Ifølge Georg Brandes bør litteratur formidle ¤¤frihedens store tanker og menneskehedens fremskridt¤¤

Georg Brandes (4. februar 1842 - 19. februar 1927) var en dansk kritiker og litteraturforsker, der havde stor indflydelse på skandinavisk litteratur fra 1870'erne og frem til begyndelsen af mellemkrigstiden.
Han regnes traditionelt for teoretikeren bag Det Moderne Gennembrud. I en alder af 30 formulerede Brandes principperne for en ny realisme og naturalisme, hvor han fordømte den hyper-æstetiske skrivning og fantasi i litteratur. Ifølge Brandes bør litteratur formidle 'frihedens store tanker og menneskehedens fremskridt'.
Georg Brandes anses generelt for at have inspireret den modernistiske intellektuelle bevægelse i mellemkrigstiden kendt som kulturradikalisme.
Brandes blev født i København i en jødisk grossererfamilie. Han blev student i 1859 og begyndte at læse kulturhistorie, filosofi og til sidst æstetik på Københavns Universitet.
På universitetet, som han forlod i 1864, var han under indflydelse af Heibergs kritiske værker og Søren Kierkegaards filosofi.
Fra 1865 til 1871 rejste han en del i Europa, hvor han lærte om litteraturens vilkår i de største læringscentre. Hjemme igen i Danmark begyndte han at holde forelæsningerne 'Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur'.
Forelæsningerne vakte sensation, og da professoratet i æstetik blev ledigt i 1872, forventede mange som en selvfølge, at Brandes ville blive udnævnt. Men den unge kritiker havde fornærmet mange med sin indædte argumenteren for moderne ideer; han var kendt for at være jøde, han blev anset for yderligtgående i sin overbevisning, og han blev mistænkt for at være ateist.
Universitetets ledelse besvarede end ikke hans ansøgning, men hans egnethed til posten var så åbenlys, at stillingen som professor i æstetik på Københavns Universitet forblev ubesat de næste tyve år, fordi ingen andre turde udsætte sig selv for at blive sammenlignet med Brandes.
I 1877 forlod Brandes København og bosatte sig i Berlin. Hans politiske synspunkter gjorde dog, at Preussen blev ubehagelig for ham at opholde sig i, og han vendte i 1883 tilbage til København, hvor han blev mødt af en helt ny gruppe af forfattere og tænkere. Hans indflydelse på de skandinaviske forfattere i 1880'erne var meget stor, men en reaktion ledet af Holger Drachmann mod hans 'realistiske' doktriner begyndte i 1885.
Brandes' hovedindflydelse svandt noget efter 1900, men han blev stadig anset for en lederskikkelse i dansk litterært liv, og hans internationale ry voksede. På mange måder blev han en moderne nordisk Voltaire med stor moralsk autoritet, som fordømte den dårlige behandling af nationale mindretal, forfølgelsen af Dreyfus og så videre.
Under Første Verdenskrig angreb han imperialismen og aggressionen hos begge parter, og hans sidste år var viet til antireligiøs polemik.
Blandt kommunister og socialister var der delte meninger om Brandes, som havde stor sympati for visse socialistledere, mens han modsatte sig socialismen som program.
Da Brandes døde skrev Hans Kirk i sin nekrolog: 'På en sydligere breddegrad var han muligvis blevet fascist!'
Andre, blandt andet Harald Rue, som skrev i Land og Folk, mente at Brandes' banebrydende værker om litteratur, filosofi, religion og moral 'brød vejen for socialistiske ideer'.