsentation - han er ofte nok kaldt et musikalsk geni, hvilket ikke mindst skyldes, at han optrådte som treårig og skrev sin første komposition i en alder af seks.
Han blev kun 35 år, og han 'legede' sin musik frem, lige til han lå på dødslejet.
Det særegne musikalske kan ikke, og skal ikke, forklares. Det skal opleves.
Hvis man ikke er operaelsker i forvejen, er der en stor chance for, at man bliver det, hvis man går ind og hører Tryllefløjten. Orkestreringen med Andreas Stoehr som dirigent var måske den største oplevelse.
Det er imponerende, at den store, gamle teaterbygning kan frembringe så ypperlig en vellyd.
Vokalisternes præstationer, som nåede perfekt ud over scenekanten, lige fra den største til den mindste rolle, levede fuldkommen op til de største forventninger.
Vi hørte her solister i verdensklasse. Især skal nævnes Sine Bundgaard, der sang koloraturpartiet i Taminas rolle, og Lars Møller som en finurlig, sprælsk Papageno.
Nattens Dronning blev imponerende sunget af Agnete Munk Rasmussen.
Dog - det er næsten uretfærdigt at fremhæve enkelte kunstnere. Der var perfekt samspil på alle fronter.

Historisk perspektiv
I denne opsætning har man ikke ønsket at ændre på librettoen, hvor handlingen, udover at gennemføre kærlighedstemaet, på en noget diffus måde, skildrer dels kønskamp, dels klassekamp.
Kvinder er uværdige og intrigante og 'den simple mand,' der er repræsenteret ved fuglefængeren Papageno, grænser til at spille hofnarrens rolle i datidens samfund.
Det har sine historiske rødder i den opkommende humanisme, men set i lyset af den franske revolution, er det yderst tamt. Det er kun krusninger på overfladen.
Så - se ikke operaen for dens handlings dybde, men hør den for dens unikke musik og fremragende sceniske og orkestrale opsætning.

Tryllefløjten af Wolfgang Amadeus Mozart, repremiere, Det Kongelige Teater, Gamle Scene, 18. januar-28. marts.